Kapitel III Det danske velfærdssamfund

1. INDLEDNING

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

Det danske samfund er et velfærdssamfund, der fungerer inden for rammerne af en markedsøkonomi. Dette har Danmark til fælles med mange andre, især europæiske, lande. Der er især tre forhold, der er værd at bemærke ved den danske velfærdsmodel:

• Staten har påtaget sig et stort ansvar for borgernes velfærd. Den offentlige sektor varetager således mange af samfundets fælles opgaver.
  
  
• Velfærden stilles i vidt omfang til rådighed for alle borgere, når de opfylder visse betingelser for at modtage den.
  
  
• Velfærdsydelserne finansieres af hele befolkningen i fællesskab via skatter mv. Der er altså ikke nogen direkte sammenhæng mellem, hvad man betaler, og hvilke ydelser man modtager eller bruger.
  

Den måde at indrette velfærdssamfundet på gør det muligt for både mænd og kvinder at deltage aktivt på arbejdsmarkedet. Men det er også nødvendigt, da der ellers ikke ville blive betalt nok i skat til at finansiere udgifterne til børnepasning, skoler, sygehuse, ældrepleje, dagpenge, kontanthjælp, sociale pensioner osv.

Den danske velfærdsmodel bygger derfor på et særligt samspil mellem staten og det danske arbejdsmarked. Staten betaler ydelser til dem, der er arbejdsløse. Den hjælper også de ledige til at få et job, blandt andet ved at tilbyde aktivering, uddannelse og jobformidling. Derimod er der i Danmark en stærk tradition for, at løn og arbejdsvilkår aftales direkte mellem arbejdsmarkedets parter. Det vil sige fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Det blander staten sig så vidt muligt uden om. Og man bruger aftaler og overenskomster i stedet for lovgivning. Denne model har udviklet et tæt samspil mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Den har også sikret, at Danmark har et mere fleksibelt arbejdsmarked end mange andre lande.

2. DEN DANSKE VELFÆRDSMODELS UDVIKLING

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

I alle samfund er det de arbejdsduelige voksne, der tager sig af de ældre, af børnene og af dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Historisk har dette ofte været organiseret inden for den enkelte familie eller i lokale fællesskaber.

I det danske velfærdssamfund er en stadig større del af disse opgaver gradvist blevet overtaget af staten. Det er sket ved, at der efterhånden er blevet skabt et system, hvor alle samfundets borgere har ret til at få økonomisk og praktisk hjælp ud fra ensartede kriterier.

De første skridt til det velfærdssamfund, man kender i dag, blev taget i slutningen af 1800-tallet. Det skete i en tid, hvor der skete mange ændringer i det danske samfund, økonomisk, politisk og socialt. Landbruget blev lagt om. Industrien voksede frem. Demokratiet begyndte at tage form. Alt dette ændrede på relativt få år det danske samfund markant, herunder også de sociale forhold. Med ændringerne af det gamle landbrugs- og håndværkersamfund forsvandt en række private sociale ordninger. I stedet begyndte staten i stigende omfang at tage sig af de borgere, der havde behov for hjælp. Der kom flere og mere faste regler for, hvem der kunne tildeles sociale ydelser ved sygdom, ulykke, arbejdsløshed og alderdom. Der var også flere og flere, som fik adgang til ydelserne. Velfærdssamfundet var så småt på vej.

I starten af 1930’erne blev der gennemført en større socialreform. Med reformen blev 55 socialpolitiske love samlet i fire folkeforsikringslove, og der blev gennemført mere klare regler for, hvornår den enkelte borger kunne få hjælp.

De vigtigste spor frem mod det nuværende velfærdssamfund blev lagt i 1950’erne og 1960’erne. Her blev flere af de grundlæggende principper for velfærdssamfundet etableret. Det var også i denne periode, at udvidelsen af velfærdsydelser for alvor tog fart, og det sociale sikkerhedsnet blev udbygget. Tidligere havde staten især hjulpet den enkelte borger, der blev berørt af arbejdsløshed, sygdom og ulykke, og ved alderdom. Men i denne periode begyndte velfærdssamfundet også at omfatte en række serviceydelser inden for især social- og sundhedssektoren. Det gjaldt for eksempel børnepasning, ældrepleje og hospitalsbehandling. Hjælpen til den nødstedte borger blev efterhånden suppleret med serviceydelser, som hele befolkningen kunne nyde godt af, rig såvel som fattig.

Kvinder ved samlebånd.

Samfundsøkonomiens udvikling betyder meget for, hvilke ydelser staten kan tilbyde den enkelte borger. Danmark har oplevet en kraftig økonomisk vækst i perioden efter 2. Verdenskrig, og især i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Der var i denne periode fuld beskæftigelse, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Det er en del af forklaringen på, at velfærden og den offentlige sektor er vokset.

Befolkningens sammensætning betyder også meget for velfærdssamfundets indtægter og udgifter. Det er den del af befolkningen, der arbejder, som finansierer udgifterne til børn, ældre og andre, der har behov for hjælp. Med mange børn og ældre bliver antallet af modtagere af velfærdsydelser højt. Dermed bliver også udgifterne høje. Hvis der er mange personer i den erhvervsaktive alder, har flere et job. Dermed stiger de skattebetalinger, som er en af den offentlige sektors vigtigste indtægtskilder.

I perioden fra 1960’erne og frem til omkring år 2000 er der kommet stadigt flere i den erhvervsaktive alder. Det skyldes blandt andet, at der blev født mange børn under og lige efter 2. Verdenskrig. Kvinderne er samtidig kommet ud på arbejdsmarkedet, næsten i samme omfang som mændene. Derimod har der siden 1960’erne været en tendens til, at der bliver født færre børn pr. kvinde.

Flere i den erhvervsaktive alder, flere kvinder på arbejdsmarkedet og færre børn. Denne kombination har i mange årtier gjort det lettere at finansiere udbygningen af velfærdssamfundet. Flere af disse gunstige betingelser er imidlertid ved at ændre sig.

For det første har borgerne udsigt til at leve længere, end man gjorde tidligere. Det skyldes, at befolkningens sundhedstilstand og levestandard generelt er blevet bedre.

For det andet begynder de store årgange at gå på pension, samtidig med at det er de mindre årgange, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Det betyder, at der i fremtiden bliver færre aktive på arbejdsmarkedet, som skal forsørge en voksende gruppe af ældre borgere, der ikke arbejder. Derfor bliver det alt andet lige sværere at finansiere et højt velfærdsniveau til alle. Der har derfor været debat om velfærdssamfundets fremtid, og Folketinget har blandt andet besluttet, at pensionsalderen skal følge med den gennemsnitlige levetid. Det betyder, at alle i de kommende generationer kan regne med at være pensioneret lige så længe som nutidens ældre.

Velfærdsreformer er dog ikke nok til at sikre, at Danmark kan forblive et af verdens rigeste lande og dermed have råd til at fastholde og udvikle velfærden. Det er blandt andet også nødvendigt at sikre, at den danske arbejdsstyrke er blandt de bedst uddannede i verden. Dét vil styrke dansk erhvervslivs muligheder for at klare sig i den stadig hårdere konkurrence på det globale marked. Med andre ord afhænger velfærdssamfundets fremtid blandt andet af, i hvor høj grad befolkningen uddanner sig og deltager aktivt på arbejdsmarkedet.

Det danske velfærdssamfund er kendetegnet ved en betydelig økonomisk omfordeling. Sammenlignet med andre lande har det danske samfund en høj grad af økonomisk lighed. Den økonomiske omfordeling sker gennem skattesystemet, der bygger på det princip, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Omfordelingen sker også via velfærdssamfundets mange ydelser. Serviceydelserne er med til at sikre, at alle har mulighed for at deltage i samfundslivet. Kontantydelserne gives først og fremmest til de svage grupper i samfundet efter behov. På den måde er disse ydelser med til at mindske forskellene mellem borgernes indkomster.

Det danske velfærdssamfund bygger på et princip om, at den enkelte borger har både rettigheder og pligter. Borgere, der opfylder visse betingelser, har ret til velfærdssamfundets ydelser. Men den enkelte borger har også pligt til at bidrage til fællesskabet. Dels ved at betale skat, dels ved at arbejde. Står man uden for arbejdsmarkedet og modtager hjælp, har man også pligt til selv at gøre en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det gælder både mænd og kvinder.

Den danske model for velfærdssamfundet har mange træk til fælles med de andre nordiske landes. Ofte taler man om den nordiske model.

Velfærdssamfundet forandrer og fornyer sig hele tiden. Blandt andet suppleres de offentlige velfærdsydelser af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og i mindre omfang af rent private ordninger. Arbejdsmarkedets parter spiller især en stor rolle på pensionsområdet. I dag omfatter stort set alle overenskomster en pensionsopsparing. Her er der også et stort privat marked, hvor den enkelte kan spare op til sin pension.

På de fleste andre områder betaler det offentlige for ordningerne, selv om det nogle gange er private virksomheder, som leverer serviceydelserne. På en del områder har brugerne frit valg mellem offentlige og private leverandører. Det gælder for eksempel hjemmehjælp. På sundhedsområdet er der etableret private sygehuse og klinikker. De fungerer i et vist omfang som alternativ eller supplement til de offentlige tilbud.

Danske pensionister.

3. VELFÆRDSSAMFUNDETS OPGAVER OG AKTØRER

Hent dette afsnit som lyd (mp3)
 

3.1. VELFÆRDSSAMFUNDETS OPGAVER

Velfærdssamfundet stiller en lang række ydelser til rådighed for borgerne. Det er almindeligt at tale om, at den offentlige sektor udfører to forskellige slags velfærdsopgaver.

For det første hjælper den offentlige sektor de borgere, der har vanskeligt ved at klare sig selv. Den offentlige sektor skal sikre et socialt sikkerhedsnet for dem, der har behov for økonomisk hjælp. Cirka en tredjedel af de samlede offentlige udgifter går til indkomstoverførsler. De omfatter blandt andet folkepension, førtidspension, statens uddannelsesstøtte (SU), barselsdagpenge, børnetilskud, boligstøtte, starthjælp og kontanthjælp.

Børnehavebørn.

For det andet leverer den offentlige sektor en række offentlige serviceydelser inden for blandt andet social-, sundheds- og uddannelsesområdet. Det drejer sig for eksempel om vuggestuer og børnehaver, hospitaler og mange former for uddannelse.

3.2. AKTØRER

Folketinget og regeringen fastlægger via lovgivning rammerne for det danske velfærdssamfund. Men det er i vidt omfang kommunerne og regionerne, der fylder lovens rammer ud. Det er dem, der i praksis leverer de fleste velfærdsydelser til borgerne.

Kommunerne løser mange forskellige velfærdsopgaver. Kommunerne skal i videst muligt omfang fungere som borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Kommunerne har derfor også en lang række af de opgaver, der er tættest på den enkelte borger. Det gælder blandt andet:

• børnepasning i blandt andet vuggestuer og børnehaver
  
  
• folkeskolen
  
  
• ældrepleje
  
  
• biblioteker og flere andre kulturopgaver
  
  
• integration af flygtninge og indvandrere
  
  
• tildeling af en lang række sociale ydelser
  
  
• de fleste opgaver vedrørende miljø.
  

Når det gælder indsatsen for at hjælpe ledige tilbage i beskæftigelse, foregår det i lokale jobcentre placeret i kommunerne. Ansvaret for indsatsen er dog i de fleste kommuner delt mellem kommunerne og staten. Endelig har kommunerne på sundhedsområdet hovedansvaret for den sundhedsfremmende indsats i forhold til borgerne.

Regionernes mest omfattende opgave er at drive størstedelen af sundhedsvæsenet. Det gælder sygehusene og den offentlige sygesikring, der giver alle borgere med bopæl i landet ret til lægehjælp mv. Regionerne har også opgaver vedrørende regional udvikling og driften af visse specialiserede sociale institutioner. Regionerne driver sammen med kommunerne desuden de kollektive trafikselskaber.

Staten løser en række overordnede opgaver som for eksempel politi, retsvæsen og forsvar samt opgaver som for eksempel ungdomsuddannelser, de videregående uddannelser og forskning. Staten administrerer endvidere al skatteopkrævning.

I Danmark er velfærdssamfundet således som udgangspunkt en offentlig opgave. Men gennem de seneste årtier er det blevet mere almindeligt at lade private virksomheder udføre nogle af velfærdsopgaverne. Opgaverne udliciteres dermed til private virksomheder, der betales af det offentlige for at udføre opgaven. Der er også tradition for at inddrage frivillige organisationer i at løse de fælles opgaver. Der er i Danmark således flere hundrede frivillige organisationer. De driver blandt andet krisecentre, besøgsordninger, kontakt- og væresteder mv. De opgaver, der løses ved hjælp af frivillige, er således typisk en række supplerende opgaver. I Danmark er det sjældent, at frivillige organisationer står for den grundlæggende service.

4. VELFÆRDSSAMFUNDETS FINANSIERING

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

Nationalbanken.

Det danske velfærdssamfund finansieres først og fremmest gennem skatter på indkomst og gennem afgifter mv. Det er staten og kommunerne, der har ret til at udskrive skat. Det sker blandt andet ved skat på indkomst. Indkomstskatten blev indført i 1903, dog med en markant lavere skatteprocent end i dag. Indkomstskatten betyder, at næsten alle indkomster er skattepligtige, uanset hvor de kommer fra. Den danske indkomstskat bygger i dag på princippet om progressiv beskatning. Det betyder som udgangspunkt, at jo mere den enkelte borger tjener, desto højere er hans eller hendes skatteprocent. En person med høj løn betaler altså en større andel af sin løn til skattevæsenet end én, der ikke har så høj indkomst. Det betyder også, at man betaler mere i skat af den sidst tjente krone end af den første, når man tjener over et vist beløb. Den progressive beskatning er med til at omfordele rigdommen mellem de mere og de mindre velstillede. Ud over indkomstskatten får staten og kommunerne også indtægter fra moms og afgifter, ejendomsskat, virksomhedsskat mv.

5. DEN DANSKE ØKONOMI

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

Det danske samfund har to gange i de seneste århundreder skiftet produktionstype. Første gang var i 1960’erne, hvor Danmark gik fra at være et landbrugsland til at udvikle sig til et industrisamfund. Anden gang var, da industrisamfundet gradvist udviklede sig til et videns- og servicesamfund.

Landbruget har traditionelt været det vigtigste erhverv i Danmark. I slutningen af 1800-tallet arbejdede hovedparten af befolkningen inden for landbrugssektoren. I samme periode blev de første større industrivirksomheder grundlagt i Danmark. Industrien voksede hurtigt, og omkring 1960 havde den fået større økonomisk betydning for dansk økonomi end landbruget. Fra begyndelsen af 1970’erne faldt andelen af beskæftigede inden for industrien, og servicesektoren voksede. I dag er cirka tre ud af fire beskæftigede således ansat inden for privat eller offentlig servicevirksomhed. Omkring en tredjedel af alle beskæftigede arbejder i dag i den offentlige sektor. Produktionen af landbrugs- og industrivarer er dog steget, selv om antallet af ansatte er faldet. Det skyldes især mekaniseringen af produktionen og den hurtige teknologiske udvikling i disse sektorer.

De fleste private virksomheder i Danmark er små eller mellemstore. Der er kun få store virksomheder, men de spiller alligevel en væsentlig rolle for den danske økonomi. Da landbruget gennem århundreder har været et centralt erhverv, er en del af industrien stadig knyttet til og forarbejder råvarer fra landbruget. Men det er også lykkedes for danske virksomheder at finde områder eller nicher, hvor de har særlige kompetencer og styrke til at konkurrere på verdensmarkedet. Det gælder eksempelvis inden for rederivirksomhed, medicinalindustri og fødevareindustri samt for produkter som vindmøller og høreapparater.

Danmark har en åben økonomi, hvor handel med udlandet altid har spillet en væsentlig rolle. Dels ligger Danmark godt placeret mellem Østersøen og verdenshavene og grænser op til mange lande. Dels mangler Danmark mange råvarer, så det har været nødvendigt at handle med omverdenen. I dag er det især de øvrige EU-lande og Norge, som Danmark handler med. Danmark vil dog også gerne kunne handle med andre lande. Blandt andet derfor er Danmark i dag medlem af en række internationale organisationer, der også arbejder for mere fri handel. Det gælder for eksempel EU, OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) og WTO (Verdenshandelsorganisationen).

Novo Nordisk.

6. ARBEJDSMARKEDET

Hent dette afsnit som lyd (mp3)

Folkeskolelærer.

De fleste i den erhvervsaktive alder deltager på det danske arbejdsmarked, og det gælder ikke kun mændene. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er et af de mest markante træk ved udviklingen på det danske arbejdsmarked de seneste 50 år. Antallet af kvinder på arbejdsmarkedet er fordoblet siden 1960. I begyndelsen var det meget almindeligt, at kvinderne arbejdede på deltid, det vil sige færre timer om ugen. Men siden 1980 er der blevet flere og flere kvinder, der arbejder på fuld tid. I dag er cirka 75 procent af kvinderne i den erhvervsaktive alder tilknyttet arbejdsstyrken.

Desuden er det danske arbejdsmarked kendetegnet ved, at arbejdskraften generelt er godt uddannet. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark er lange og stærke traditioner for uddannelse, efteruddannelse og videreuddannelse.

6.1. DEN DANSKE ARBEJDSMARKEDSMODEL

Man taler ofte om en særlig dansk arbejdsmarkedsmodel. Den består i, at det er arbejdsmarkedets parter, det vil sige fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, der selv aftaler løn og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet. Staten blander sig ikke, så længe parterne selv er i stand til at indgå aftaler på disse områder.

Den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet bygger på tre centrale elementer. For det første er hovedparten af arbejdsstyrken organiseret i fagforeninger. For det andet er en stor del af arbejdsmarkedet dækket af kollektive overenskomster. Og for det tredje er arbejdsmarkedet præget af et trepartssamarbejde mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og staten.

Traditionen er mere end 100 år gammel. Under den tidlige industrialisering i slutningen af 1800-tallet opstod der gradvist en større arbejderklasse i byerne. Arbejderne fandt sammen i Landsorganisationen i Danmark, det nuværende LO, der har til formål at kæmpe for bedre arbejdsforhold mv. Som svar herpå slog også arbejdsgiverne sig sammen i Dansk Arbejdsgiverforening, som i dag hedder DA.

Forholdet mellem de to parter var i starten præget af konflikter og arbejdskampe. Efter en lang konflikt i 1899 indgik parterne et forlig, der er kendt som September-forliget.

Septemberforliget kaldes ofte for arbejdsmarkedets grundlov. Forliget betyder, at LO og DA anerkender hinanden som berettigede til at forhandle på deres medlemmers vegne. De kan altså indgå aftaler, der dækker flere grupper af arbejdstagere og arbejdsgivere. En sådan aftale kaldes en overenskomst, og den fastlægger typisk løn- og arbejdsvilkår. Septemberforliget slår også fast, at det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet, og som kan ansætte og afskedige medarbejdere. Endelig indebærer forliget en såkaldt fredspligt. Det betyder, at strejke og lockout ikke er tilladt, når der er indgået en overenskomst.

Disse grundlæggende principper ligger den dag i dag til grund for de aftaler, der indgås på det danske arbejdsmarked. Det er også arbejdsmarkedets parter, der selv søger at løse de konflikter, der måtte opstå. Staten blander sig mindst muligt. Grundtanken er, at arbejdsmarkedets parter hurtigere og bedre kan tilpasse aftalerne til den enkelte branche eller den enkelte virksomhed. Og når parterne selv har været med til at indgå en aftale, så accepterer de også dens vilkår. Det betyder blandt andet også, at man ikke har nogen lovgivning om mindsteløn i Danmark. Mindstelønnen har parterne aftalt i deres overenskomst eller en individuel aftale.

Arbejdsmarkedets parter bliver normalt også inddraget i at udforme den del af arbejdsmarkedspolitikken, der fastsættes gennem lovgivning. Det gælder for eksempel regler om arbejdsmiljø, arbejdsformidling, arbejdsmarkedsuddannelser og arbejdsløshedsforsikring.

Samarbejdet mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og staten sikrer et arbejdsmarked, der både er fleksibelt for arbejdsgiverne og trygt for lønmodtagerne. Fleksibiliteten består i, at det er nemt for arbejdsgiverne at afskedige folk, når økonomien er dårlig, og let at ansætte folk, når det går godt. Trygheden består i, at lønmodtagerne har en økonomisk sikkerhed, hvis de mister deres job. De er også sikret hjælp til at prøve at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for eksempel gennem jobhenvisning.

Pædagoger demonstrerer, september 2006.

Bygningsarbejder.

Dansk Arbejdsgiverforening.

6.2. HØJ ORGANISATIONSGRAD OG FORENINGSFRIHED

På det danske arbejdsmarked er det store flertal af arbejdstagerne fagligt organiseret. Omkring 80 procent af de danske arbejdstagere er medlem af en fagforening. Fagforeningen arbejder for at sikre medlemmerne de bedst mulige vilkår på arbejdspladserne. Der er fagforeninger både for privatansatte og for offentligt ansatte.

Både fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer er samlet i landsdækkende forbund og hovedorganisationer. De to største organisationer på arbejdsmarkedet er LO og DA. LO repræsenterer lønmodtagerne. Den er en paraplyorganisation for i alt 17 faglige forbund og organiserer cirka 1,3 mio. medlemmer. DA er arbejdsgivernes organisation og organiserer cirka 29.000 virksomheder inden for blandt andet industri, handel, transport, service og byggeri.

Næsten 80 procent af det danske arbejdsmarked er dækket af kollektive overenskomster. En kollektiv overenskomst er en aftale mellem en fagforening og en arbejdsgiver eller arbejdsgiverorganisation om løn- og arbejdsvilkår inden for et bestemt område, som parterne selv afgrænser i aftalen. En arbejdsgiver, som har indgået en overenskomst, er forpligtet til at give alle de ansatte de løn- og arbejdsvilkår, som fremgår af overenskomsten. Det gælder for eksempel aftaler om løn, pension, arbejdstid, ferie og opsigelse.

Der er foreningsfrihed i Danmark. Det betyder blandt andet, at den enkelte lønmodtager selv må beslutte, om han eller hun ønsker at være medlem af en fagforening og i givet fald hvilken. Det betyder også, at det er forbudt for en arbejdsgiver at afskedige en medarbejder, fordi denne ikke er medlem af en fagforening. Heller ikke i forbindelse med nyansættelse må en arbejdsgiver stille krav om, at en medarbejder skal være medlem af en bestemt fagforening.

LO’s hovedkvarter på Islands Brygge i København.

Denne side er kapitel 4 af 5 til publikationen "Danmark før og nu".

Publikationen kan findes på adressen http://www.nyidanmark.dk/bibliotek/publikationer/rapporter/2007/indfoedsretsproeve_laeremateriale/index.htm
© Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 2007