Kom godt i gang
Under dette menupunkt finder I en række redskaber og eksempler fra Integrationsservice som jeres kommune kan anvende i forbindelse med det politiske og praktiske arbejde med integration af flygtninge og indvandrere.

Der er ikke noget krav om, at kommunerne skal have en skriftlig integrationspolitik – men en række kommuner har selv valgt at formulere deres vision og værdier for bedre integration i en samlet politik.
Alle erfaringer viser, at hvis integrationsindsatsen skal virke, er det nødvendigt, at man politisk har fastlagt nogle klare mål og følger op på disse.
I det følgende gives 12 gode råd til udarbejdelse af integrationspolitik i kommunerne.
De 12 gode råd er samlet af Integrationsministeriets konsulentteam – ”Integrationsservice” – ud fra de erfaringer de har fra samarbejde med kommuner.
Det er ikke en færdig opskrift på en integrationspolitik – men 12 gode råd til den proces, hvor man lokalt formulerer den integrationspolitik, der skal føres i kommunen.
Kommunalbestyrelsen har i forhold til integration flere roller
- Kommunen er en myndighed, f.eks. i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen, skoleområdet, integrationsloven osv.
- Kommunen er arbejdsgiver, dvs. kommunen som arbejdsplads for etniske minoriteter.
- Kommunen er en servicevirksomhed, f.eks. et bibliotek, service til de ældre på plejecentre.
Denne side handler først og fremmest om kommunens myndighedsrolle og berører således i mindre omfang kommunens rolle som arbejdsgiver og som servicevirksomhed.
Sidst på denne side er samlet en checkliste over de områder, der kan indgå i en samlet integrationspolitik.
Integrationsservice står til rådighed for alle kommuner, der ønsker at formulere en ny eller revidere en eksisterende integrationspolitik. Kommunerne kan hente konsulentbistand hos Integrationsservices konsulenter, som kan formidle gode eksempler og erfaringer med udarbejdelse af integrationspolitik fra andre kommuner.
Det kan også anbefales, at kommunen henter inspiration i de integrationspolitikker, som allerede er formuleret af en række kommuner rundt omkring i landet.
12 gode råd
- Formuler kommunens værdigrundlag og menneskesyn i forhold til etniske minoriteter.
- Gør det klart, hvad kommunen forstår ved integration.
- Formuler en vision for kommunens integrationsindsats.
- Tag udgangspunkt i den enkelte borgers behov og forudsætninger.
- Tag udgangspunkt i succeshistorier og gode eksempler i stedet for problemer.
- Gør alle forvaltninger og afdelinger i kommunen ansvarlige for integrationsindsatsen.
- Placer ansvar og sæt tidsfrister for aktiviteter og indsatsområder.
- Identificer kommunens vigtigste samarbejdspartnere.
- Gør ledelsen ansvarlig for at følge op på indsatsen og foretage de nødvendige justeringer.
- Gør det klart, at indsatsen skal være økonomisk bæredygtig for kommunen.
- Formuler en etnisk ansættelsespolitik.
- Tag stilling til kommunens service til forskellige grupper af nydanske borgere, f.eks. unge og ældre.
Checkliste over vigtige indsatsområder
Følgende er en checkliste over de områder, som erfaringsmæssigt spiller en central rolle for resultaterne af kommunens samlede integrationsindsats. Det anbefales, at en integrationspolitik som minimum tager stilling til disse:
- Beskæftigelse
- Uddannelse, herunder danskuddannelse for voksne udlændinge, folkeskolen, ungdomsuddannelserne, samarbejdet med UU-centret
- Småbørn, herunder sundhedspleje, daginstitution, sprogstimulering
- Bosætning, herunder ghettoindsats og socialt boligarbejde
- SSP – kriminalitetsforebyggende tiltag
- Ældre, herunder omsorg og pleje, ældrenetværk
- Sundhed, herunder sygdomsforebyggende indsats via f.eks. folkeoplysning om sundhed og sygdom
- Miljø og energi
- Frivillig indsats
- Fritid