Forside - Indhold - Forrige/Næste - Luk

"Befolkningsudvikling, integration og økonomisk politik"

4. Befolkningsudviklingen

Udviklingen i befolkningen og dennes sammensætning efter alder og oprindelse fremskrives med udgangspunkt i Tænketankens befolkningsprognose frem til år 2020. ^[15] Herefter er prognosen videreført frem til år 2100 ved at antage, at fertiliteten for hver befolkningsgruppe holdes konstant på det niveau, der gælder i 2020, at de alders- og kønsspecifikke dødeligheder holdes konstante fra 2020, og at bruttoindvandring til de to indvandrergrupper fastholdes på niveauet i 2020.  

Figur 8. Befolkningen fordelt efter herkomst

Resultatet af befolkningsfremskrivningen er, at den samlede befolkning vokser gradvist fra 5,33 mio. personer i år 2000 til 5,67 mio. i år 2020 og 5,80 mio. i 2035. Herefter er befolkningen nærmest stationær frem til 2100, hvor den samlede befolkning udgør 5,88 mio. personer. Jf. Figur 8 og Tabel 7 , der begge illustrerer udviklingen i den samlede befolkning.

Udviklingen i fordelingen af befolkningen på befolkningsgrupper betyder en forskydning i retning af flere indvandrere og efterkommere og i absolutte tal færre personer i den resterende befolkning.

Det samlede antal indvandrere udgør i 2000 5,6 procent af befolkningen. Frem til 2050 vokser antallet til 13,2 procent af befolkningen. Væksten aftager herefter, og ved udgangen af århundredet er bestanden af indvandrere stabiliseret på et niveau på 13,9 procent af befolkningen.

Tabel 7. Befolkningen opdelt efter herkomst, absolut og relativt
(1000 personer)

Frem til år 2050 vokser antallet af indvandrere fra mindre udviklede lande væsentligt hurtigere end indvandrere fra mere udviklede lande. I år 2050 er bestanden af indvandrere fra mindre udviklede lande 37 procent større end bestanden af indvandrere fra mere udviklede lande. Da bruttoindvandringen fra de to landegrupper er relativt ens, skyldes den forskellige udvikling i bestandene alene, at udvandringen fra bestanden af indvandrede fra mere udviklede lande er væsentligt højere end udvandringen fra bestanden af indvandrede fra mindre udviklede lande.

I Tabel 7 er antallet af personer i de enkelte befolkningsgrupper vist uden parentes omkring. Tallene i parentes måler udviklingen som et indeks relativt til niveauet i år 2000. Derved kan væksten i de enkelte grupper vurderes. Af tabellen fremgår derfor, at antallet af indvandrere fra mindre udviklede lande frem til 2050 vokser til en størrelse, der er 2,9 gange niveauet i år 2000. Herefter reduceres væksten betydeligt, og ved udgangen af århundredet er der ifølge prognosen 3,1 gange så mange indvandrere fra mindre udviklede lande som i år 2000. Tilsvarende vokser antallet af indvandrere fra mere udviklede lande frem til år 2050 til et niveau, der er 2,1 gange så stort som i år 2000. Ved udgangen af århundredet er antallet af indvandrere fra mere udviklede lande vokset til et niveau, der er knap 2,3 gange så stort som i år 2000.

Antallet af efterkommere efter indvandrere er kun 84 tusinde personer eller 1,6 procent af befolkningen i 2000. Det er derfor den befolkningsgruppe, der vokser klart mest i de kommende år. I år 2050 vil andelen være vokset til 7,9 procent af befolkningen, og i år 2100 udgør efterkommere 10,8 procent af befolkningen. Det ses af Tabel 7 , at der er tale om nogle meget betydelige vækstrater i grupperne af efterkommere.

Antallet af personer, der ikke er indvandrere eller efterkommere efter indvandrere, var i 2000 4,95 mio. personer eller 92,8 procent af befolkningen. Dette tal falder til 79,0 procent i 2050 og 75,3 procent ved udgangen af århundredet.

4.1 Udviklingen for udvalgte aldersgrupper

Den moderate udvikling i den samlede befolkning dækker også over meget kraftige aldersmæssige forskydninger i befolkningens sammensætning.

Defineres den erhvervsaktive alder som aldersgruppen fra 17 – 64 år, fås, at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder lidt fra godt 3,45 mio. i 2000 til et minimum på 3,40 i 2040, svarende til et fald på knap 1,5 procent i perioden. Herefter stiger befolkningen i den erhvervsaktive alder gradvist og når det oprindelige niveau omkring 2050. I sidste halvdel af århundredet er der kun en meget svag tendens til stigning. Ved udgangen af århundredet er antallet af personer i den erhvervsaktive alder ca. 2,4 procent højere end i år 2000. I Figur 9 afbildes udviklingen i antallet af personer i den erhvervsaktive alder målt som indeks med værdien i år 2000 lig 100.

Antallet af ældre udvikler sig væsentligt mere dramatisk. Antallet af personer på mindst 65 år er 0,79 mio. i år 2000. Dette vokser til 1,24 mio. i 2040, svarende til en samlet vækst over perioden på 57 procent. Det bemærkes i øvrigt, at antallet af ældre netop topper samme år, som antallet af personer i den erhvervsaktive alder er lavest. Efter 2040 er der et beskedent midlertidigt fald i antallet af ældre, men antallet stabiliseres i sidste halvdel af århundredet og ender på et niveau på 1,18 mio. personer i år 2099. I Figur 9 afbildes udviklingen i antallet af personer på 65 år eller derover relativt til antallet i 1999.

Figur 9. Befolkningen fordelt på aldersgrupper

Som et mål for det såkaldte "dobbeltaldringsfænomen" betragtes udviklingen i antal personer på mindst 80 år. Dobbeltaldringsfænomenet henviser til, at ikke kun antallet af ældre vokser, men at også den ældste andel af de ældre har tendens til at vokse (endnu mere). I år 2000 var der 0,21 mio. personer på mindst 80 år. Dette tal vokser til et midlertidigt toppunkt på 0,37 mio. personer i år 2052, hvilket svarer til en vækst på 76 procent over perioden. Som tilfældet var for de 65-årige og derover, falder også antallet af personer over 80 efter det midlertidige toppunkt. Fra omkring 2070 begynder antallet dog at stige igen og ligger ved århundredets udgang på 0,33 mio. personer. Udviklingen for denne aldersgruppe i antallet af personer, målt som indeks med værdien i år 2000 lig 100, er også afbildet i Figur 9 .

4.2 Forsørgerbrøker

Sammensætningen af befolkningen har betydning for, hvor stor en andel af befolkningen der potentielt skal forsørges af den resterende del af befolkningen. Der er tradition for at udtrykke dette i nogle simple mål for antallet af potentielt forsørgede delt med antallet af potentielle forsørgere. Som et første mål for dette defineres den demografiske forsørgerbrøk som

Den angiver antallet af unge og ældre set i forhold til antal personer i de erhvervsaktive aldersgrupper. Det ses af Figur 10 , at denne størrelse stiger i de kommende år og topper i år 2040 på et niveau, der er 30 pct. højere end i 2000. Her­efter falder for­sørgerbrøken lidt, men stabiliseres på et niveau, der er omkring 20 procent højere end niveauet i 2000 i resten af århundredet.

I DREAM kan der defineres endnu en forsørgerbrøk, som kommer tættere på at illustrere demografiens betydning for udviklingen i antallet af potentielt forsørgede i forhold til antallet af potentielle forsørgere. Dette mål kaldes den korrigerede forsørgerbrøk og er defineret som

I modsætning til den demografiske forsørgerbrøk tager den korrigerede forsørgerbrøk højde for, at forskydningerne mellem befolkningsgrupperne kan påvirke forholdet mellem det potentielle antal forsørgede og det potentielle antal forsørgere. Det sker ved beregningen af antallet af personer i arbejdsstyrken. Ved beregningen af dette tal tages udgangspunkt i den andel af en given aldersgruppe, et givet køn og en given befolkningsgruppe, der i 2000 var i arbejdsstyrken. Fremskrivningen af arbejdsstyrken tager således højde for, at indvandrere og efterkommere generelt har en lavere erhvervsfrekvens end den resterende befolkning. Det betyder, at når indvandrere og efterkommeres andel af befolkningen stiger, så falder den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for befolkningen som helhed, og den korrigerede forsørgerbrøk stiger.

I Figur 10 er udviklingen i den korrigerede forsørgerbrøk vist sammen med udviklingen i den demografiske forsørgerbrøk. Det ses, at stigningen i den korrigerede forsørgerbrøk er større end i den demografiske, hvilket afspejler forskydningen mellem befolkningsgrupperne. Den korrigerede forsørgerbrøk vokser med 33 procent frem til 2039, hvorefter der er et mindre midlertidigt fald. Herefter stabiliseres den korrigerede forsørgerbrøk på et niveau, der er 28 procent højere end niveauet i 2000.

Den rene demografiske aldringseffekt betyder, at det langsigtede niveau for den demografiske forsørgerbrøk er 21 procent højere end niveauet i 2000. Den demografiske aldring er derfor et permanent fænomen. Alligevel er det langsigtede niveau noget lavere end det midlertidige toppunkt omkring 2040, der er 30 procent højere end i 1999. Det betyder, at en del af aldringsproblemet er temporært. Udviklingen i den korrigerede forsørgerbrøk bekræfter indtrykket af, at stigningen i forsørgertrykket er et permanent fænomen. Det bemærkes især, at langsigtsniveauet ikke er lavere end det midlertidige toppunkt omkring 2040.

Den lempelse i aldringen, som giver anledning til faldet i den demografiske forsørgerbrøk efter 2040, modsvares i den korrigerede forsørgerbrøk af, at den gennemsnitlige erhvervsfrekvens i økonomien falder, fordi indvandreres og efterkommeres andel af den samlede befolkning stiger. Konklusionen er derfor, at den samlede effekt af forskydningen mellem befolkningsgrupper og den demografiske aldring er, at der heller ikke på langt sigt er udsigt til en reduktion i det forsørgelsesproblem, der følger befolkningsudviklingen. Indretningen af den økonomiske politik skal derfor tage højde for, at den forudsete ændring er af permanent karakter. 

Det er muligt at definere et simpelt mål, der medtager flere forhold, når forholdet mellem potentielt forsørgede og potentielle forsørgere skal måles. Det er mest oplagt at måle antallet af potentielt forsørgede i forhold til arbejdsomfanget, dvs. i forhold til antallet af udførte arbejdstimer. Derved tages der både hensyn til ændringer i den gennemsnitlige årlige arbejdstid og til udviklingen i ledigheden.

Figur 10. Mål for forsørgertryk

I relation til analysens økonomiske resultater bør man være opmærksom på, at tendensen til faldende årlig arbejdstid for de beskæftigede er antaget at ophøre. Det betyder, at aktivitet og skattebaser er forøget i forhold til en situation, hvor tendensen til fald i den årlige arbejdstid var fastholdt. Denne forudsætning har som konsekvens, at det offentlige finansieringsproblem bliver mindre, end det ville have været, hvis arbejdstiden havde været antaget faldende.

fortsættes på næste side

Fodnoter

[15] Da DREAMs befolkningsprognosemodel afviger fra Tænketankens, har det været nødvendigt at lave et sæt af forudsætninger, der sikrer, at nærværende prognose har samme befolkningsudvikling som den, der er præsenteret i "Befolkningsudviklingen 2001 – 2021 – mulige udviklingsforløb". DREAMs befolkningsprognosemodel og den anvendte metode er præsenteret i appendiks 1.