Uddannelsesnav – lokalt uddannelsesnetværk med den unge i centrum
Uddannelsesnav – hvad er det?
Fastholdelseskaravanen fra Ministeriet for Børn og Undervisning har i en årrække samarbejdet med forskellige lokale aktører om at oprette uddannelsesnetværk i lokalområder. Aktørerne er hovedsageligt Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), jobcentre, erhvervs-, produktions- og ungdomsskoler, VUC og 10. klassecentre. Netværkene sætter initiativer i gang, der skal medvirke til, at flere unge, især med etnisk minoritetsbaggrund, starter på en ungdomsuddannelse og gennemfører den. Netværkene kaldes uddannelsesnav, fordi alle aktørerne omkring de unge skal fungere sammen for at få ’hjulet til at køre’. Formålet med uddannelsesnavene er at lave en koordineret indsats, der kan bidrage til at sikre, at de unge får de bedste betingelser for at gennemføre en uddannelse.
Resultat og effekt
Selvom initiativet endnu mangler at blive kvantitativt evalueret, er tilbagemeldingerne fra både uddannelsesinstitutioner, UU og jobcentre at et styrket tværgående samarbejde med den unge i centrum skaber et positivt fundament for at øge etniske minoritetsunges chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse betragteligt. Hvis samarbejdet samtidig kombineres med andre tiltag overfor denne målgruppe, som eksempelvis et fastholdelsesnetværk, et mentorsamarbejde eller særlig etnisk og håndholdt vejledning, fås det bedste resultat.
Opret et uddannelsesnav
Den letteste måde at oprette et uddannelsesnav på, er at indgå et samarbejde med konsulenter fra Fastholdelseskaravanen fra Ministeriet for Børn og Undervisning. Herved er det muligt at trække på konsulenternes store netværk rundt omkring i landet og få gode råd om faldgruber i både etablerings- og driftsfasen. Derudover kan konsulenterne være behjælpelige med erfaringer eksempelvis vedrørende styrkelse af fastholdelsesindsatserne på ungdomsuddannelserne, videreuddannelse af vejledere samt øget inddragelse af etniske minoritetsforældre i forhold til deres børns uddannelsesvalg.
Kontakt
Konsulent Henrik Mosbæk
Fastholdelseskaravanen
hmh@inm.dk
Mobil: 41 10 31 44