Til forsiden

5. Folkeskolen

SPØRGSMÅL:
Er undervisningen af de tosprogede elever prioriteret og beskrevet i skolernes handlingsplaner? Tilbydes tosprogede børn i tilstrækkeligt omfang undervisning i dansk som andetsprog?

Fungerer samarbejdet mellem socialforvaltning og skoleforvaltningen?

Har lærerne på kommunens skoler de nødvendige og krævede kvalifikationer til at undervise tosprogede elever?

Hvordan sikrer kommunen, at ingen tosprogede børn forlader folkeskolen uden at have de nødvendige sproglige og faglige forudsætninger for at kunne fortsætte på en ungdomsuddannelse?

Har kommunen oprettet fritidstilbud til de unge, der har boglige vanskeligheder i skolen, herunder f.eks. lektiecaféer?

SVAR:
Folkeskolen er en kommunal opgave. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres vederlagsfri undervisning i folkeskolen. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle undervisningspligtige børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen (i fri grundskole eller ved hjemmeundervisning).

Fra 1. oktober 2005 er det op til kommunen at afgøre, om undervisningen bedst sikres på distriktsskolen, eller om der er pædagogiske grunde til at henvise eleverne til en skole, hvor undervisningen særligt er tilrettelagt med henblik på at tilgodese tosprogede elevers behov for sproglig og faglig udvikling. Denne henvisningsadgang finder dog kun anvendelse på optagelse i folkeskolen, herunder ved skoleskift, som sker fra 1. august 2006. Afgørelsen om den enkelte elevs placering skal træffes på baggrund af en konkret pædagogisk vurdering af den enkelte elevs sprogstøttebehov sammenholdt med muligheden for at tilgodese dem på tilstrækkelig kvalificeret vis på distriktsskolen.

Den udtrykkelige politiske prioritering af skoleområdet, herunder undervisning af tosprogede elever, er en afgørende forudsætning for kvaliteten i det skoletilbud, de tosprogede elever får i den enkelte kommune. Tilsvarende er det nødvendigt, at den enkelte skole forholder sig til, hvordan skolen vil tilgodese de tosprogede elevers behov, og at skolens handlingsplan rummer klare beslutninger for indsatsen i undervisningen af tosprogede elever.



Får kommunens lærere den nødvendige efteruddannelse i dansk som andetsprog og undervisning af tosprogede elever?

Kommunerne har det overordnede ansvar for at afsætte tilstrækkelige ressourcer til, at lærerne i kommunens folkeskoler kan få efteruddannelse i dansk som andetsprog og undervisning af tosprogede elever.

En landsdækkende undersøgelse fra 2004 viste desværre, at 80 % af lærerne ikke har de i bekendtgørelsen krævede kvalifikationer. Det er vigtigt, at kommunerne retter op på dette, hvis de tosprogede elever fremover skal kunne opnå et tilfredsstillende fagligt og sprogligt udbytte af at gå i folkeskolen. Det er skoleledernes opgave at prioritere efteruddannelse i dansk som andetsprog og undervisning af tosprogede elever, så skolens personale kan varetage opgaven med undervisning af denne elevgruppe på en fagligt forsvarlig måde.

Det er samtidig vigtigt, at der i kommunen er opmærksomhed på og prioriteres ressourcer til skole/hjem-samarbejdet med tosprogede elevers forældre, da det ofte kræver en særlig indsats at inddrage disse børns forældre. Skole-hjemsamarbejde er ukendt i mange lande, og forældrene kan savne kendskab til deres rettigheder og pligter i forbindelse med deres børns skolegang. Formidlingen af denne viden skal ske i en ligeværdig dialog med respekt for forskelle i syn på skolen og læring.

Disse forhold gør, at det kan være nødvendigt at afsætte ekstra ressourcer i skolen til at forklare de tosprogede elevers forældre, hvorfor der lægges så meget vægt på skole/hjem-samarbejdet i danske skoler og til at få forældrene i dialog om skolens forventninger til dem herunder vigtigheden af at tage samtaler med deres børn om eventuelle vanskeligheder i skolen af både faglig og social karakter, bidrage med støtte til lektielæsning, hjælpe børnene til at møde regelmæssigt og til tiden og vigtigheden af at deres børn også deltager i aktiviteter af mere social karakter mv.

Retur til checkliste



Senest opdateret: 05-09-2006
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre