Kapitel IV Danmark og omverdenen

1. INDLEDNING

Hent dette afsnit som lyd (mp3) 

Omfanget af det internationale samarbejde er vokset siden afslutningen på 2. Verdenskrig. Danmark deltager i vidt omfang i dette samarbejde. Det har givet Danmark indflydelse på forhold, der rækker ud over landets grænser. Men beslutningerne i disse internationale organisationer er samtidig med til at fastlægge rammerne for det danske samfund. Det internationale og især det europæiske samarbejde har på denne måde stor betydning for Danmark.

Danmark er i dag medlem af en række internationale organisationer. Det er ofte for at fremme danske politiske og økonomiske interesser samt for at beskytte landets sikkerhed. På europæisk plan drejer det sig især om EU. Samarbejdet i EU er nemlig særligt omfattende og spiller en stor rolle for Danmark. Desuden er Danmark blandt andet medlem af FN, NATO, WTO og Europarådet. Danmark samarbejder også med de øvrige nordiske lande: Sverige, Norge, Finland og Island. Det foregår blandt andet i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

2. DANMARK I EUROPA

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

2.1. DEN EUROPÆISKE UNION

EU’s formål er at løse fælles europæiske problemer. Unionen skal styrke samarbejdet på områder, der bedst klares af EU’s medlemslande i fællesskab. EU’s generelle målsætninger er at fremme økonomisk og social udvikling, at styrke Europas rolle i verden, at styrke beskyttelse af de europæiske borgeres rettigheder og interesser og at sikre frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Målsætningerne bliver ført ud i livet gennem en række konkrete politikker. Den økonomiske og sociale udvikling er for eksempel blevet fremmet ved at oprette et indre marked for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagere. Politikker for regional udvikling og miljøbeskyttelse har haft samme formål.

Samarbejdet i EU bygger på traktater (aftaler) mellem de enkelte medlemslande. I traktaterne er det fastlagt, hvad medlemslandene skal samarbejde om. EU-samarbejdet bygger i dag især på to traktater, nemlig Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om Det Europæiske Fællesskab. EU-samarbejdet omfatter i dag en lang række forskellige samfundsområder. Og EU kan vedtage lovgivning, der gælder på samme måde som den lovgivning, Folketinget og de andre nationale parlamenter vedtager.

Underskrivelsen af Rom-traktaten i 1957.

Billede fra udvidelsesforhandlingerne i København 2002.

Den Europæiske Unions historie

2. Verdenskrig efterlod store dele af Europa med enorme ødelæggelser. Krigen havde først og fremmest kostet mange menneskeliv. Både i befolkningerne og blandt politikere var der et stærkt ønske om at undgå nye krige. Det skulle ske gennem et øget samarbejde mellem de europæiske lande. Fremtidige konflikter mellem staterne skulle forebygges. Der skulle i stedet sikres fredelige løsninger. Det var også nødvendigt at prøve at genrejse Europa socialt og økonomisk efter krigens ødelæggelser. Samtidig var det politiske verdenskort ændret. Europa var ikke længere centrum for verdens begivenheder. Den rolle var overtaget af de to nye supermagter: USA og Sovjetunionen.

I årene efter 2. Verdenskrig blev der således oprettet flere organisationer i Europa. Deres fælles formål var at styrke samarbejdet på tværs af landegrænserne. Nogle af disse organisationer byggede på traditionelle former for internationalt samarbejde, det vil sige frivillige aftaler, hvor alle de samarbejdende stater skulle være enige om de fælles initiativer. Det gjaldt for eksempel Europarådet, som stadig findes.

Men der opstod på samme tid tanker om at etablere et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de europæiske lande. Dette førte til dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952. Samarbejdet omfattede kul- og stålindustrierne, som havde været grundlaget for at producere krigsmateriel under 2. Verdenskrig. Netop ved at samarbejde om disse sektorer håbede man at gøre enhver krig mellem landene umulig. Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg deltog i dette samarbejde.

Nogle få år senere besluttede de seks lande at gå et skridt videre. Kul- og Stålfællesskabet blev i 1958 udvidet med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab. Disse tre fællesskaber blev til De Europæiske Fællesskaber (EF). Samarbejdet blev nu et bredere økonomisk samarbejde. Det fik især som formål at afskaffe hindringer for indbyrdes handel mellem landene og dermed etablere et mere fælles marked.

I 1960’erne og 1970’erne var medlemslandene ofte uenige om, hvordan samarbejdet skulle foregå. Der var flere forslag til at styrke samarbejdet. Men ingen af dem kunne opnå alle landes opbakning.

I 1980’erne var en række lande igen klar til at udvikle samarbejdet. Det lykkedes første gang i 1986 med Den Europæiske Fællesakt. Den kom i Danmark til at hedde EF-pakken. Formålet var at gennemføre et indre marked, hvor varer, tjenesteydelser, personer og kapital kunne bevæge sig frit. Det havde tidligere vist sig svært at afskaffe handelshindringer mellem landene. Samtidig blev samarbejdet udvidet til også at omfatte blandt andet et stærkere samarbejde om miljøpolitik.

Omkring 1990 kom de store politiske omvæltninger i Østeuropa. I det lys blev medlemslandene enige om en betydelig udvidelse af EF-samarbejdet. Det blev til den såkaldte Maastricht-traktat. Den indebar blandt andet, at der skulle oprettes en økonomisk og monetær union. Denne skulle have en fælles europæisk valuta (euroen), og det fik den i 12 af medlemslandene i 2002. Fremover skulle EU-samarbejdet også omfatte en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Desuden blev spørgsmål om politisamarbejde og asyl- og flygtningepolitik en del af samarbejdet. Også på andre politiske områder blev det indbyrdes samarbejde styrket. Det gjaldt blandt andet arbejdsmarked og miljø. Med Maastricht-traktaten skiftede EF samtidig navn til Den Europæiske Union (EU).

Med den såkaldte Nice-traktat fra 2001 blev EU gjort klar til en stor udvidelse i 2004. Her blev ti nye lande medlem af samarbejdet. Det blev samtidig besluttet at undersøge, om der var behov for en ny traktat. Det førte til, at der blev skrevet et udkast til en traktat om en forfatning for Europa. Den har blandt andet til formål at afklare EU’s mål og opbygning og samle det i ét fælles dokument. Men ved folkeafstemninger i 2005 i Frankrig og Nederlandene stemte et flertal nej til den nye forfatningstraktat. Det blev derfor besluttet at tage en tænkepause. Og det er endnu ikke afklaret, om forfatningstraktaten bliver gennemført.

Oprindelig var der seks lande i samarbejdet: Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Men gennem årene er der gradvist kommet flere til, så EU i dag består af 27 medlemslande:

• 1973: Storbritannien, Irland og Danmark
  
  
• 1981: Grækenland
  
  
• 1986: Spanien og Portugal
  
  
• 1990: Det tidligere DDR blev medTysklands samling en del af EU
  
  
• 1995: Østrig, Finland og Sverige
  
  
• 2004: Cypern,Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien
  
  
• 2007: Bulgarien og Rumænien.
  

Se billede i fuld størrelse

EU i dag

EU-landene samarbejder i dag på næsten alle samfundsområder. Samarbejdet omfatter blandt andet miljøbeskyttelse, sociale forhold, beskæftigelse, arbejdsmarked, uddannelse, regional udvikling og udenrigspolitiske spørgsmål. Men der er stor forskel på, hvor omfattende samarbejdet er på de enkelte politikområder. På nogle områder udarbejdes der fælles europæisk lovgivning. På andre områder nøjes EU med at understøtte medlemslandenes nationale politikker. Det kan for eksempel ske gennem såkaldte handlingsprogrammer.

EU bygger på en række grundprincipper. Et af dem kaldes nærhedsprincippet eller subsidiaritetsprincippet. Det betyder, at EU ikke skal tage sig af sager, som bedre kan løses på nationalt eller lokalt niveau i det enkelte medlemsland. Et andet princip er, at EU kun kan vedtage lovgivning på de områder, der er nævnt i traktaterne. Det kaldes legalitetsprincippet.

EU-samarbejdet går videre end det traditionelle internationale samarbejde. Det siges ofte, at EU er et overnationalt samarbejde. Forskellene er vigtige at forstå.

Det traditionelle internationale samarbejde er et samarbejde mellem stater. Her bliver en stat ikke forpligtet til noget, den ikke er enig i. Når staterne har indgået en aftale, skal den bagefter godkendes i den enkelte stats nationale parlament. Ellers kan den ikke blive til national lovgivning.

I EU-samarbejdet har medlemslandene givet EU noget af den magt, som før lå i de nationale parlamenter. Det kaldes at afgive selvbestemmelsesret (suverænitet). Samarbejdet i EU betyder, at der nu kan vedtages EU-lovgivning, der gælder direkte for borgerne i det enkelte medlemsland. EU-reglerne har altså samme virkning som landets egen lovgivning. I dag træffes mange beslutninger i EU desuden ved såkaldte flertalsafgørelser. Det betyder, at et forslag kan vedtages, uden at samtlige medlemsstater er enige. Et land kan med andre ord blive stemt ned, men alligevel være bundet af beslutningen. Desuden er der dannet en række institutioner, som fungerer uafhængigt af medlemsstaterne. Det drejer sig om Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EF-Domstolen. Alle disse forhold gør EU anderledes end det traditionelle internationale samarbejde.

Logo for det danske EU-formandskab i 2002.

Danmark og EU

På bestemte områder har EU fået adgang til at vedtage lovgivning, som Folketinget ellers skulle vedtage. Danmark har altså med sit medlemskab af EU afgivet noget af sin selvbestemmelsesret. Det giver den danske grundlov mulighed for. Der stilles dog ganske strenge krav til at træffe sådan en beslutning. Det kræver nemlig, at fem sjettedele af Folketingets 179 medlemmer skal stemme for. Det er altså ikke nok med et almindeligt flertal. Kan der ikke opnås et flertal på fem sjettedele, skal forslaget vedtages ved en folkeafstemning, for at Danmark kan deltage i det internationale samarbejde.

Danmark har været medlem af EU siden 1973. Ved en folkeafstemning i 1972 stemte et flertal af danskerne ja til EF, som det hed dengang. Op til folkeafstemningen var der meget debat om Danmarks deltagelse i EF. Mange i Danmark var bekymrede over udsigten til at stå uden for samarbejdet. Andre var mere bekymrede for, at Danmark ville miste selvbestemmelsesret.

Siden har befolkningen ofte været splittet i holdningen til EU, særligt i forbindelse med afholdelse af folkeafstemninger. Blandt andet har der været forskellige meninger om, hvor Danmark har mest indflydelse på egne forhold. En gruppe har ment, at Danmark i EU opnår mulighed for at få indflydelse på fælles europæiske spørgsmål. En anden gruppe har derimod ment, at Danmark som medlem tværtimod mister muligheder for selv at bestemme. Debatten om EU handler også om demokratiet i EU. På den ene side kritiseres EU for at have et demokratisk underskud, blandt andet fordi det er medlemsstaternes regeringer, der vedtager EU-lovgivningen. På den anden side fremhæves, at EU er mere demokratisk end det traditionelle internationale samarbejde, blandt andet fordi unionen har et folkevalgt parlament.

Siden danskerne sagde ja i 1972, har der været afholdt fem folkeafstemninger om ændringer i EU-samarbejdet. Og alle seks gange har befolkningen været delt i to lejre. Fire gange har et flertal af danskerne stemt ja. Og to gange har et flertal stemt nej. I juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten. Danmark fik herefter en særaftale med de andre EU-lande. Særaftalen er kendt som Edinburgh-afgørelsen. Den indebærer, at der er dele af EU-samarbejdet, som Danmark ikke deltager i. Aftalen kaldes også ”de fire forbehold”. Den blev bagefter sendt ud til en folkeafstemning, den 18. maj 1993. Denne gang stemte et flertal af danskerne ja.

De fire forbehold vedrører unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen), forsvarsområdet og dele af samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik.

EU og det danske folketing

Danmark er som medlem af EU med til at beslutte ny lovgivning i EU. Den danske regering repræsenterer landet i EU’s lovgivende institution, Rådet for Den Europæiske Union, der normalt blot kaldes Rådet. Når der forhandles i Rådet, er regeringen repræsenteret med en minister, der stemmer på Danmarks vegne. Rådet er som nævnt med til at vedtage lovgivning, der gælder direkte i Danmark, eller som Danmark er forpligtet til selv at indføre.

Fordi samarbejdet er så vidtgående, begyndte man tidligt at diskutere, hvordan Folketinget kan føre kontrol med regeringens forhandlinger i EU.

Det førte til, at man oprettede et særligt udvalg i Folketinget. Det kaldes i dag for Europaudvalget. Her er medlemmer fra alle Folketingets partier repræsenteret. Udvalgets opgave er først og fremmest at føre kontrol med den danske EU-politik. I større sager skal regeringen derfor spørge Europaudvalget til råds, før den tager til forhandlinger i Rådet. Europaudvalget giver på den baggrund regeringen et forhandlingsmandat. Mandatet fastlægger Danmarks holdning til sagen, herunder om regeringen kan stemme for eller imod et forslag. Europaudvalget giver på denne måde Folketinget en mulighed for at styre, hvordan regeringen stemmer i EU-sager.

Europaudvalgets mødesal.

EU’s institutioner og beslutningsprocesser

De fire vigtigste EU-institutioner er Rådet, Europa-Parlamentet, Europa- Kommissionen og EF-Domstolen.

I den danske grundlov er der regler for, hvordan Folketinget vedtager en lov. På samme vis findes der i EU’s traktater regler for EU’s mange forskellige måder at træffe beslutninger på.

Kort fortalt er det hovedreglen, at Europa-Kommissionen stiller forslag om ny EU-lovgivning. Det er så Rådet og Europa-Parlamentet, der i fællesskab eller i samarbejde vedtager eller forkaster forslaget.

 De forskellige måder at træffe beslutninger på afspejler, hvor stor indflydelse de forskellige institutioner har. I mange tilfælde er Europa-Parlamentet sidestillet med Rådet. Det betyder, at begge parter skal godkende et forslag. I andre tilfælde er det Rådet – altså medlemslandenes ministre – der træffer beslutning, mens Europa-Parlamentet blot skal tages med på råd.

De forskellige regler for afstemninger viser også, hvor stor indflydelse det enkelte medlemsland har. På nogle områder kræves der enstemmighed (enighed). Her kan ét medlemsland altså nedlægge veto og dermed hindre, at der vedtages fælles EU-regler. På andre områder træffes beslutninger ved kvalificeret flertal, og et eller flere medlemslande kan blive stemt ned.

Det Europæiske Råd (EU-topmøder)

Den danske statsminister er med i Det Europæiske Råd. Det består af alle EU-landenes stats- og regeringschefer samt formanden for Europa-Kommissionen. EU-landenes udenrigsministre er også ofte med til disse såkaldte EU-topmøder. Her fastlægger stats- og regeringscheferne de overordnede politiske rammer for samarbejdet. De tager også beslutninger om andre vigtige politiske spørgsmål. Det kan for eksempel være om EU’s udvidelse, EU’s traktater eller EU’s politik på den globale scene. Beslutningerne træffes ved enighed.

Forhandlinger i Det Europæiske Råd 2007.

Det Europæiske Råd mødes mindst to gange om året. Alle EU-lande er på skift formand for Det Europæiske Råd i seks måneder ad gangen. Det betyder, at de nationale stats- og regeringschefer skiftes til at lede topmøderne.

Rådet (Rådet for Den Europæiske Union)

Rådet er medlemslandenes forsamling. Medlemmerne af Rådet er ministre fra alle medlemslandes regeringer. Rådet består i praksis af skiftende fagministre, én fra hvert land. Når der skal drøftes miljøspørgsmål, er det for eksempel alle miljøministrene, der mødes. Rådets medlemmer er altså ikke direkte valgt af de europæiske vælgere, men repræsenterer deres nationale regeringer.

Rådet er EU’s primære lovgivende myndighed. Rådet vedtager dog på en lang række områder lovgivning i et ligeværdigt samarbejde med Europa-Parlamentet. På andre områder skal Europa-Parlamentet høres, men det er Rådet, der træffer den endelige beslutning.

Når Rådet skal stemme om et forslag, gælder der forskellige regler. På en række områder skal alle medlemslande være enige, før et forslag kan vedtages. Rådet træffer dog også beslutninger ved såkaldt kvalificeret flertal. De enkelte EU-lande har fået tildelt et bestemt antal stemmer i Rådet, afhængigt af hvor mange indbyggere der er i det pågældende land.

Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen har i dag 27 medlemmer (kommissærer), én fra hvert medlemsland. Selv om kommissærerne udpeges af EU-landenes nationale regeringer, skal de være uafhængige. Det vil sige, at de kun skal arbejde for EU’s interesser. Kommissionen ledes af en formand, som Det Europæiske Råd udpeger. Kommissionens formand skal godkendes af Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Europa-Kommissionen udnævnes for en femårig periode. De har ligesom de danske ministre ansvar for hver sit særlige område. For eksempel er der udpeget en landbrugskommissær og en miljøkommissær.

Kommissionen skal komme med konkrete forslag til ny lovgivning. Den skal også tage andre initiativer, der kan føre traktaternes og EU-topmødernes overordnede politiske målsætninger ud i livet. Det er primært Kommissionen der har ret til at foreslå ny lovgivning.

Europa-Kommissionen i Bruxelles.

Kommissionen kontrollerer, om medlemslandene retter sig efter EU-lovgivningen. Hvis et land ikke gør det, kan Kommissionen rejse en sag imod det pågældende land ved EF-Domstolen.

EF-Domstolen

EF-Domstolen består af 27 dommere, én fra hvert medlemsland. EF-Domstolens opgave er at sikre, at EU-lovgivningen bliver overholdt. Domstolen kan blandt andet afgøre konflikter mellem to medlemsstater og mellem EU og det enkelte medlemsland. EF-Domstolen kan også bestemme, hvordan EU-reglerne skal forstås. Hvis en national domstol i et medlemsland er i tvivl om dét, kan den spørge EF-Domstolen.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er den folkevalgte forsamling i det europæiske samarbejde. Det består af 785 repræsentanter fra de 27 EU-lande. Møderne i Europa-Parlamentet er åbne for offentligheden. Danmark har i dag 14 medlemmer af Europa- Parlamentet. De blev valgt ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2004.

Europa-Parlamentet blev frem til 1979 sammensat af medlemmer af de nationale parlamenter. Men siden 1979 er medlemmerne valgt ved direkte valg i alle medlemslandene. Disse valg afholdes hvert femte år, også i Danmark. Valgretsalderen er 18 år i alle medlemslande. Enhver borger i et EU-medlemsland kan stemme ved valg til Europa-Parlamentet. Det gælder også, selv om den pågældende borger bor i et medlemsland, hvor han eller hun ikke er statsborger.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet sidder ikke sammen med deres landsmænd. De er grupperet i partier eller grupper ud fra deres politiske holdninger.

Siden de første direkte valg til Parlamentet i 1979 har forsamlingen fået større betydning i det europæiske samarbejde. I dag har Parlamentet betydelig indflydelse på EU’s lovgivning. Desuden er Parlamentet med til at føre kontrol med blandt andre Europa-Kommissionen.

Europa-Parlamentet i Bruxelles og Strasbourg.

Parlamentet kan tvinge Kommissionen til at træde tilbage. Det sker ved mistillidsvotum. Parlamentet kan også stille spørgsmål til Rådet og Kommissionen. Parlamentet kan også opfordre dem begge til at tage nye politiske initiativer. Parlamentet kan dog ikke stille forslag til ny EU-lovgivning. Det er primært Kommissionen, der har denne ret.

2.2. EUROPARÅDET

Danmark har været medlem af Europarådet, siden det blev oprettet i 1949. Europarådet bestod i 1949 af 10 vesteuropæiske demokratier. I dag er 46 europæiske stater medlem. Det er normalt den danske ambassadør ved Europarådet i Strasbourg, der deltager i rådets møder. Europarådet er ikke en EU-institution. Det er en selvstændig organisation i Europa. Før et land kan blive medlem, skal det anerkende sine borgeres personlige og politiske friheder. Landet skal også have en demokratisk forfatning.

Europarådets formål er at sikre et tæt samarbejde mellem sine medlemslande på en lang række politiske områder. Målet er også at udbygge den fælles europæiske kulturarv og idealerne om demokrati.

Europarådet står blandt andet bag udarbejdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. Det har også oprettet en domstol på menneskerettighedsområdet. Ved at tiltræde konventionen har Danmark forpligtet sig til at overholde og fremme de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det vil blandt andet sige ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. Danmark har samtidig anerkendt, at enkeltpersoner på en række bestemte vilkår kan indbringe en sag mod Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

3. DANMARK I NORDEN

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

Danmark deltager også i et nordisk samarbejde. Det omfatter de fem nordiske lande: Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Åland. Åland er en del af Finland. Det nordiske samarbejdes formål er at styrke de politiske, økonomiske og kulturelle bånd i Norden. I de senere år er de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen begyndt at deltage i samarbejdet. Det nordiske samarbejde omfatter både folkevalgte politikere og ministrene fra de fem nordiske regeringer. De samarbejder blandt andet i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

Nordisk Råd er et organ, der rådgiver de nationale parlamenter i de nordiske lande. Nordisk Råds medlemmer er politikere fra de nationale parlamenter, som bliver udvalgt af deres partier.

Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd introducerede i 1985 “svanen” som symbol for det officielle nordiske samarbejde. Svanen med de otte vingefjer repræsenterer de fem nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og de tre selvstyreområder Færøerne, Grønland og Åland.

Danske ministre deltager i Nordisk Ministerråds arbejde. Her samarbejder de nordiske regeringer med deltagelse af repræsentanter fra selvstyreregeringerne om en lang række politiske spørgsmål, der har fælles nordisk interesse. Det kan for eksempel dreje sig om miljø, kultur og forskning. De sager, Nordisk Ministerråd arbejder med, er ofte rejst af Nordisk Råd.

Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd introducerede i 1985 “svanen” som symbol for det officielle nordiske samarbejde. Svanen med de otte vingefjer repræsenterer de fem nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og de tre selvstyreområder Færøerne, Grønland og Åland.

4. DANMARKS GLOBALE SAMARBEJDE

Hent dette afsnit som lyd (mp3) 

De internationale forbindelser stopper ikke ved Europa og Norden. Danmark er også medlem af mange organisationer, der beskæftiger sig med større regionale eller globale spørgsmål. Nogle af de vigtigste er FN og NATO. Danmark har også et stort samarbejde om udvikling med en række udviklingslande i blandt andet Afrika, Latinamerika og Asien.

4.1. FN (DE FORENEDE NATIONER)

FN (De Forenede Nationer) er en verdensomspændende organisation, som består af selvstændige stater. FN blev grundlagt i 1945 kort efter afslutningen af 2. Verdenskrig.

FN fik fra begyndelsen tilslutning fra 51 stater, og i dag er medlemstallet 192. Selv om verden har ændret sig meget siden 1945, er FN stort set organiseret på samme måde som ved organisationens grundlæggelse.

FN’s vigtigste opgaver ligger inden for hovedområderne fred og sikkerhed, menneskerettigheder, udviklingsaktiviteter samt humanitære indsatser. Spørgsmål som konflikter, økonomi, fattigdom, sult, sygdomme og miljø er derfor centrale for FN’s arbejde. Desuden arbejder FN med mange tværgående emner, for eksempel børns vilkår, kvinders rettigheder, kultur og uddannelse.

FN har seks hovedorganer, nemlig Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det Økonomiske og Sociale Råd, Formynderskabsrådet, Den Internationale Domstol og FN-sekretariatet. FN’s hovedkvarter ligger i New York, men nogle af dets underorganisationer har hovedsæde andre steder i verden, blandt andet i Geneve, Nairobi og Wien. Den øverste leder i FN er FN’s generalsekretær.

Sikkerhedsrådets hovedopgave er at behandle konflikter, der kan true den internationale fred og sikkerhed. Sikkerhedsrådet behandler løbende 20-25 konflikter i Afrika, Asien, Europa og Latinamerika. Da FN-pagten blev underskrevet, var den helt dominerende trussel fortsat væbnede konflikter mellem suveræne stater. Men det klassiske trusselsbillede er i dag afløst af et langt mere komplekst billede. Andre typer konflikter, såsom borgerkrige og etniske konflikter, bliver i stadig stigende grad også behandlet af Sikkerhedsrådet. Disse konflikter kan skabe ustabilitet i nabolande og andre nærtliggende lande. Ud over konflikter behandler Sikkerhedsrådet også tværgående temaer som for eksempel terrorisme, masseødelæggelsesvåben, hiv/aids og beskyttelse af civile i væbnede konflikter.

FN-bygningen i New York.

Sikkerhedsrådet har fem faste (permanente) medlemmer. Det er Rusland, Kina, Storbritannien, USA og Frankrig. Disse fem lande har vetoret. Det vil sige, at hvis blot ét af disse lande stemmer imod en beslutning, kan den ikke gennemføres. Sikkerhedsrådet har ti øvrige medlemslande. De bliver udvalgt af Generalforsamlingen for to år ad gangen. Danmark har været medlem af Sikkerhedsrådet i perioderne 1953-54, 1967-1968, 1985-1986 og 2005-2006.

4.2. NATO

Danmark er medlem af forsvarsalliancen NATO (Den Nordatlantiske Traktatorganisation). I NATO samarbejder en række europæiske lande samt Tyrkiet, USA og Canada. Organisationen blev oprettet i 1949 som et fælles forsvar imod den kommunistiske stormagt Sovjetunionen. Danmark har været med fra starten.

NATO-samarbejdet bygger på solidaritet imellem medlemslandene. Det betyder, at alle NATO-lande betragter angreb på ét af medlemslandene som et angreb på hele alliancen. Siden Den Kolde Krig sluttede omkring 1990, har NATO’s indsats gradvist ændret sig. Målet er stadig at skabe fred, sikkerhed og stabilitet i medlemslandene. Men midlerne har i stigende grad været at fremme demokrati, menneskerettigheder og vestlige retsprincipper rundt om i verden. Efter terrorangrebet i New York i september 2001 tog NATO i 2002 et nyt skridt i sit samarbejde. NATO besluttede at styrke sin evne til at imødegå enhver trussel mod medlemslandenes militære styrker, befolkninger og territorier, herunder også terrortrusler. Tidligere var NATO kun klar til at reagere på trusler fra andre nationer.

Til daglig ledes NATO af en generalsekretær. Generalsekretæren er ansvarlig for, at der bliver afholdt møder i NATO-rådet. Her træffer medlemslandene de vigtigste politiske beslutninger ved enstemmighed. Medlemslandenes udenrigsministre og forsvarsministre mødes regelmæssigt.

NATO-styrker med NATO-flag.

4.3. INTERNATIONALT SAMARBEJDE OM UDVIKLING

Danmark støtter bekæmpelsen af fattigdom i mange af verdens fattigste lande. Denne støtte kaldes internationalt udviklingssamarbejde. I samarbejde med udviklingslandene forsøger Danmark at sætte ind, hvor behovet for og effekten af udviklingsbistanden er størst. Ligestilling, god regeringsførelse, menneskerettigheder og demokrati samt hensyn til miljøet er afgørende elementer i at sikre en bæredygtig udvikling, der kan føre til bekæmpelse af fattigdom. Disse elementer er derfor vigtige for al dansk udviklingsbistand.

FN’s medlemslande forpligtede sig ved et topmøde i New York i september 2000 til en række ambitiøse målsætninger for det internationale udviklingssamarbejde. De kaldes FN’s 2015-mål.

2015-målene er

Den danske udviklingsbistand sigter blandt andet på at forbedre sociale forhold som for eksempel sundhedsfaciliteter og uddannelsesmuligheder, at øge den økonomiske vækst gennem for eksempel udvikling af landbrug, infrastruktur og erhvervsliv, at beskytte miljøet og at fremme demokrati og menneskerettigheder samt god regeringsførelse.

De fleste danske udviklingsbidrag gives som direkte bistand til udviklingslandene. Indsatsen er koncentreret om 16 samarbejdslande i især Afrika, men også i Asien og Latinamerika. Danmark giver derudover bistand gennem bidrag til internationale organisationer såsom EU, FN og Verdensbanken. Endelig giver Danmark bistand gennem private organisationer.

Danmark er et ud af kun en håndfuld lande i verden, som opfylder FN’s målsætning om, at lande skal give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand.

Denne side er kapitel 5 af 5 til publikationen "Danmark før og nu".

Publikationen kan findes på adressen http://www.nyidanmark.dk/bibliotek/publikationer/rapporter/2007/indfoedsretsproeve_laeremateriale/index.htm
© Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 2007