Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integrationMINISTERIET FOR FLYGTNINGE, INDVANDRERE OG INTEGRATION


Forside - Indhold - Forrige/Næste - Luk

"Regeringens strategi mod ghettoisering"

 

4. Ghettoer – hvad, hvor og hvor mange?

4.1. Hvad er ghettoisering?

Langt de fleste ghettodannelser skal ses som en utilsigtet effekt af blandt andet tidligere fysisk planlægning, hvor forskellige ejerformer blev skarpt adskilt i forskellige boligområder. Det har vist sig, at et ensartet udbud af boligtyper i et bestemt boligområde nærmest pr. automatik medfører en ensartet beboersammensætning. Ressourcestærke borgere køber deres bolig i ejerboligområder, hvorimod de mere ressourcesvage borgere bor enten i private udlejningsboliger i belastede områder eller – som det er tilfældet for hovedparten af indvandrere og efterkommere i Danmark – i almene boliger i udsatte områder, der helt eller næsten udelukkende består af almene boliger. Dermed lægges kimen til ghettoiseringen, der i sig selv indeholder en selvforstærkende negativ udviklingstendens. Da områderne ofte er præget af mange sociale problemer, flytter de ressourcestærke borgere, der har råd til alternativer, og private investorer holder sig væk. De nye tilflyttere er ofte mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, og som i forvejen har sociale problemer.

Koncentrationen af etniske minoriteter i ghettoområder forstærkes yderligere af, at mange indvandrere og flygtninge ønsker at bo i nærheden af familie og venner. Dette kan være en forklaring på, at en del af de flygtninge, der er omfattet af integrationsloven, og som derfor blev boligplaceret, er flyttet til udsatte boligområder fire år efter deres ankomst til Danmark. Dertil kommer, at det ofte i praksis kan være vanskeligere for etniske minoriteter at få adgang til og fodfæste på det private boligmarked (andelsboliger og privat udlejningsbyggeri), hvor lejligheder ofte formidles via netværk.

4.2. Hvor er der ghettoområder?

4.2.1. Indikatorer på ghettoisering

De indsatser, der skal iværksættes mod ghettoisering, skal ramme meget præcist både med hensyn til typer af problemer og med hensyn til de konkrete områder, strategien skal omfatte.

Det er derfor helt grundlæggende, at der udarbejdes nogle præcise indikatorer for, hvornår et område er ved at udvikle sig til en ghetto. Der vil i løbet af 2004 blive udarbejdet et indikatorsystem – et problembarometer – som kommunerne vil kunne anvende i det lokale ghettoiseringsarbejde. Problembarometeret skal endvidere danne grundlag for såvel de statslige myndigheders som kommunernes vurdering af, hvornår og hvor de forskellige indsatser skal iværksættes.

Der kan dog allerede nu foreløbigt peges på følgende karakteristika, der typisk kendetegner ghettoer i Danmark:

1. Høj andel af voksne i den erhvervsaktive alder på kontanthjælp: Ghettoområderne er karakteriserede ved, at der er en klar overvægt af kontanthjælpsmodtagere, hvorimod folk med fast tilknytning til arbejdsmarkedet er underrepræsenterede.

2. Lavt uddannelsesniveau: Personer med enten ingen uddannelse eller et lavt uddannelsesniveau er klart overrepræsenterede i ghettoområderne.

3. Almene boligområder: Hovedparten af de udsatte boligområder skal findes inden for den almene boligsektor. Der er i disse tilfælde ofte tale om store almene områder med mere end 1.500 – 2.000 beboere.

4. Skævt til- og fraflytningsmønster: Et typisk karakteristikum ved ghettoområderne er, at de ressourcestærke borgere flytter væk fra områderne, hvorimod de ressourcesvage borgere ofte bliver boende eller – i det omfang de flytter – bosætter sig i andre ghettoområder.

5. Mangel på privat erhverv og private investeringer: Endelig er ghettoområderne karakteriserede ved at være fattige på private erhverv og privat kapital. Det kan både forklares ved, at ghettoområderne typisk er almene boligområder, hvor det ikke er muligt at etablere forretninger, og ved at områderne generelt ikke er attraktive for private investeringer.

4.2.2. Eksempler på mulige ghettoområder i Danmark

Figur 2 nedenfor giver nogle eksempler på boligområder, hvor der er tale om ghettoisering. Det skal understreges, at eksemplerne alene er valgt ud fra, at en meget høj andel af beboerne i de pågældende områder er på overførselsindkomst, og at der med eksemplerne derfor ikke nødvendigvis er tale om en egentlig identificering af de mest udsatte områder.

Når andelen af indvandrere og efterkommere i disse områder er høj, opstår der som sagt en alvorlig barriere for en vellykket integration. I figuren er andelen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk (indvandrere og efterkommere) bosat i de pågældende områder derfor medtaget.

Figur 2. Eksempler på mulige ghettoområder

4.2.3. Øvrige ghettoområder

Det forhold, at der er nogle områder, hvor alle indikatorer viser, at der her er tale om egentlige ghettoer, udelukker naturligvis ikke, at udviklingen i andre områder tenderer ghettoisering, ligesom det heller ikke udelukker behovet for indsatser, der kan modvirke, at ghettoer overhovedet opstår.

Boligforening (Kommune) Andel af voksne på overførselsindkomst (midlertidig og varig) 2002 Andel af indvandrere og efterkommere 2003
Mjølnerparken (København) 71,2 % 92,3 %
Akacieparken (København) 56,9 % 72,9 %
Vapnagård (Helsingør) 58,1 % 27,0 %
Taastrupgård (Høje-Taastrup) 56,8 % 71,2 %
Vollsmose (Odense) 67,3 % 64,3 %
Finlandsparken (Vejle) 59,3 % 59,2 %
Gellerupparken (Århus) 63,3 % 83,5 %
Bispehaven (Århus) 63,7 % 74,5 %

 

Forside - Indhold - Forrige/Næste - Luk


Version 1.0 Maj 2004 • © Ministeriet for Flygtninge, Invandrere og Integration.
Udgivet af Ministeriet for Flygtninge, Invandrere og Integration, http://www.inm.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering