Til forsiden
Integrationsviden

Mentorordning på SOSU-uddannelsen i Aarhus

Aarhus Social- og Sundhedsskole har oplevet, at alt for mange elever med etnisk minoritetsbaggrund ikke kunne klare uddannelsen. De almindelige vejledningstilbud gav ikke tilstrækkelige muligheder for at samle dem op. Skolen tog derfor i 2006 initiativ til en mentorordning. To lærere gik i gang med at rekruttere civile mentorer, bl.a. gennem annoncer i de lokale medier og KVINFO’s Mentornetværk. I dag har man et mentorkorps, som består af cirka 30 faste mentorer. Projektet har modtaget midler fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i perioden 2007 – maj 2009. Äarhus Social- og Sundhedsskole forventer, at det kan fortsætte for skolens egne midler.  

Mentorordning på en uddannelsesinstitution – hvordan fungerer det?
Målet med Social- og Sundhedsskolens mentorordning er at hjælpe elever med særlige behov og problemer, som går ud over skoleliv, trivsel og indsats. Ud over hyggesnak tilbyder man derfor lektiehjælp og støtte til at klare personlige og familiemæssige problemer. Skolens faste mentorkorps er typisk erhvervsaktive kvinder der har en faglig baggrund inden for det humanistiske område og en bred personlig erfaring.  

Resultater og effekt
En resultatrapport fra Social- og Sundhedsskolen viser, at indsatsen betaler sig. Ud af de elever, som har deltaget i ordningen, er frafaldet halveret. De to projektledere har fået mange kvalitative tilkendegivelser fra elever, der føler sig ”reddet” via Mentorordningen.   Det er vigtigt, at mentor og mentee passer sammen, da de skal kunne tale om både formelle og private forhold. Erfaringen viser, at studerende med risiko for frafald ikke altid selv kender årsagen og løsningsmulighederne samt at det ofte en kombination af flere forhold, som er for komplekse til, at den studerende opsøger hjælp hos en lærer eller studievejleder. Den tætte personlige kontakt mellem mentor og mentee gør det muligt at få talt tingene grundigt igennem og få bud på løsninger fra en erfaren person – under hyggelige og tillidsfulde rammer. Man kan både mødes under private forhold eller på skolen, der altid tilbyder lokaler, kaffe, the og kage til møderne.  

Etablering af en mentorordning på en uddannelsesinstitution Lærer/tovholder Bjarne Friis Pedersen fra Århus Social- og Sundhedsskole giver følgende anbefalinger:

 ·         En mentor kan få en mere tæt og personlig relation til den
           studerende end fx. Studievejlederen
·          Mentorordningen er et godt supplement til skolens øvrige støtte-
           og trivselstilbud for unge studerende med etnisk
           minoritetsbaggrund
·          Opfind ikke nye mentorordninger fra bar bund. Tal med andre
           skoler eller foreninger, der allerede har erfaringer. Brug deres 
           succesfulde redskaber og metoder
·          Skoler med mentorordninger bør danne netværk, hvor de kan
           dele viden og erfaringer.

Kontakt
Lærer/tovholder Mette Møller
Social- og Sundhedsskolen i Århus
Oluf Palmes Alle 35
8200 Århus N
Tlf. 25 19 24 26
E-mail: sskabfp@sosuaarhus.dk  
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre