Info til uddannelsesinstitutioner - opholdstilladelse til udenlandske studerende
Det er et højt prioriteret mål for Udlændingeservice, at udenlandske studerende, som skal på studieophold i Danmark, får deres opholdstilladelse til studiestart.

Kontakt med Udlændingeservice
Hvis I som uddannelsesinstitution planlægger at have mange udenlandske studerende i det kommende studieår/semester, er det en god idé, at I i planlægningsfasen kontakter Udlændingeservices Studiekontor.
I kan kontakte Studiekontorets kontorchef Henriette Skouenborg på e-mail hso@us.dk eller telefonisk på 35 30 83 90. I kan også kontakte Studiekontorets souschef Kirsten Meier på e-mail kmi@us.dk eller telefonisk på 35 30 80 94.
I er også meget velkomne til at mødes med os i Udlændingeservice, hvor I kan få vejledning om reglerne for opholdstilladelse til udenlandske studerende.
Skolelister
I skal udfærdige skolelister for jeres studerende. Skolelisterne skal udfærdiges efter studieretning. Det skal også præciseres, at de ansøgere, der bliver påført listen, er endeligt optaget, og der skal være taget stilling til, om tuition fee er betalt eller ej.
Tanken bag skolelisterne er, at Udlændingeservice kan sagsbehandle ansøgninger, som ikke i sig selv indeholder alle nødvendige oplysninger, hvis Udlændingeservice på baggrund af skolelisterne kan se, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse som studerende. Desuden vil skolelisterne kunne erstatte noget af den telefoniske kontakt mellem uddannelsesinstitutionen og Udlændingeservice, som ellers ville være nødvendig i hver enkelt sag.
Særlige regler for studerende fra EU og Norden
I skal være opmærksomme på, at ikke alle udenlandske studerende skal have en opholdstilladelse fra Udlændingeservice. Nordiske statsborgere kan frit indrejse og studere i Danmark. EU-borgere, der er indskrevet ved en privat eller offentlig institution, der er godkendt eller finansieres af det offentlige, med henblik at følge en uddannelse, herunder en erhvervsuddannelse, kan søge om at få et EU-registreringsbevis hos Statsforvaltningen. Læs mere om reglerne for statsborgere i EU og Norden
Dokumentation for optagelse på uddannelsesinstitutionen
For at få en studieopholdstilladelse skal den udenlandske studerende kunne fremlægge dokumentation for, at han eller hun er optaget på en dansk uddannelsesinstitution. I visse tilfælde skal han/hun desude dokumentere, at han/hun har økonomiske midler til sin forsørgelse under studieopholdet. Læs mere om betingelserne for opholdstilladelse som studerende
Dokumentation for, at den udenlandske studerende er optaget på en dansk uddannelsesinstitution, vil ske ved, at I udfylder del 2 af ansøgningsskema ST1.
Hvis en studerende ikke møder op til studiestart eller er inaktiv
Hvis en af de udenlandske studerende ikke møder op til studiestart, eller det viser sig, at han eller hun ikke er studieaktiv på studiet, skal I straks underrette Studiekontoret, som herefter vil tage stilling til, om studieopholdstilladelsen skal inddrages.
Sagsbehandlingstid
Det er vores servicemål, at ansøgninger om opholdstilladelse som studerende vil blive behandlet inden for 2 måneder, hvis alle oplysninger er medsendt fra starten, og hvis ikke særlige kontrolhensyn gør sig gældende. Se tidsfrister for sagsbehandling i Udlændingeservice.