| Forside || Indholdsfortegnelse || Søg || Til bund || Forrige side  |
 
Kolofon
Hele publikationen uden grafik
Hele publikationen med billeder og grafik
Hele publikationen i PDF

Bilag 8. Bekendtgørelse nr. 908 af 14. november 2003 om nedsættelse og efterregulering af den samlede hjælp efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik

Bekendtgørelse nr. 908 af 14. november 2003

I medfør af § 25 e i lov om aktiv socialpolitik, jf. lov nr. 417 af 10. juni 2003, fastsættes:

Kapitel 1.

Personkreds og definitioner

Beskæftigelsesmin., Arbejdsdirektoratet, j.nr. 03-22-0053

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter personer, der i 6 sammenhængende måneder har modtaget hjælp, herunder supplerende hjælp, til forsørgelse efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, og som omfattes af §§ 25 b til 25 d i lov om aktiv socialpolitik.

§ 2. Bekendtgørelsen omfatter også en persons ægtefælle eller samlever.

§ 3. Bekendtgørelsen omfatter ikke følgende personer:

  1. ægtepar og samlevende, hvor den ene person modtager kontanthjælp og den anden starthjælp,
  2. ægtepar og samlevende, hvor den ene person modtager kontanthjælp og den anden introduktionsydelse på starthjælpsniveau efter § 27, stk. 2, 1. pkt., i integrationsloven,
  3. ægtepar og samlevende, hvor den ene person modtager starthjælp og den anden introduktionsydelse på kontanthjælpsniveau efter § 3, stk. 4, i lov nr. 361 af 6. juni 2002 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven og
  4. ægtepar og samlevende, hvor begge modtager starthjælp.

§ 4. Som medlemmer af en husstand medregnes personer, der modtager hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, dennes ægtefælle eller samlever, hjemmeværende børn under 23 år og andre, der har fast ophold i boligen uden at være logerende.

§ 5. Ved samlevende forstås personer, der lever i et ægteskabslignende forhold. Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når der er fælles husførelse og tale om et samlivsforhold, der kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk ret.

Kapitel 2.

Hjælp omfattet af loftet

§ 6. Loftet for hjælp efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik beregnes individuelt for hver modtager af hjælp.
Stk. 2. De ydelser, der indgår under loftet, er

  1. kontanthjælp med det beløb, der ville have været udbetalt, hvis personen ikke havde været omfattet af § 25, stk. 5 og 7-10, i lov om aktiv socialpolitik og §§ 38 a, 39 og 41 i lov om aktiv socialpolitik om nedsættelse og ophør af hjælpen samt starthjælp og introduktionsydelse,
  2. støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik samt 
  3. boligstøtte efter kapitel 1- 9 i lov om individuel boligstøtte, bortset fra boligstøtte, der ydes til personer, der er omfattet af § 23, stk. 2-4, i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 3. Følgende ydelser m.v. indgår ikke under loftet: 

  1. Det særlige fradragsfri beløb pr. udført arbejdstime efter § 31 i lov om aktiv socialpolitik.
  2. Tillæg efter § 26, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik til personer, hvor kun den ene modtager kontanthjælp og den anden ægtefælle ikke udnytter sine arbejdsmuligheder. 
  3. Arbejdsindtægter.

Stk. 4. Hvis der udbetales boligstøtte til et medlem af en husstand, som en kontanthjælpsmodtager, der er mindst 18 år, er del af, indgår boligstøtten i beregningen af den samlede hjælp. Boligstøtten indgår med en forholdsmæssig andel af den samlede støtte for hvert husstandsmedlem, der er mindst 18 år. Beløbet afrundes til nærmeste hele kroner.

§ 7. Overstiger den beregnede hjælp efter § 6 loftet i § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, foretages en nedsættelse af den samlede hjælp med det overskydende beløb. Nedsættelsen efter § 6 kan ikke overstige 1.948 kr. pr. måned for gifte tilsammen og 1.290 kr. pr. måned pr. person for øvrige personer, jf. § 25 c i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2. Nedsættelsen foretages først fuldt ud i støtten efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Herefter foretages nedsættelse i boligstøtten, som den er opgjort for den enkelte. Nedsættelsen i boligstøtten foretages også, selv om boligstøtten ikke udbetales til den person, der modtager hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 3. Ved udbetaling af hjælp til hver ægtefælle fordeles nedsættelsen af særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik og boligstøtten mellem ægtefællerne med den andel, som hver af ægtefællernes nedsættelse udgør af den samlede nedsættelse som følge af loftet i § 25 b i lov om aktiv socialpolitik.

§ 8. Personer, der modtager hjælp efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, omfattes ikke længere af denne bestemmelse (loftet), når begge ægtefæller, begge samlevende eller den enlige ikke har modtaget hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i 6 sammenhængende kalendermåneder. 6-månedersperioden afbrydes, hvis en gift, en samlevende eller en enlig i en kalendermåned har modtaget kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse, jf. § 25 d i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2. Retten til generhvervelse af udbetaling af boligstøtte uden nedsættelse sker uden ansøgning, når betingelserne for nedsættelsen, jf. stk. 1, ikke længere er opfyldt.

Kapitel 3.

Oplysningspligt

§ 9. Personer, der modtager hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, har pligt til at oplyse om ændringer af betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 10. Kommunen orienterer modtagere af hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik samt modtagere af boligstøtte, jf. lov om individuel boligstøtte om, at de pågældende er omfattet af persongruppen for loftberegningen. Orientering skal ske så hurtigt som muligt, og senest 1 måned før personen omfattes af loftet for hjælp efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 4.

Beregning af nedsættelsen af hjælpen (loftberegning)

§ 11. Kommunen foretager beregning af nedsættelsen af hjælpen efter § 25 b og c i lov om aktiv socialpolitik, når en person har modtaget hjælp i 6 sammenhængende kalendermåneder.
Stk. 2. Nedsættelsen af hjælpen foretages først fuldt ud i støtten efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Eventuel yderligere nedsættelse af hjælpen foretages i boligstøtten, jf. lov om individuel boligstøtte. Boligstøtten indgår i beregningen med en forholdsmæssig andel i den samlede støtte, herunder tilskud og lån, i forhold til antallet af husstandsmedlemmer, der er fyldt 18 år. Lån, som modtageren har givet afkald på, indgår ikke i beregning af nedsættelsen. Boligstøtten, som udbetales forud, indgår med boligstøtten for den kalendermåned, hvor personen er berettiget til hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, uanset om hjælpen efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik er forudbetalt eller bagudbetalt. Særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, som udbetales bagud, indgår med beløbet for samme måned. Første nedsættelse sker ved udbetaling af hjælp for den 7. måned.

§ 12. Kommunen skal foretage en foreløbig udbetaling af den hjælp, der omfattes af § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, hvis der ved udbetaling af hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik til personer, som berøres af den øvre grænse for hjælp, jf. § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, ikke foreligger de oplysninger, der er nødvendige for beregning af nedsættelsen af særlig støtte og boligstøtte.
Stk. 2. Når oplysningerne foreligger, foretages en efterregulering af støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik og boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte i den følgende måned.

§ 13. Kommunen skal foretage en ny beregning efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, hvis grundlaget for loftberegningen ændres. Loftberegningen ændres med virkning for udbetaling af ydelser vedrørende den efterfølgende måned. Ændringer, der sker i grundlaget som følge af indkomster hos modtageren af hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, medfører ikke en ny beregning efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, jf. § 11, stk. 2 og § 12.

§ 14. Kommunen skal foretage en efterregulering, hvis beregningen er foretaget på et forkert grundlag eller som følge af efterregulering af boligstøtte efter § 47 i lov om individuel boligstøtte.
Stk. 2. Efterregulering opgøres månedsvis i det omfang, det for meget/lidt opkrævede eller det tilbagebetalte/efterbetalte beløb kan tilbageføres til en bestemt måned. Kan tilbageførsel ikke ske pr. måned, foretages en efterregulering for den samlede periode.

Kapitel 5.

Tilbagebetaling

§ 15. For meget udbetalt støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik og boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte kan kræves tilbagebetalt hos den person, der har modtaget ydelsen.

Kapitel 6.

Klageregler

§ 16. Kommunens afgørelser efter kapitel 4 om beregning af ydelser omfattet af loftet kan indbringes for de sociale nævn, jf. kapitel 13 i lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 7.

Ikrafttrædelse

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004. Ved opgørelse af perioder med hjælp efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik medregnes hjælp modtaget fra den 1. juli 2003.

Arbejdsdirektoratet, den 14. november 2003
JESPER HARTVIG PEDERSEN / Karen Elise Fangel 

| Forside || Indholdsfortegnelse || Søg || Til top || Forrige side  |

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om ydelser efter integrationsloven" som kapitel 17 af 17
Version 1. 15-07-2004
Publikationen kan findes på adressen http://www.inm.dk/publikationer/Ydelser_efter_integrationsloven/index.htm
© Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 2004