Til forsiden

Mergeltoftens Sundhedscenter

Gennem 10 år har lederen og medarbejderne på Mergeltoftens Sundhedscenter i Nivå udviklet en arbejdsplads, hvor fleksibilitet og engagement er nøglen til integration. I dag beskæftiger sundhedscenteret et af de højeste antal nydanskere i kommunen samt en række andre medarbejdere, der ligeledes er et resultat af centerets fokus på mangfoldighed.

Mergeltoftens sundhedscenter

Mergeltoftens Sundhedscenter er et sted, hvor pensionister mødes til kulturelt samvær og aktiviteter som fx gymnastik og genoptræning.

Karlebo Kommune huser store grupper af nydanskere, der sætter deres præg på den lokale arbejdsstyrke.

Sundhedscenterets leder Conni Meier oplever det som en forpligtelse, at centeret, som en kommunal virksomhed, afspejler sammensætningen af borgere i kommunen. Derfor har centeret længe haft fokus på rekruttering, fastholdelse og uddannelse af nydanske medarbejdere.

Hvordan gør de?


Centeret vælger i langt de fleste tilfælde at rekruttere ud fra devisen, den bedst kvalificerede får jobbet. Og mange nydanskere er uden problemer blevet ansat ad den vej. I nogle tilfælde har centeret dog åbnet dørene for nydanskere, vel vidende, at det her og nu krævede en ekstra indsats.

Denne fleksibilitet i rekrutteringspolitikken udmønter sig i særlige hensyn og tiltag, der skal give de nye medarbejdere råderum til at finde deres plads i dagligdagen. Denne proces bliver hjulpet på vej af tilbud fra kommunen (mentorordning og praktikordning), sprogskolerne og det lokale netværk, fleksible løn og arbejdstidsforhold samt en udbredt forståelse og tålmodighed fra kollegaerne på centeret.

Som centerleder Conni Meier forklarer ”Typisk foregår det på den måde, at vi først tager en uddybende snak med ansøger – både for at afdække kompetencer, men i lige så høj grad for at se på muligheder. Denne samtale gør vi en del ud af - dels deltager en person fra kommunen og dels deltager den person herfra, som skal være mentor for ansøger, hvilket kræver engagement og ansvarsfølelse. Sammen afdækker vi mulighederne for ansøger. Når personen er ansat starter vi et jobtræningsforløb – der varer 3 eller 6 måneder, og herefter ansættes personen typisk i en normal stilling eller under en flexordning”. ”Den indledende fase med en god samtale er meget vigtig” understreger Conni Meier. 

Mergeltoftens sundhedscenter

Hvad er resultatet?


Fleksibiliteten har skabt en virksomhedskultur, der er bedre til at løse kriser og håndtere forandringsprocesser. Centeret oplever også, at der blandt medarbejderne findes en stolthed og loyalitet i forhold til arbejdspladsen, og at relativt få medarbejdere vælger at sige deres job op for at søge nye udfordringer. Dette til trods for, at centeret repræsenterer et fagområde, der i mange menneskers øjne har begrænset status.
Udadtil har centeret ligeledes et positivt omdømme blandt både danskere og nydanskere. I dag ses sundhedscenteret generelt som en mere attraktiv arbejdsplads blandt lønmodtagerne i lokalsamfundet, end hvad der er normalt for den type fag.

Yderligere information


Spørgsmål til sundhedscenterets erfaringer med mangfoldighedsledelse kan stilles til centerleder Conni Meier på telefon 7256 5741 eller e-mail cme@fredensborg.dk.



Senest opdateret: 21-02-2007
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre