Kompetenceafklaring
Når det handler om at sikre ledige flygtninge og indvandreres første indtræden i arbejdsstyrken, har afklaring af borgerens kompetencer været i fokus i en årrække. Det er for længst erkendt, at den højtuddannede flygtning eller indvandrer skal sikres mulighed for at udnytte de medbragte kompetencer, og den uudannede skal have papir på, hvad han eller hun reelt kan. Har man slet ingen papirer, er det også vigtigt at få dokumentation for, hvad man reelt kan og magter.
Kompetenceafklaring med henblik på at sikre fastholdelse af medarbejdere, der allerede er ansat, går et skridt videre, nemlig i forhold til at understøtte virksomhedernes udvikling af arbejdsstyrken.
Nogle medarbejdere har måske brug for kompetenceafklaring forud for valg af efteruddannelse, mens kompetenceafklaringen også kan bruges til at sikre dokumentation og tæt opfølgning på udsatte grupper af medarbejdere, som er kommet sidst ind på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen, herunder traumatiserede flygtninge, uuddannede kvinder fra ikke-vestlige lande og grupper af unge med minoritetsbaggrund.
En kompetenceafklaring kan være med til at synliggøre, hvor der eventuelt er et gab mellem medarbejderens kompetencer og de krav, der stilles i jobfunktionen. Det kan samtidig bidrage til at afgøre, hvordan kompetenceudviklingen for den enkelte medarbejder bør foregå, og hvad den skal indeholde. Fokus på kompetenceafklaring er med andre ord et oplagt springbræt for medarbejderudvikling og igangsættelse af en fastholdelsesindsats.
Fakta
Vurdering af medbragte kompetencer
Den formelle vurdering og anerkendelse af medbragte uddannelser finder sted i Styrelsen for International Uddannelse, som hører under Videnskabsministeriet. Men ét er papir, noget andet er praksis.
Der er udviklet mange typer afklaringsforløb og konkrete værktøjer, der kan bidrage til kompetenceafklaring. Ét eksempel er Kompetencekortet, der er udviklet til brug for vurdering og dokumentation af de reelle kompetencer i relation til en konkret jobfunktion. Kompetencekortet udstedes af jobcenteret som myndighed. Specialfunktionen for den Etniske Beskæftigelsesindsats (SEBI) tilbyder undervisning og konsulentbistand i brugen af Kompetencekortet.
Andre kompetenceafklaringsmuligheder
Med Lov om udbygning af anerkendelse af realkompetencer inden for voksen- og efteruddannelse fra 2007 kan en borger få vurderet og anerkendt sine realkompetencer, så det bliver lettere at få adgang til et relevant tilbud inden for voksen- og efteruddannelserne. Den enkelte får med loven ret til kompetencevurdering, som i øvrigt er gratis for kortuddannede, og vurderingen foretages altid i forhold til de enkelte uddannelsers mål og adgangskrav. Anerkendelsen kan udmøntes i et uddannelses- eller kompetencebevis, den enkelte kan tage med sig.
Loven gælder blandt andet i relation til den Grundlæggende Voksenuddannelse (GVU) og Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).
Realkompetencevurderinger gennem voksen- og efteruddannelsessystemet er oplagte at tage i anvendelse som afsæt til at sikre fastholdelse af medarbejdere og opstille nye mål for kompetenceudviklingen.
Yderligere information
Den formelle anerkendelse af medbragte uddannelser findes på Styrelsen for International Uddannelses hjemmeside.
Brugen af kompetencekortet findes på SEBI’s hjemmeside.
Realkompetencevurdering findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.
På hjemmesiderne findes også en række konkrete cases med eksempler på individuelle forløb og succesfuld brug af værktøjerne.