Til forsiden

Evaluering – Virksomheder

På størstedelen af grundkurserne indgår der en midtvejs- og/eller en slutevaluering af kurset. Det er nyttigt at gennemføre et sådant møde, hvor underviser og virksomhed kan diskutere hvilke fremskridt virksomheden har set blandt kursisterne, og underviseren kan få input til eventuelle justeringer for resten af forløbet.

Der er imidlertid ganske stor forskel på hvordan evalueringen i praksis gennemføres, og i hvor høj grad virksomhederne involverer sig heri. Langt de fleste virksomheder er dog i en eller anden form involveret i evalueringen, og der er gode erfaringer med at virksomhederne involveres mest mulig i processen, da det herigennem sikres at kurset løbende forbedres og behovene fremadrettet vurderes.

Der benyttes en række forskellige metoder til at evaluere kurserne:

• Evalueringsspørgeskema udfyldt af kursister

• Før- og eftermåling af kursisternes danskkundskaber

• Evalueringssamtale mellem underviser og virksomhed

• Trepartssamtale mellem underviser, virksomhed og kursist

Musikhuset i Århus, Lær Dansk Århus

”På nogle kurser har man valgt en ikke-formaliseret evalueringsform, hvor underviser og repræsentant fra virksomheden ca. midtvejs i forløbet via en samtale de to parter imellem i fællesskab vurderer hvorvidt der er behov for at kurset fortsætter, eller om målet med kurset er nået.”

Skagerrak Fisk, AOF Hjørring Daghøjskole

Uddrag af observationsdagbog:
En undervisers erfaringer med forventningsafstemning og evaluering:

”Hun har oplevet at linjeførerne spørger om kursisterne kun taler om fisk i undervisningen. Og det gør de desværre, fordi de ikke er kommet til almen dansk. Linjeførerne har troet at de skulle lære meget mere. Der har altså ikke været en intern forventningsafstemning på virksomheden […] Der skal være tid til en midtvejsevaluering og en slutevaluering, for det har haltet med evaluering. ”

Det er en god idé at samle forskellige kilder til evaluering af kurserne, da det kan give anledning til dels at justere mål og delmål undervejs i forløbet, dels at synliggøre effekten af kurset for deltagere og virksomheder.

Arriva, Roskilde Sprogcenter

”Hvis man sammenstiller kilderne: visitationsresultater, informationsudveksling, undervisningsplan med logbog og virksomhedens/deltagernes og undervisers evaluering af fagdansksproglige og vidensmæssige mål, kan man iagttage at kurset har resulteret i at deltagerne har forbedret deres sproglige kompetencer, og at evalueringen sammen med deltagerne har betydet at de har kunnet se at målene for undervisningen var nået. ”

Der er anbefalelsesværdigt at tilrettelægge strukturerede midtvejsevalueringer og slutevalueringer med deltagerne enten mundtligt eller skriftligt, så det bliver tydeligt hvor der har været forbedringer i forhold til deltagernes arbejdssituation.

Sprogcenter Nordsjælland, fra en midtvejsevaluering på grundkursus gennemført i samarbejde med Hørsholm Sygehus
Sæt kryds Dansk sprog
Går det bedre med at:
Ja meget Ja lidt Nej
A Forstå kolleger og ledere
B Tale med kolleger og ledere
C Tale i telefon
D Læse besked
E Læse etiketter på rengøringsmidler
F Læse informationer og opslag
G Skrive en besked til kolleger og ledere

Det kan anbefales at virksomhed, udbydere, undervisere og deltagere evaluerer forløbet med henblik på projektets organisering og effekt med det formål at justere kommende projekter og samarbejdsformer.

Roskilde Sprogcenter, Vikar-Snuseforløb til social- og sundhedsfagene

Uddrag af beskrivelse af plan for forløbet

”[…]

5. Projektleders løbende samtaler med lærer om afvikling og modtagelse af undervisningsplan og logbog fra lærer

6. Projektleders gennemgang af evalueringsskema med praktikvirksomhedernes praktikkoordinator

7. Lærers gennemgang af evalueringsskema med deltagerne”



Senest opdateret: 22-03-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre