Mentorordninger
Mentorordninger har vist sig at være et effektivt redskab i beskæftigelsesindsatsen - også når det handler om at fastholde nydanske medarbejdere på arbejdspladsen.
Mentorordninger kan med fordel anvendes, når en ansat har behov for ekstra tid og opmærksomhed for at blive integreret og fastholdt på arbejdspladsen. Mentoren yder f.eks. praktisk, faglig, social, kulturel eller sproglig støtte. Mentorordninger kan imidlertid også anvendes som et redskab til fastholdelse af udenlandske arbejdstagere og deres familier.
En mentorordning medvirker ofte til, at udfordringer, usikkerhed og gnidninger bliver overvundet samtidig med, at der bliver skabt sociale relationer på arbejdspladsen. Alt sammen forhold, der øger chancen for, at medarbejderen bliver i jobbet.
Fakta
Mentorordninger
En del mentorordninger er etableret alene på baggrund af frivillige indsatser, men brugen af mentorer er de senere år også blevet et populært og efterhånden også gennemprøvet redskab, hvortil der ydes økonomisk støtte efter lov om aktiv beskæftigelse og lov om integration af udlændinge.
Ifølge loven om en aktiv beskæftigelsesindsats kan der nu også ydes økonomisk støtte til en mentorfunktion i de tilfælde, hvor en medarbejder har brug for en mentor for at fastholde sit job. Det er samtidig muligt at benytte mentorfunktionen til opgaver, der ligger uden for arbejdspladsen.
Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI) præsenterer et helt tema udelukkende med nyheder om og overblik over lovgivning, viden og praksis på mentorområdet på CABI's hjemmeside.