Mangfoldighedsledelse
Undersøgelser viser, at virksomheder, der scorer højt på mangfoldighedsindsatsen, opnår en højere grad af medarbejdertilfredshed og dermed større loyalitet og øget fastholdelse af medarbejdere.
Mangfoldighedsledelse er med til at rette opmærksomhed mod de kompetencer, den nydanske ansatte har, og hvordan virksomheden kan bruge dem som et aktiv. Mangfoldighedsledelse rummer samtidig positive og løsningsorienterede tilgange til eksempelvis medarbejdere med begrænset arbejdsevne og andre kollegaer, hvis kompetencer bedst foldes ud og fastholdes, hvis virksomheden har fokus på at skabe et inkluderende miljø.
Bevidst mangfoldighedsledelse vil med andre ord ofte styrke incitamentet til samarbejde mellem virksomhed, kommune og jobcenter, og kendskab til mangfoldighedsledelse ude blandt virksomhederne vil derfor være en klar gevinst for kommunen. Erfaringer viser, at kommuner, der tager initiativ til dialog, virksomhedsnetværk eller konkrete projektinitiativer med mangfoldighedsledelse som omdrejningspunkt, veksler dette til revitaliseret virksomhedssamarbejde og nye muligheder ikke mindst til gavn for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.