Bolig
Regeringen ønsker i sin integrationspolitik at skabe øget prioritering af integrationsprojekter forankret i lokale i boligområder. Derfor støtter regeringen i særligt udsatte byområder lokalt baserede beskæftigelsesinitiativer, der har til formål at få flere flygtninge og indvandrere i beskæftigelse. Byområderne skal være kendetegnet ved en koncentration af sociale og beskæftigelsesmæssige problemer og en høj andel af flygtninge og indvandrere.
Et godt eksempel på et integrationsprojekt, der med succes har formået at inddrage et lokalt boligområde er Haderslev Kommunes projekt ”Det Grønne Sjak”
Projekt ”Det Grønne Sjak” – aktivering af flygtninge/indvandrere i et lokalt boligområde
Projektet ”Det Grønne Sjak” startede i 2005 og har til formål at skabe et tilbud til langtidsledige mænd med flygtninge- eller indvandrerbaggrund. Denne gruppe har været svær at nå med ordinære aktiveringstilbud, dels fordi gruppen har oplevet mange skuffelser med aktivering, dels fordi de fleste i målgruppen lider af forskellige fysiske og/eller psykiske lidelser.
Ud fra ønsket om at skabe et alternativt aktiveringstilbud til denne gruppe har kommunen lavet en aftale med Haderslev Andels Boligforening om at passe de grønne arealer i Varbergparken. Gennem dette tilbud oplæres deltagerne fagligt i dele af gartnerfaget, ligesom de oplæres i almene arbejdsmarkedsfærdigheder såsom punktlighed, omhu, selvstændighed mv. Projektet kører derfor ad tre spor, som involverer:
- Beskæftigelse. Dette indebærer praktisk vedligeholdelse af udendørsarealerne i Varbergparken under vejledning af uddannede fagfolk.
- Opkvalificering. Projektdeltagerne bliver løbende tilbudt opkvalificerende korterevarende kurser indenfor gartnerfaget og eventuelt traktorkørekort mv.
- Vejledning. Som led i projektet udarbejdes handleplaner for den enkelte projektdeltager, og der vejledes om arbejdsmarkedet, identificering af egne kompetencer og ønsker, arbejdsmarkedsidentiteter mv.
Projektet er et samarbejde mellem Helse & Arbejdsmarked, Haderslev Kommune, Sprogcentret Haderslev og Haderslev Andels Boligforening.
Gode resultater
Projektet har haft gode resultater indtil videre. I de 14 måneder, hvor projektet har været i gang, har 14 personer været aktiveret i projektet. Heraf også nogle, der blev skønnet for svage til at deltage i et aktiveringstilbud. Det er foreløbig lykkedes at få fire personer i ordinære jobs eller i fleksjob, og tre personer er på vej i job.
Beboerne i Varbergparken har været meget tilfredse med indsatsen, og Varbergparken er fysisk blevet betydelig flottere.
Tilbage til 'Gode eksempler...'