The Expat Study 2010 er den største danske undersøgelse blandt udenlandske videnarbejdere (expats) i Danmark. The Expat Study 2010 tegner et helhedsbillede af Danmark som udstationeringsland.
Rapporten beskriver de udfordringer Danmark står overfor – både på nationalt, regionalt og på virksomhedsniveau. På den baggrund opstilles anbefalinger for, hvordan udfordringerne bør imødegås. Rapporten er udført af Oxford Research i samarbejde med The Copenhagen Post. The Expat Study 2010 er bygget op omkring tre hovedelementer:
- En spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 1505 expats i Danmark
- Interviews med 50 expats
- Benchmarking af Danmark mod syv af de nabolande, som vi konkurrerer med i kampen om den højt uddannede arbejdskraft baseret på en række internationalt sammenlignelige statistiske indikatorer.
The Expat Study 2010 ligger i forlængelse af tidligere undersøgelser The Expat Study 2006 og The Expat Study 1998. I forhold til de tidligere undersøgelser har rapporten øget fokus på expats’ ægtefæller, forskere på universiteterne, internationale skoler og hvad der kan gøres for at fastholde expats i Danmark.
Rapporten viser, at antallet af expats i Danmark er steget siden 2008 på trods af den økonomiske krise. Dette illustrerer at virksomheder i Danmark ikke kan få opfyldt deres behov for kvalificeret arbejdskraft i det eksisterende ansøgerfelt i Danmark.
Rapporten viser i lighed med de tidligere undersøgelser, at Danmark samlet set har gode grundforudsætninger for at tiltrække expats. Et højt skattetryk og høje leveomkostninger tæller negativt, men opvejes i nogen grad af den høje levestandard og generelle livskvalitet i Danmark. Dertil kommer en positiv vurdering af Danmark ordnede forhold bl.a. i form af høj personlig sikkerhed, gratis velfærdsydelser og et pænt og præsentabelt miljø. Alle forhold der prioriteres højt blandt expats, når de vælger udstationeringsland.
En af Danmarks største styrkepositioner er en afslappet og uformel arbejdskultur med gode muligheder for at balancere arbejds- og privatliv. Det er generelt vigtig at skabe gode rammer for familier og have gode jobmuligheder for ægtefæller. Rapporten understreger vigtigheden af det sociale liv for integration af expats og deres familier i Danmark. Desto bedre integrerede expats føler sig desto længere vil de blive i Danmark.
Udgiver:
Oxford Research A/S and The Copenhagen Post