Forside - Indhold - Forrige/Næste - Luk

"Befolkningsudvikling, integration og økonomisk politik"

6. Betydningen af ændret indvandring

En central del af denne analyse er at undersøge virkningen på befolkningsudvikling, aktivitet og finanspolitisk holdbarhed af ændringer i antallet af indvandrere. Formålet er at vurdere, i hvilket omfang en kvantitativ regulering af antallet af indvandrere kan bidrage til at reducere aldringsproblemet og dermed også reducere den nødvendige stramning af finanspolitikken.

Den generelle virkning af en forøget indvandring er, at den demografiske forsørgerbrøk har tendens til at falde. Det skyldes, at de, der indvandrer, har en aldersfordeling, hvor der er relativt flere i den erhvervsaktive alder end i befolkningen som helhed. Indvandringen er således medvirkende til at øge den samlede befolkning og reducere aldringsproblemet rent demografisk.

Samtidig fremgik det af kapitel 4, at indvandrere har en lavere gennemsnitlig erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder. Reduktionen i erhvervsfrekvensen i forhold til den resterende befolkning er størst for indvandrere fra mindre udviklede lande. Øget indvandring betyder således, at den gennemsnitlige erhvervsfrekvens falder. Denne effekt medfører – alt andet lige – at indvandringen umiddelbart bidrager til at forværre finansieringsdelen af aldringsproblemet.

De to umiddelbare effekter – reduktionen af den demografiske forsørgerbrøk og reduktionen af den gennemsnitlige erhvervsfrekvens – trækker således i hver sin retning, hvad angår indvandrernes påvirkning af finansieringen af de offentlige udgifter. Den korrigerede forsørgerbrøk er et (simpelt) mål, der inkluderer nettoeffekten af de to påvirkninger. Med de nuværende erhvervsfrekvenser for indvandrere vil en øget indvandring betyde, at den korrigerede forsørgerbrøk stiger. Det betyder, at effekten fra den reducerede erhvervsdeltagelse dominerer effekten af den ændrede alderssammensætning. Det faktum, at der er to modsatrettede effekter, betyder også, at nettoeffekten på den korrigerede forsørgerbrøk er ret begrænset, selv ved de forholdsvis store ændringer i indvandringen som analyseres.

I afsnit 6.1 analyseres en stigning i indvandringen, hvor den ene halvdel kommer fra mere udviklede lande og den anden halvdel fra mindre udviklede lande. I afsnit 6.2 betragtes en stigning i indvandringen fra mindre udviklede lande alene.

Analyserne tager udgangspunkt i permanente ændringer, hvor det antages, at indvandringen er 5000 personer højere hvert år end i grundforløbet. På trods af at stigningen i indvandringen er permanent, er der efter ca. 50 år en tendens til, at forøgelsen af den korrigerede forsørgerbrøk bliver mindre. Det skyldes, at på dette tidspunkt er de første års ekstra indvandreres børn og børnebørn begyndt at påvirke antallet af efterkommere og resterende befolkning i den erhvervsaktive alder. Antallet af erhvervsaktive i disse grupper begynder derfor at stige mere end antallet af erhvervsaktive indvandrere. Det får den gennemsnitlige erhvervsfrekvens til at vokse, hvilket er grunden til, at stigningen i den korrigerede forsørgerbrøk falder. Med de her anvendte forudsætninger er faldet dog ikke i nogen af de analyserede tilfælde tilstrækkeligt stort til at få den korrigerede forsørgerbrøk ned på samme niveau som uden den ekstra indvandring.

Selvom indvandringen vokser med 5000 om året er der ikke indregnet en tilsvarende stigning i omkostningerne i præasylfasen. De ekstra indvandrere modtager først offentlige ydelser, når de har opnået opholdstilladelse.

Der er ligeledes set bort fra kapacitetseffekter i integrationen af de ekstra indvandrere, idet det antages, at mer-indvandringen – ligesom den resterende indvandring – får samme arbejdsmarkedstilknytning og træk på de offentlige overførselsindkomster som den eksisterende bestand af indvandrere med samme alder og køn og fra samme gruppe af oprindelseslande. Endelig antages strukturledighedsprocenten upåvirket af den øgede indvandring.

Med disse forudsætninger og den begrænsede langsigtede stigning i den korrigerede forsørgerbrøk opnås, at ændringer i antallet af indvandrere ikke kan forventes at få nogen betydende effekt på finansieringen af den fremtidige ældrebyrde. Indvandring kan således ikke løse finansieringsproblemet ved befolkningens aldring.

De gennemførte beregninger på DREAM, hvor der tages højde for indvandringens påvirkning af offentlige indtægter og udgifter, bekræfter dette. Der er meget små effekter på den nødvendige stramning af finanspolitikken ved ændringer i indvandringens omfang.

Konklusionen på analyserne i dette af snit er derfor:

• Et ændret antal indvandrere har stor betydning for befolkningsudviklingen og dermed aktiviteten i økonomien,
• Et ændret antal indvandrere har – givet at fremtidige indvandrere har en adfærd, der ligner adfærden for den nuværende bestand af indvandrere – kun meget begrænset betydning for den finanspolitiske holdbarhed.

Det er vigtigt at pointere, at udgangspunktet for analysen af omkostningen for den offentlige sektor ved øget indvandring måles som ændringen i den finanspolitiske holdbarhed. Det betyder, at finanspolitikken i udgangspunktet er tilrettelagt, således at den offentlige sektor kan finansiere de offentlige udgifter, der følger af den oprindelige befolkningsudvikling. Dvs. udgangspunktet for analysen er en situation, hvor den nødvendige besparelse i udgangsforløbet er gennemført. Det betyder, at nettoudgifterne fra den offentlige sektor til den enkelte (herunder også til indvandrerne) er reduceret, inden mer-indvandringen finder sted. Ved at måle omkostningen ved mer-indvandringen som den nødvendige stramning af den holdbare finanspolitik bliver omkostningen derfor lavere end i opgørelser, hvor der ikke er taget højde for at den offentlige sektor skal kunne finansiere  nettoudgifterne pr. person både før og efter den ekstra indvandring. Kapitel 3 sammenligner analysemetoden i denne rapport med tidligere opgørelser af omkostningerne ved indvandring.

6.1 Øget indvandring fra både mere og mindre udviklede lande

I dette afsnit betragtes betydningen af at øge indvandringen med 5.000 personer om året. De fordeles på indvandrere fra henholdsvis mere og mindre udviklede lande i samme forhold som den initiale bestand af indvandrere i år 2000 i de to grupper. Det betyder, at hver gruppe får ca. halvdelen af stigningen.

Den permanente stigning i indvandringen betyder, at antallet af indvandrere i Danmark efter 100 år er vokset med ekstra 136.000 personer i forhold til grundforløbet. Den samlede befolkning er ligeledes efter 100 år blevet 413.000 personer større end i grundforløbet. Det er således en ganske betragtelig ændring i befolkningen, som den permanent forhøjede indvandring giver anledning til.

I Tabel 16 vises effekten af den forøgede indvandring på befolkningens størrelse og sammensætning. I 2050 ses, at antallet af indvandrere fra mindre udviklede lande er steget med 17,6 procent relativt til grundforløbet. I resten af perioden stiger antallet kun yderligere 1,6 procentpoint. Antallet af indvandrere fra mere udviklede lande stiger 10,7 procent i forhold til grundforløbet frem til 2050, og den relative forskel forbliver på dette niveau århundredet ud.

Tabel 16. Befolkningen opdelt efter herkomst, absolut og relativt.
Alternativforløb med øget indvandring (1000 personer)

Som en yderligere effekt af den øgede indvandring stiger antallet af efterkommere. I 2050 er antallet af efterkommere fra mindre udviklede lande således steget med 13,7 procent i forhold til grundforløbet. Stigningen fortsætter århundredet ud og ender på et niveau, der svarer til en forøgelse på 19,1 procent i forhold til grundforløbet. Efterkommere fra mere udviklede lande stiger lidt mindre, hvilket vil sige 10,9 procent i 2050 og 12,9 procent ved udgangen af århundredet.

På langt sigt er der også en stigning i antallet af personer i gruppen "resterende befolkning" i forhold til grundforløbet. Dette skyldes, at en andel af indvandrernes og efterkommernes børn kommer til at tilhøre denne gruppe. Stigningen er på 0,8 procent i 2050 og ender på 3,7 procent i 2100. Alt i alt betyder den øgede indvandring en stigning i den samlede befolkning på 7 procent ved udgangen af århundredet.

Befolkningsgruppernes indbyrdes størrelsesforhold påvirkes også i mindre grad. Indvandrere fra mindre udviklede lande udgør i 2050 8,7 procent af befolkningen, hvilket er en forøgelse i forhold til grundforløbet på 1,1 procent af den samlede befolkning. Indvandrere fra mere udviklede landes andel af den samlede befolkning stiger i samme periode kun 0,4 procent i forhold til grundforløbet og kommer herved til at udgøre 6 procent af befolkningen. Den lavere stigning hænger sammen med, at indvandrere fra mere udviklede lande har større tilbøjelighed til at udvandre igen end indvandrere fra mindre udviklede lande. Den største ændring observeres for "resterende befolkning", der falder til at udgøre 76,8 procent af befolkningen i 2050, hvilket svarer til et fald på 2,2 procent af befolkningen.

fortsættes på næste side