Til forsiden

Introduktionsprogrammet

Kernen i kommunalbestyrelsens integrationsindsats efter integrationsloven er introduktionsprogrammet, som består af danskuddannelse og tilbud efter integrationslovens § 23.

Introduktionsprogrammet skal sikre, at nyankomne udlændinge integreres hurtigst muligt og mest hensigtsmæssigt i det danske samfund ved at støtte nyankomne udlændinge i at tilegne sig de sproglige, kulturelle, faglige og andre forudsætninger, der er nødvendige for at kunne deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere.

Programmet skal endvidere sigte mod, at udlændinge så hurtigt som muligt bliver selvforsørgende.

Ifølge integrationslovens § 16, stk. 1, har den ansvarlige kommunalbestyrelse som hovedregel pligt til at tilbyde udlændinge, der på tidspunktet for kommunens overtagelse af ansvaret for den pågældende er fyldt 18 år, et introduktionsprogram, der er tilrettelagt af kommunalbestyrelsen.

Kommunen kan endvidere vælge at tilbyde et introduktionsprogram til mindreårige uledsagede flygtningebørn, inden de fylder 18 år.

I de højst tre år, som introduktionsprogrammet varer, er alle udlændinge over 18 år, der er omfattet af integrationsloven, således principielt omfattet af programmet.

Det beror imidlertid på den enkelte udlændings konkrete situation, om og i hvilket omfang den pågældende skal tilbydes deltagelse i et introduktionsprogram.

I Integrationsministeriets vejledning 'Introduktionsprogrammet efter integrationsloven' er der en nærmere beskrivelse af reglerne for introduktionsprogrammet, herunder programmets personkreds, de særlige regler for mindreårige uledsagede asylansøgere, tilfælde hvor kommune kan undlade at tilbyde programmet samt konsekvenserne af manglende deltagelse i programmet

Integrationsministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 252 af 28. marts 2006 om udarbejdelse af integrationskontrakten og om introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Se vejledningen om introduktionsprogrammet efter integrationsloven her

Senest opdateret: 22-06-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre