Kompetenceudvikling
I nogle tilfælde handler fastholdelsesindsatsen om at udfylde det gab, der kan være mellem medarbejderens kompetencer og de krav, der stilles på arbejdspladsen. Kompetenceudvikling kan derfor både anvendes til at fastholde medarbejderen i en jobfunktion, hvor kravene ændrer sig, til at udvide jobområdet eller til at flytte medarbejdere over i andre jobfunktioner. Kompetenceudvikling er også et godt redskab i de situationer, hvor medarbejderen på grund af sygdom har svært ved at klare sin nuværende jobfunktion, og hvor nye færdigheder kan genskabe balance mellem helbred og arbejde.
Kompetenceudvikling kan have fokus på opkvalificering af medarbejderens almene, faglige, sproglige og personlige kvalifikationer. Voksenuddannelsessystemet rummer et væld af efteruddannelsesmuligheder. Faktum er, at relevante kurser og efteruddannelse giver motiverede og kvalificerede medarbejdere, og virksomheden får mulighed for at rekruttere og omplacere medarbejdere internt på arbejdspladsen.
Kompetenceudvikling via AMU
AMU (Arbejdsmarkedsuddannelse) er et efter- og videreuddannelsessystem for ufaglærte og faglærte, som det er værd at ofre særlig opmærksomhed, fordi AMU tilbyder over 2.500 forskellige kurser inden for mange brancher. AMU giver bevis for hvert fuldført kursus. Beviser som er anerkendt på landsplan og kan give merit på andre uddannelser. AMU giver mulighed for at kombinere faglig og sproglig opkvalificering og tilbyder kurser udviklet specielt til flygtninge og indvandrere.
Aktuelt er 10-11 % af kursisterne på AMU to-sprogede. Langt de fleste går på de ordinære uddannelser. Det er dog muligt at etablere fleksible uddannelsesforløb for nydanske medarbejdere, hvor man kombinerer de ordinære uddannelser og de uddannelser, som er udviklet til flygtninge og indvandrere. Der kan etableres overlap mellem forløbets faglige kurser og AMU’s kurser i dansk, hvor faglæreren og sproglæreren begge medvirker under dele af uddannelsen.
De fleste AMU-udbydere har uddannelseskonsulenter med ansvar indenfor forskellige brancheområder. Disse konsulenter kan med fordel inddrages i den konkrete tilrettelæggelse af skræddersyede uddannelsesforløb.
Det store udbud af uddannelser kræver ofte, at jobcenteret og virksomheden ret præcist ved, hvad de går efter. Det kan derfor betale sig for jobcentret at være i dialog med AMU-udbyderne om det lokale arbejdsmarkeds behov.
Fakta
Støttemuligheder
Støttemuligheder i forbindelse med voksenuddannelse er beskrevet i lov om Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) og lov om Voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU) samt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Støtten kan gives til f.eks. forberedende voksenundervisning (FVU), specialundervisning for voksne, erhvervsrettet voksenuddannelse samt uddannelse på folkeskole-, gymnasialt eller videregående niveau.
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder også støttemuligheder i form af vejledning, opkvalificering, optræning og revalidering efter en individuel vurdering.
AMU
Udbydere: Der findes cirka 130 udbydere af Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU). Find dem på hjemmesiderne www.ug.dk og www.uddannelsesadministration.dk.
Forudsætninger for deltagelse: Kursusdeltager skal have bopæl (cpr-nr.) eller arbejde i Danmark. Ved ordinære AMU-kurser uden supplerende dansk kræves der tilstrækkelige danskkundskaber til, at deltageren har udbytte af undervisningen. Ved de særlige kurser for Flygtninge og indvandrere kræves der et elementært danskniveau - minimum svarende til Prøve i Dansk 1.
Økonomi
På alle kurser er der med virkning fra 1. januar 2009 en deltagerbetaling på mellem 550 kroner og 850 kroner per uge. Deltagerne kan ansøge om VEU-godtgørelse. Mange virksomheder vælger at betale normal løn til medarbejderen under kurset, og VEU-godtgørelsen udbetales så til arbejdsgiveren. I nogle tilfælde har deltageren ret til kost og logi under kurset. Læs mere om VEU-godtgørelse.
Lovgivning om AMU
Relevant lovgivning om AMU findes på Undervisningsministeriets hjemmeside