Luk

Udlændinges integration i det danske samfund

Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark

Kolofon

Titel:Udlændinges integration i det danske samfund
Udgiver: Indenrigsministeriet.
Ansvarlig institution: Indenrigsministeriet.
Copyright: Indenrigsministeriet.
Emneord: Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, Integration, Udlændinge, Indvandrere, Efterkommere, Arbejdsmarkedet, Indenrigsministeriet, Diskrimination, Erik Bonnerup
Resumé:

Indenrigsministeren nedsatte i november 2000 en Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark. "Udlændinges integration i det danske samfund" er Tænketankens første udspil.

Tænketanken belyser i denne rapport, i hvilket omfang udlændinge er integreret i det dansk samfund.

Ud fra 7 opstillede mål for en vellykket integration af udlændinge vurderer Tænketanken, at de fleste mål generelt ikke er opfyldt. Det gælder både integration på det social- og kulturelle område. Især på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet er der behov for en skærpet indsats for at integrere udlændinge i det dansk samfund. Lykkedes integrationen ikke, vil vi opleve et voksende pres på velfærdsamfundets økonomi og sandsynligvis et samfund med mangel på arbejdskraft.

Sprog: dansk
Den elektroniske versions ISBN: 87-91118-05-0
Den trykte versions ISBN: 87-91118-06-9
Version: 1.0
URL: http://www.inm.dk/index_udlaendingeomr/udlaendeinge_index.html
Dato: 2001-08-09
Format: html, gif, jpeg, css.
Inventarliste: index.htm, indhold.htm, kap01.htm, kap02.htm, kap02_1.htm, kap03.htm, kap04.htm, kap04_1.htm, kap05.htm, kap06.htm, kap07.htm, kap07_1.htm, kap08.htm, kap08_1.htm, kap09.htm, bila.htm, litt.htm, kolofon.htm, ren.htm, inm.css, fors.jpg, wwwbag.jpg, krone2.gif, spacegif.gif, s100.jpg, s107.gif, s108.gif, s109.jpg, s23.jpg, s33.jpg, s39.gif, s41.gif, s50.jpg, s55.gif, s59.gif, s60.jpg, s7.jpg, s70.jpg, s79.gif, s82.gif, s86.jpgg

Publikationen kan købes ved henvendelse til:

Statens Information
Publikationsafdelingen
Kigkurren 10
2300 København S
Tlf.: 33 37 92 28
E-mail: sp@si.dk

Redaktionen er afsluttet juni 2001

Udlændinges integration i det danske samfund

Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark

Resume:

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1 Tænketankens opgaver og sammensætning
1.2 Rapportens formål og opbygning

2. Kommenteret sammenfatning

2.1 Indledning
2.2 Integrationens nødvendighed
2.3 Fokus på indvandrere fra tredjelande
2.4 Syv kriterier for vellykket integration
2.5 Danskkundskaber og uddannelse
2.6 Beskæftigelse og selvforsørgelse
2.7 Andre aspekter af vellykket integration
2.8 Fravær af diskrimination
2.9 Kontakt mellem udlændinge og danskere
2.10 Deltagelse i det politiske liv
2.11 Grundlæggende værdier og normer

3. Uddannelse og danskkundskaber

3.1 Sammenfatning
3.2 Indvandreres uddannelse
3.3 Overgange og frafald
3.4 Danskkundskaber

4. Integration på arbejdsmarkedet

4.1 Sammenfatning
4.2 Definitioner og generel arbejdsmarkedsstatistik
4.3 Arbejdsmarkedstilknytning over tid
4.4 Arbejdsmarkedstilknytning opdelt på baggrundsfaktorer
4.5 Kvalifikationer og jobniveau

5. Selvforsørgelse

5.1 Sammenfatning
5.2 Definitioner og statistikgundlag
5.3 Modtagere af indkomsterstattende ydelser
5.4 Indkomsterstattende ydelser opdelt efter ordning
5.5 Langvarige ydelser

6. Diskrimination

6.1 Sammenfatning
6.2 Begreberne forskelsbehandling og diskrimination
6.3 Diskrimination på arbejdsmarkedet
6.4 Subjektivt oplevet diskrimination
6.5 Lovgivningen mod diskrimination

7. Kontakt i hverdagen

7.1 Sammenfatning
7.2 Vielser mellem udlændinge og danskere
7.3 Den øvrige kontakt i hverdagen
7.4 Udlændinges og danskeres holdning til kontakt i hverdagen
7.5 Udlændinges bosætning, dagpasning og skolegang

8. Politisk deltagelse

8.1 Sammenfatning
8.2 Udlændinges indflydelseskanaler og valgdeltagelse
8.3 Medlemskab af repræsentative organer
8.4 Medlemskab af politiske partier, interesseorganisationer og foreninger

9. Grundlæggende værdier og normer

9.1 Sammenfatning
9.2 Ligestilling mellem mænd og kvinder
9.3 Kriminalitet

Bilag A. Definition af integration

A.1 Integration – En teoretisk definition
A.2 Integration – En politisk definition

Litteratur

• Indholdsfortegnelse
• Kolofon

1. Indledning

1.1 Tænketankens opgaver og sammensætning

Indenrigsministeren nedsatte i november 2000 en Tænketank om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, der bl.a. skal belyse udlændinges integration i det danske samfund, analysere den fremtidige udvikling i antallet af udlændinge og behandle de samfundsmæssige konsekvenser af denne udvikling.

Tænketanken har som sin første opgave valgt at udarbejde denne rapport om udlændinges integration i det danske samfund. I efteråret 2001 vil Tænketanken bl.a. fremlægge to rapporter, der dels belyser den fremtidige udvikling i antallet af udlændinge, dels belyser problemerne vedrørende udlændinges integration på arbejdsmarkedet.

Tænketanken har følgende sammensætning:

• Direktør Erik Bonnerup (formand)
• Medlem af Borgerrepræsentationen Naser Khader
• Direktør Bjarne Pedersen
• Professor Poul Chr. Matthiessen
• Socialdirektør Jane Torpegaard

Indenrigsministeriet er sekretariat for Tænketanken. Sekretariatet for denne rapport om udlændinges integration i det danske samfund har bestået af kontorchef Henrik Kyvsgaard, specialkonsulent Henrik Torp Andersen, specialkonsulent Thomas Mortensen, fuldmægtig Lars Rahbek Nielsen, fuldmægtig Benjamin Holst, fuldmægtig Jane Hørby Christensen og fuldmægtig Camilla Niebuhr-Jørgensen.

1.2 Rapportens formål og opbygning

Formålet med denne rapport er at belyse, i hvilket omfang udlændinge er integreret i det danske samfund.

Rapporten indledes med en kommenteret sammenfatning, hvori der bl.a. opstilles syv mål for en vellykket integration af udlændinge. De følgende kapitler indeholder på denne baggrund analyser af, om det danske samfund har nået de enkelte mål for vellykket integration. Analyserne bygger på statistiske data fra Danmarks Statistik samt eksisterende undersøgelser om udlændinges integration. På områder, hvor den nødvendige viden mangler, peges der på behovet for yderligere undersøgelser.

Tænketanken vil gerne benytte lejligheden til at takke for værdifulde bemærkninger til vores oprindelige oplæg om integration fra: Forskningschef Hans Hummelgaard (Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut), forkvinde Azam Javadi (Rådet for Etniske Minoriteter), generalsekretær Andreas Kamm (Dansk Flygtningehjælp), professor Peter Nannestad (Aarhus Universitet) og professor Lise Togeby (Aarhus Universitet).

Vi har naturligvis det fulde ansvar for denne rapports vurderinger, analyser og konklusioner.

I flere af de bemærkninger, som vi har modtaget, peges der på, at det er vanskeligt at opstille kulturelle mål for en vellykket integration. Vi er opmærksomme på disse vanskeligheder, men vurderer, at det må indgå i målene for en vellykket integration, at udlændinge tilslutter sig og efterlever nogle grundlæggende værdier og normer i Danmark. Derimod er det efter vores opfattelse ikke målet for en vellykket integration, at der sker en kulturel assimilation, dvs. at udlændinge opgiver deres oprindelige kultur, herunder eksempelvis deres religion, påklædning eller madkultur.

2. Kommenteret sammenfatning

2.1 Indledning

Denne rapport har til formål at skabe et klarere billede af, hvor langt vi i Danmark er kommet med udlændinges integration, og dermed også hvor stort efterslæbet er. Rapporten bygger på de syv kriterier for vellykket integration, som vi har opstillet i afsnit 2.4 nedenfor.

I rapporten har vi forsøgt at samle og præsentere den nyeste statistik og de bedste eksisterende undersøgelser om integrationen af udlændinge i det danske samfund. På flere punkter er der tale om nye kombinationer af de data, der er til rådighed. På områder, hvor den nødvendige viden mangler, efterlyses nye undersøgelser.

Det er vores håb, at rapporten vil bidrage til, at debatten om integration kan føres på et sagligt grundlag af viden og fakta. Derfor har vi bestræbt os på at give en så nøgtern og objektiv status over integrationen som muligt. Rapporten indeholder således kun få vurderinger af årsagerne til de problemer, der findes, og den rummer ikke direkte politiske anbefalinger.

Størrelsen af de kommende års samlede integrationsopgave afhænger endvidere af den årlige nettoindvandring. Vi udsender derfor til efteråret en rapport om den fremtidige udvikling i antallet af udlændinge. Rapporten vil bygge på nye og mere detaljerede prognoser fra Danmarks Statistik.

Da deltagelse på arbejdsmarkedet efter vores opfattelse er den vigtigste forudsætning for en vellykket integration, vil vi til efteråret præsentere en rapport om udlændinges integration på arbejdsmarkedet. Rapporten vil fokusere på de barrierer, der vanskeliggør denne integration, og indeholde forslag, der kan fjerne eller i hvert tilfælde formindske disse barrierer.

2.2 Integrationens nødvendighed

Danmark står i de kommende år over for en stor opgave med at integrere udlændinge bedre i samfundet. Det gælder både de udlændinge, der allerede bor her, og dem, der kommer hertil i de kommende år, fx som flygtninge eller via familiesammenføring. Løser vi opgaven tilfredsstillende, vil det øge beskæftigelsen og nedbringe de offentlige sociale udgifter. Lykkes det ikke, får vi et samfund med et voksende pres på velfærdssamfundets økonomi, samtidig med at vi risikerer et samfund med mangel på arbejdskraft.

Desværre viser de hidtidige erfaringer, at mange indvandrere fra de såkaldte tredjelande - dvs. lande uden for Norden, EU og Nordamerika - ikke har været i stand til at komme i arbejde, og indvandringen kommer i disse år primært fra sådanne tredjelande. Det er for svært at komme ind på det danske arbejdsmarked, hvis man kommer som indvandrer med meget begrænset skolegang og uddannelse, uden danskkundskaber og uden de kulturelle eller sociale kompetencer, som er gangbare på det danske arbejdsmarked.

Manglen på arbejdskraft vil formentlig gøre det lettere, og en massiv satsning på sprogundervisning og uddannelse vil også afhjælpe en del af problemet. Men ingen af delene løser alene indvandrernes problemer med at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Man kommer derfor ikke uden om også at se på indretningen af velfærdssystemet og arbejdsmarkedet, hvis integrationsopgaven for alvor skal lykkes. Ændringer, der styrker især lavtuddannedes muligheder for og incitamenter til at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi vil gerne understrege, at det ikke alene er indvandringen, der nødvendiggør dette, men behovet bliver forstørret og dermed aktualiseret af den voksende gruppe af udlændinge med ingen eller kort uddannelse. Det er således en realitet, at det danske velfærdssystem er blandt de mest udsatte, fordi de fleste af vores velfærdsordninger bygger på, at alle med bopæl i landet generelt har ret til skattefinansierede ydelser, uanset deres tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet.

2.3 Fokus på indvandrere fra tredjelande

Udlændinge og danskere kan afgrænses på forskellige måder. I denne rapport benyttes de gængse statistiske definitioner af udlændinge, der er bosat i Danmark, hvor udlændinge afgrænses som indvandrere og efterkommere. Den del af befolkningen i Danmark, som hverken er indvandrere eller efterkommere, betegnes danskere.

• En indvandrer er en person, der er født i udlandet, og hvis forældre begge (eller den ene, hvis der ikke findes oplysninger om den anden) er udenlandske statsborgere eller født i udlandet^[1]. Gruppen omfatter såvel familiesammenførte udlændinge som flygtninge samt både danske og udenlandske statsborgere.
• En efterkommer er en person, der er født i Danmark af forældre, hvoraf ingen er både dansk statsborger og født i Danmark^[2]. Gruppen omfatter både danske og udenlandske statsborgere.
• En dansker er en person, hvor mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark - uanset eget fødeland og statsborgerskab. De relativt få 3.- og 4.-generationsindvandrere, der findes, indgår således som danskere, hvis mindst én af forældrene er dansk statsborger og født i Danmark.

Tabel 2.1 viser antallet af indvandrere og efterkommere i Danmark og deres fordeling på oprindelsesland.

Vi har valgt at fokusere på de udlændinge, der kommer fra tredjelande, dvs. lande uden for Norden, EU og Nordamerika. Valget skyldes for det første, at næsten tre ud af fire udlændinge er kommet fra tredjelande, og at det også er herfra, en stor del af den fremtidige indvandring må forventes at komme. For det andet kommer udlændinge fra Norden, EU og Nordamerika fra lande, der økonomisk og kulturelt ligner Danmark. Disse udlændinge er generelt godt integreret i det danske samfund.

I gruppen af udlændinge fra tredjelande vil denne rapport på en række punkter koncentrere sig om indvandrerne. Der er ganske vist en stor gruppe efterkommere fra tredjelande (ca. 76.000), men 19 ud af 20 er børn og unge under 15 år. Den 1. januar 2001 var der således kun 3.566 efterkommere i alderen 25-66 år. På grund af det relativt begrænsede antal efterkommere fra tredjelande giver det endnu ikke mening at vurdere, hvorvidt det vil lykkes for efterkommerne fx at få bedre fodfæste på arbejdsmarkedet end forældregenerationen.

2.4 Syv kriterier for vellykket integration

Både i debatten og forskningen om integration af udlændinge lever to hovedopfattelser af begrebet side om side. Én, der primært vurderer integrationsprocessen ud fra en kulturel synsvinkel, altså som mødet mellem grupper med forskellige værdier og normer. Og én, der lægger vægten på forskellene mellem gruppernes sociale forhold, fx deres beskæftigelse, uddannelse og deltagelse i det politiske liv.

Begge synsvinkler hører med til et helhedsbillede af integrationen. Derfor indgår der både kulturelle og sociale elementer i vores syv kriterier for vellykket integration. Men det er efter vores opfattelse følgende sociale forhold, der er afgørende for, at man kan tale om en vellykket integration: Uddannelse, beskæftigelse og selvforsørgelse. Derfor behandles disse temaer først og mest udførligt i rapporten.

På denne baggrund har vi - i uprioriteret rækkefølge - opstillet syv mål for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund^[3]:

• Danskkundskaber og uddannelse: Indvandrere skal have så gode danskkundskaber, at de kan fungere på arbejdsmarkedet og i samfundslivet. Derudover skal de mindst have et uddannelsesniveau, som gør, at de kan klare sig på arbejdsmarkedet. Efterkommere skal have samme danskkundskaber og samme uddannelsesniveau som danskere.
• Beskæftigelse: Udlændinge skal være i beskæftigelse i samme omfang som danskere. Efterkommere skal i samme grad som danskere have et arbejde, der svarer til deres kvalifikationer. For indvandrere kan dette først forventes, når de har opholdt sig i Danmark i en længere periode.
• Selvforsørgelse: Udlændinge skal i samme grad som danskere forsørge sig selv uden indkomstoverførsler fra staten og kommunerne.
• Fravær af diskrimination: Udlændinge må ikke diskrimineres på arbejdsmarkedet eller i samfundslivet i øvrigt på grund af deres race, hudfarve, afstamning, køn, alder, nationale eller etniske oprindelse.
• Kontakt mellem udlændinge og danskere i hverdagen: Der skal være kontakt mellem danskere og udlændinge - det være sig i form af ægteskaber, som kolleger eller gennem almindelig kontakt i hverdagen.
• Deltagelse i det politiske liv: Udlændinge skal i samme grad som danskere deltage i det politiske liv, fx som vælgere, folkevalgte og medlemmer af foreninger og brugerbestyrelser. Det er dog kun danske statsborgere, der kan opstille og stemme ved valg til Folketinget og Europa-Parlamentet.
• Grundlæggende værdier og normer: Udlændinge skal tilslutte sig og efterleve nogle grundlæggende værdier og normer i Danmark. Til disse værdier og normer hører respekt for folkestyret og borgernes frihedsrettigheder, overholdelse af landets love, medbestemmelse, anerkendelse af menneskers lige rettigheder samt tolerance over for andres værdier og normer.

I det følgende opsummeres rapportens vurderinger af, hvor langt integrationen er nået på disse syv områder. Vores samlede vurdering er, at man er ganske langt fra målet. Vurderingen bygger især på, at indvandrerne fra tredjelande ligger betydeligt under niveauet i resten af befolkningen, når det gælder uddannelse, beskæftigelse og selvforsørgelse. Både på disse og andre områder er der dog mange eksempler på vellykket integration af udlændinge. Men den samlede status over integrationen af udlændinge er negativ.

2.5 Danskkundskaber og uddannelse

Gode danskkundskaber vil for mange udlændinge være adgangsbilletten til en vellykket integration. Sproget er ofte forudsætningen for at få et arbejde og for at kunne klare en dansk uddannelse. Hertil kommer, at et godt dansk letter den sociale kontakt med danskere.

For flertallet af indvandrere fra tredjelande lever danskkundskaberne ikke op til målet om at kvalificere til arbejdsmarkedet og samfundslivet. En interviewundersøgelse af 3.615 udlændinge fra otte af de største indvandringslande har vist, at kun ca. 4 ud af 10 indvandrere taler ”flydende” eller ”godt” dansk. Blandt kvinderne er andelen, der taler ”dårligt” dansk, 38 pct. mod 29 pct. af de udenlandske mænd. Efterkommere er væsentligt bedre til dansk, idet 80 pct. taler sproget godt eller flydende. Men der er stadig et stykke vej til at opfylde målet om, at alle efterkommere skal beherske det danske sprog.

Indvandreres uddannelsesniveau må vurderes som en kombination af deres medbragte uddannelse og den uddannelse, de har taget i Danmark. Begge typer uddannelse styrker generelt deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Men der er en tendens til, at det især er danske kompetencegivende uddannelser, der forbedrer indvandrernes muligheder på det danske arbejdsmarked. Meget tyder på, at indvandrere i mange tilfælde ikke kan drage tilstrækkelig fordel af deres medbragte uddannelse. Dette vil blive behandlet nærmere i vores rapport om udlændinges integration på arbejdsmarkedet.

De erhvervsfaglige og de videregående uddannelser kaldes samlet for erhvervskompetencegivende uddannelser. 62 pct. af danske mænd og 56 pct. af danske kvinder har en sådan uddannelse. Blandt indvandrerne fra tredjelande er de tilsvarende tal 44 pct. og 38 pct., når man både medregner danske og medbragte uddannelser. Kun hhv. 28 pct. og 19 pct. af de mandlige og kvindelige indvandrere fra tredjelande har taget en dansk uddannelse, der er erhvervskompetencegivende. På dette punkt er indvandrerne altså betydeligt ringere rustet til arbejdsmarkedet end danskere. De indvandrere fra tredjelande, der har taget en dansk uddannelse, har typisk opholdt sig mindst 8-10 år i Danmark, før de fik en kompetencegivende uddannelse.

De indvandrere fra tredjelande, der tager en dansk uddannelse, følger tilsyneladende godt med til et vist niveau i uddannelsessystemet. 86 pct. af dem, der tager grundskolen, fortsætter på en ungdomsuddannelse. Og næsten 90 pct. af indvandrerne fortsætter i uddannelsessystemet efter gymnasial uddannelse. Indvandrerne fra tredjelande har dog en noget højere frafaldsprocent end danskerne, især på de videregående uddannelser. På kandidatuddannelser er fuldførelsesprocenten således kun 55 pct. mod 71 pct. for hele befolkningen.

2.6 Beskæftigelse og selvforsørgelse

Det kan næppe overvurderes, hvor meget en fast tilknytning til arbejdsmarkedet betyder for udlændinges integration i Danmark. Et arbejde giver den enkelte mulighed for at forsørge sig selv og forbedre sine levevilkår – og dermed også få både større selvværd og anseelse i samfundet. Samtidig er arbejdspladsen også den bedste ”sprog- og integrationsskole” og nok det vigtigste mødested for udlændinge og danskere. Det er også især her, at udlændinge og danskere møder hinanden og dermed får mulighed for at danne sig et mere nuanceret billede af hinandens kultur og baggrund i øvrigt.

Desværre er vi langt fra at opfylde målsætningen om en ligelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Mens fire ud af fem danskere deltager i arbejdsstyrken, er det kun godt hver anden udlænding fra tredjelande (53 pct.). Der er altså en meget stor gruppe udlændinge, der står helt uden for arbejdsmarkedet. Men også blandt dem, der er på arbejdsmarkedet, er der både markant flere arbejdsløse udlændinge fra tredjelande end danskere (19 pct. mod 4 pct.) og flere i støttet beskæftigelse som jobtræning, puljejob og revalidering (6 pct. mod 1 pct.). Af hele gruppen af udlændinge fra tredjelande i alderen 25-66 år er kun 37 pct. i ordinær, dvs. ustøttet beskæftigelse. For danskere er tallet det dobbelte, 75 pct. Skal udlændinges beskæftigelsesfrekvens op på danskernes niveau, svarer det til, at omkring 50.000 udlændinge fra tredjelande yderligere skal i ordinær beskæftigelse.

Der er betydelige variationer i udlændingenes tilknytning til arbejdsmarkedet, afhængig af køn, uddannelse, opholdstid, oprindelse, årsag til indvandring og alder ved indvandring. Det er især tydeligt, at færre kvinder end mænd fra tredjelande er i arbejde (hhv. 36 pct. og 50 pct.), og at udlændinge fra lande som Somalia, Afghanistan og Irak har markant svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end fx thailændere og vietnamesere. Mindre end hver fjerde mand og hver tiende kvinde fra de tre førstnævnte lande er i arbejde.

Chancen for at komme i arbejde stiger, jo mere uddannelse udlændingene har medbragt eller taget i Danmark, og jo længere tid de har været i landet. En undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed peger dog på, at det med tiden er blevet sværere for nytilkomne indvandrere at komme ind på det danske arbejdsmarked.

For at tale om vellykket integration er det imidlertid ikke nok, at beskæftigelsesfrekvensen for udlændinge kommer op på danskernes niveau. Det må også kræves, at udlændingene i samme grad som danskere får job på et niveau, der svarer til deres kvalifikationer. Her viser nye tal fra Danmarks Statistik, at det langt fra er tilfældet i dag. Blandt højtuddannede indvandrere fra tredjelande er 1 pct. topledere og 33 pct. lønmodtagere på højeste niveau^[4]. De tilsvarende tal for de højtuddannede danskere er 6 pct. topledere og 50 pct. lønmodtagere på højeste niveau.

Udlændinges løsere tilknytning til arbejdsmarkedet viser sig også tydeligt i statistikkerne over modtagere af indkomstoverførsler fra det offentlige. Udlændinge har typisk ikke et forsørgelsesgrundlag, når de kommer til landet, og derfor er det forventeligt, at nyankomne udlændinge er overrepræsenterede blandt modtagere af indkomstoverførsler i forhold til deres andel af befolkningen.

Men også i gruppen af 25-66-årige indvandrere fra tredjelande, der har boet i Danmark i mere end tre år, er andelen, der i løbet af 1999 har modtaget en eller anden form for såkaldt ”indkomsterstattende ydelse”, meget stor, nemlig 76 pct. svarende til omkring 80.000 personer. For 25-66-årige danskere er tallet 42 pct. Tallene omfatter både personer, som modtog en ydelse få dage i 1999, og personer, som modtog en ydelse i hele 1999.

Der er således meget langt til integrationsmålet om en ligelig grad af selvforsørgelse mellem danskere og udlændinge.

Dertil kommer, at udlændinge i væsentlig højere grad end danskere modtager indkomstoverførsler, der knytter sig til det sociale system, fx kontanthjælp, revalidering og kommunal aktivering. Hele 59 pct. af de udlændinge fra tredjelande, der i 1999 modtog en midlertidig ydelse, modtog en af disse tre typer overførsler. Det svarer til i alt omkring 50.000 personer. For danskere er tallet 14 pct., svarende til omkring 110.000 personer. Det afspejler, at udlændinge fra tredjelande har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet end danskere.

2.7 Andre aspekter af vellykket integration

Som nævnt mener vi, at ovenstående sociale aspekter må veje tungest, når man skal gøre status over integrationen af udlændinge i Danmark. Men med til det samlede billede af integrationen hører også en række andre forhold. Det gælder forekomsten og oplevelsen af diskrimination i hverdagen, sociale relationer til danskerne, deltagelse i det politiske liv og endelig spørgsmålet om, i hvor høj grad integrationen bygger på et sæt af grundlæggende værdier og normer. I det følgende opsummeres de vigtigste resultater af, hvor langt integrationen er nået på disse områder. Fælles for dem er, at datagrundlaget er spinklere, end når det gælder uddannelse, beskæftigelse og selvforsørgelse. Der er således behov for bedre viden om flere af disse aspekter af integrationen.

2.8 Fravær af diskrimination

Ifølge såvel FN"s Racediskriminationskonvention som den danske Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet er det forbudt tilsigtet eller utilsigtet at forskelsbehandle mennesker på baggrund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse. Der findes kun få undersøgelser af omfanget og arten af diskrimination i Danmark. Men de tilgængelige data viser blandt andet:

• At udenlandske unge har vanskeligere ved at få en praktikplads end danske unge. Det kan dog skyldes andre forhold end diskrimination, fx valg af uddannelse.
• At visse grupper af udenlandske kvinder bliver dobbelt diskrimineret på arbejdsmarkedet, dvs. både på grund af etnisk baggrund og køn.
• At en del udlændinge selv føler, at de bliver diskrimineret - på arbejdsmarkedet og i lokalsamfundet. Det gælder især de mest ressourcestærke udlændinge og dem, der har opholdt sig i Danmark i mange år.
• At der er betydelige forskelle mellem, hvor ofte de enkelte nationaliteter oplever diskrimination. Somaliere føler sig fx langt hyppigere diskrimineret end bosniere. To ud af tre somaliere har oplevet at blive råbt efter på gaden. Det har kun hver niende bosnier.

Desuden har Europarådets Kommission mod racisme og intolerance blandt andet sat spørgsmålstegn ved, om den danske lovgivning mod forskelsbehandling og diskrimination er tilstrækkelig effektiv, og om den anvendes flittigt nok.

Vi mener, at Danmark bør signalere over for omverdenen, at spørgsmålet om diskrimination tages alvorligt, i det omfang diskriminationen er konstateret gennem seriøse undersøgelser. Ellers kan det bidrage til mere permanent at ændre Danmarks internationale omdømme, når det gælder behandlingen af etniske minoriteter.

2.9 Kontakt mellem udlændinge og danskere

Det er både en forudsætning for og et naturligt resultat af vellykket integration, at der skabes sociale relationer mellem danskere og udlændinge. Det kan være i form af blandede ægteskaber, som kolleger eller gennem almindelig kontakt i hverdagen.

Det er imidlertid svært at opgøre, hvor langt integrationen er kommet på dette område. Kun for ægteskabernes vedkommende findes der præcise tal. På de øvrige områder bygger vores viden på danskeres og udlændinges egne udsagn i interviewundersøgelser. Og det er nærmest umuligt at finde en passende målestok for graden af kontakt mellem danskere og udlændinge. Der er endvidere mange andre grupper i befolkningen, hvor den indbyrdes kontakt er begrænset, uden at man betragter dét som et samfundsproblem. Endelig er andelen af udlændinge i store dele af landet så lille, at det i sig selv vil have betydning for kontakten i hverdagen.

Vores samlede vurdering er dog, at kontakten mellem danskere og udlændinge stadig er så relativt svag, at man ikke kan kalde integrationen vellykket på dette område. Omvendt viser tallene, at det kun er et fåtal af udlændinge, der lever helt uden social kontakt med danskere.

De tilgængelige tal viser således:

• At knap 30 pct. af de udlændinge fra tredjelande, der blev gift i 1999, giftede sig med danskere (som afgrænset i afsnit 2.3). Næsten halvdelen giftede sig med en person bosat i udlandet, og resten med herboende udlændinge. Der er imidlertid store forskelle afhængig af nationalitet. For udlændinge fra Bosnien-Hercegovina, Somalia, Afghanistan, Irak og Vietnam er andelen med danske ægtefæller mindre end 15 pct.
• At 55 pct. af udlændinge fra otte af de største indvandringslande jævnligt omgås danskere, knap 40 pct. taler af og til med eller er på hilsefod med danskere, mens 8 pct. slet ikke har nogen kontakt med danskere. De yngre udlændinge har flere relationer til danskere end de ældre, mænd flere end kvinder, og beskæftigede flere end ikke-beskæftigede.
• At 27 pct. af udlændinge med børn oplyser, at deres børns venner fortrinsvis er danskere, 63 pct. at børnene har både danske og udenlandske venner, mens 10 pct. svarer, at børnene fortrinsvis har udenlandske venner.
• At 12 pct. af de danske statsborgere oplyser, at de kommer sammen med flygtninge og indvandrere privat - heraf halvdelen dog kun med én flygtning eller indvandrer (eller én flygtninge- eller indvandrerfamilie). Det er de unge og de højest uddannede danskere, der har størst socialt samkvem med udlændinge.

Der kan være mange årsager til, at den sociale kontakt mellem udlændinge og danskere ligger på dette niveau. Det spiller formentlig en rolle, at udlændinge fra tredjelande i høj grad bor koncentreret i og omkring de største byer. Det har betydning for kontakten mellem danskere og udlændinge i lokalsamfundet og i fx daginstitutioner og skoler. I nogle skoler og daginstitutioner er andelen af tosprogede elever og børn med udenlandsk baggrund således meget høj.

2.10 Deltagelse i det politiske liv

Ved at engagere sig i samfundets politiske liv kan udlændinge på lige fod med danskere opnå indflydelse på rammerne om deres eget liv og på samfundsudviklingen generelt. Det indgår derfor som ét af kriterierne for vellykket integration, at udlændinge i samme grad som danskere benytter denne mulighed. Der må dog tages hensyn til, at kun danske statsborgere kan opstille og stemme ved valg til Folketinget og Europa-Parlamentet, og at deltagelse ved kommunale valg kræver mindst tre års permanent opholdstilladelse i Danmark.

Det samlede billede viser, at udlændinges politiske deltagelse er noget lavere end danskeres, men ikke markant lavere. På flere punkter mangler der dog grundigere viden, før en sikker konklusion kan drages. Det gælder blandt andet udlændinges deltagelse i politiske partier, i foreninger samt i brugerdemokratiet. De eksisterende tal og undersøgelser viser:

• At valgdeltagelsen ved de nationale valg er lidt højere for danskere end for udlændinge med dansk statsborgerskab - men tallene er meget usikre.
• At valgdeltagelsen blandt de stemmeberettigede udlændinge ved sidste kommunalvalg i både Århus og Københavns Kommuner lå cirka 10 procentpoint under danskernes valgdeltagelse.
• At andelen af kandidater til Folketinget og Europa-Parlamentet med udenlandsk oprindelse nogenlunde svarer til andelen af stemmeberettigede med udenlandsk oprindelse. Ved kommunalvalgene er udlændinge underrepræsenteret både på opstillingslisterne og blandt de valgte.

2.11 Grundlæggende værdier og normer

Et af målene for en vellykket integration er, at udlændinge tilslutter sig og efterlever nogle grundlæggende værdier og normer i Danmark. Det vil ikke sige, at udlændinge skal opgive deres oprindelige kultur, fx religion, påklædning eller madkultur. Men det betyder, at udlændinge tilslutter sig og efterlever nogle værdier og normer, der er nødvendige for, at de kan deltage på lige fod i arbejdslivet og samfundslivet i øvrigt.

Det må være et krav til danskerne, at der ikke foregår diskrimination af udlændinge. Men ellers behandler rapporten ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang danskerne tilslutter sig og efterlever de samme værdier og normer.

Nogle af de grundlæggende værdier og normer i Danmark må være:

• At alle borgere skal respektere de værdier og normer, der kommer til udtryk i Grundlovens bestemmelser om folkestyre og borgernes frihedsrettigheder. Til borgernes frihedsrettigheder hører religions-, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Desuden indebærer frihedsrettighederne bl.a., at den personlige frihed og ejendomsretten er ukrænkelig.
• At alle borgere skal overholde landets øvrige love.
• At alle borgere skal have medbestemmelse på grundlæggende beslutninger om deres eget liv.
• At alle borgere skal anerkende menneskers lige rettigheder, herunder ligestilling uanset køn, etnisk baggrund eller religion.
• At alle borgere skal vise tolerance over for andres værdier og normer under forudsætning af, at disse værdier og normer ikke krænker ovennævnte grundlæggende værdier og normer i Danmark.

Denne opstilling af grundlæggende værdier og normer er naturligvis ikke udtømmende.

Der foreligger endnu kun få undersøgelser, der belyser, om udlændinge tilslutter sig og efterlever disse værdier og normer. Desuden er det meget vanskeligt at opnå pålidelige resultater på dette område. Det er derfor ikke muligt at give en udtømmende vurdering af, hvorvidt målet er opfyldt.

På tre delområder er der dog indikatorer:

• Ligestilling mellem mænd og kvinder: Interviewundersøgelser foretaget af Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at de interviewede fra hele befolkningen i lidt større omfang end de interviewede udlændinge kan tilslutte sig principper om ligestilling mellem kønnene. Flertallet af såvel de interviewede fra hele befolkningen som de interviewede udlændinge tilkendegiver dog en positiv holdning til ligestilling.
• Kriminalitet: Undersøgelser foretaget af Justitsministeriet og Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at indvandrere og især unge efterkommere har en højere kriminalitetshyppighed end danskere.
• Diskrimination: Diskrimination af udlændinge belyses i kapitel 6 på grundlag af undersøgelser af den faktiske diskrimination og den subjektivt oplevede diskrimination.

Fodnoter

[1] Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, betragtes personen også som indvandrer.

[2] Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og den pågældende er udenlandsk statsborger, betragtes den pågældende også som efterkommer.

[3] Indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i en kort periode, kan dog ikke forventes at være i beskæftigelse og være selvforsørgende i samme omfang som danskere eller have så gode danskkundskaber, at de kan fungere på arbejdsmarkedet eller i samfundslivet.

[4] Topledere omfatter f.eks. minister, kommunaldirektør og administrerende direktør. Lønmodtagere på højeste niveau omfatter f.eks. arkitekt, læge og advokat.

3. Uddannelse og dansk.kundskaber

3.1 Sammenfatning

Et af målene for en vellykket integration af indvandrere er, at de har de nødvendige danskkundskaber til fungere på arbejdsmarkedet og i samfundslivet^[1], og at de får det uddannelsesniveau, der er nødvendigt for at klare sig på arbejdsmarkedet. For efterkommere er målet for vellykket integration, at de har samme uddannelsesniveau og danskkundskaber som danskere^[2].

Gennem uddannelse kan udlændinge opnå de faglige og personlige kompetencer, der er nødvendige for, at de kan komme ind på arbejdsmarkedet. Desuden kan uddannelse give udlændinge bedre danskkundskaber og større viden om danske samfundsforhold, værdier og normer samt den historiske baggrund herfor. Gode danskkundskaber vil ofte være forudsætningen for, at udlændinge kan få en dansk uddannelse og blive integreret på arbejdsmarkedet. Desuden vil gode danskkundskaber fremme kontakten mellem udlændinge og danskere.

Målet om uddannelse og danskkundskaber er ikke opfyldt for indvandrere fra tredjelande, da de følgende afsnit viser:

• At andelen af indvandrere fra tredjelande med en erhvervskompetencegivende uddannelse er betydeligt lavere end andelen blandt danskere. Indvandrernes uddannelsesniveau stiger dog, jo længere tid de har været i Danmark.
• At indvandrere har et højere frafald på erhvervskompetencegivende uddannelser end danskere.
• At indvandrere fra tredjelande i mindre grad end danskere overgår til fortsat uddannelse efter endt folkeskole hhv. ungdomsuddannelse.
• At kun godt 40 pct. af indvandrerne taler flydende eller godt dansk.

3.2 Indvandreres uddannelse

Indvandreres uddannelsesressourcer er en kombination af uddannelse taget i Danmark og uddannelse taget i hjemlandet. Indvandreres danske uddannelse er udelukkende belyst ved at se på den højest fuldførte uddannelse taget i Danmark. Igangværende uddannelse er ikke medtaget i analyserne, da igangværende uddannelse - som følge af frafald på uddannelserne - ikke giver et retvisende billede af indvandrernes uddannelsesniveau.

Der fokuseres på de 25-59-årige indvandrere fra tredjelande. Den nedre aldersgrænse begrundes med, at en stor del af de unge indvandrere under 25 år ikke har fuldført deres uddannelse, mens den øvre aldersgrænse skyldes, at data for medbragt uddannelse bygger på Danmarks Statistiks undersøgelse heraf, hvor den undersøgte gruppe indvandrere var mellem 18 og 59 år (Henrik Mørkeberg, 2000). Uddannelsesniveau opdeles gennem hele analysen i 4 kategorier: Grundskole, gymnasiale uddannelser, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser. I det følgende sondres der endvidere mellem danske og udenlandske uddannelser.

Indvandreres uddannelse er belyst i tabellen nedenfor^[3].

Af tabel 3.1 fremgår det, at kun henholdsvis 28 pct. af de mandlige indvandrere fra tredjelande mellem 25 og 59 år og 19 pct. af de kvindelige indvandrere fra tredjelande mellem 25 og 59 år har taget en dansk uddannelse.

Ses der bort fra, hvor den højest fuldførte uddannelse er erhvervet, har henholdsvis 44 pct. mandlige og 38 pct. kvindelige indvandrere fra tredjelande en erhvervskompetencegivende uddannelse^[4],^[5] mod henholdsvis 62 pct. og 56 pct. for danske mænd og kvinder.

Tallene i tabel 3.1 tyder på, at denne forskel primært skyldes, at flere danskere tager en erhvervsfaglig uddannelse, mens indvandrerne fra tredjelande i højere grad stopper deres uddannelse efter studentereksamen. Danskere er dermed uddannelsesmæssigt generelt noget bedre rustet til arbejdsmarkedet end indvandrere fra tredjelande. Hertil kommer, at kvaliteten af uddannelser erhvervet i et tredjeland er svær at vurdere, hvorfor arbejdsgivere kan være tilbageholdende med at ansætte indvandrere udelukkende på baggrund af medbragt uddannelse.

I det følgende belyses det, om indvandreres opholdstid i Danmark har betydning for deres uddannelsesniveau, for så vidt angår dansk uddannelse.

Analysen af opholdstid viser ikke overraskende en positiv sammenhæng mellem opholdstid og dansk uddannelsesniveau. Især sker der en markant stigning i andelen af indvandrere med en erhvervskompetencegivende uddannelse efter 8-10 års ophold i Danmark. Det tager tid at erhverve sig de sproglige og sociale kompetencer, det kræver at gennemføre en dansk uddannelse.

3.3 Overgange og frafald

Andelen af personer, der fortsætter i uddannelsessystemet efter endt grundskole, er belyst i tabellen nedenfor.

Det fremgår af tabellen, at befolkningen som helhed lever op til regeringens målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal fortsætte på en ungdomsuddannelse i forlængelse af grundskolen.

Indvandrere fra tredjelande klarer sig relativt godt. 86 pct. af indvandrerne fortsætter efter grundskolen.

Overgangene fra almengymnasiale og erhvervsgymnasiale ungdomsuddannelser vises nedenfor. Det ses af tabel 3.4, at indvandrere fra tredjelande klarer sig dårligere end hele befolkningen. Danskere fortsætter således i højere grad end indvandrere fra tredjelande i uddannelsessystemet efter endt ungdomsuddannelse. Det ses dog også, at forskellene er små, idet næsten 90 pct. af indvandrergruppen overgår til fortsat uddannelse efter endt almen- eller erhvervsgymnasial uddannelse.

I de foregående afsnit er indvandreres og efterkommeres overgangshyppigheder blevet belyst. Analyser af overgangshyppigheder kan ikke stå alene. Det skyldes, at der er forskel på at påbegynde en uddannelse og færdiggøre en uddannelse. Frafald i uddannelsessystemet belyses derfor nedenfor.

Danskere er overalt bedre til at gennemføre uddannelser end indvandrere fra tredjelande. Det ses endvidere, at indvandrere fra tredjelande særligt har svært ved at fuldføre videregående uddannelser. Det peger i retning af, at længerevarende boglige uddannelser er sværere at tage for indvandrere fra tredjelande end kortere og mere erhvervsrettede uddannelser. En forklaring herpå kan være, at længerevarende videregående uddannelser stiller større krav til sproglige kompetencer end mere erhvervsrettede uddannelser.

3.4 Danskkundskaber

Indvandreres danskkundskaber belyses på baggrund af en interviewundersøgelse foretaget for Rockwool Fondens Forskningsenhed (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen (red.), 2000). Undersøgelsen omfatter ikke-vestlige indvandrere fra otte af de største nationaliteter^[6]. Nedenstående tabel er baseret på interviewernes vurdering af de interviewedes danskkundskaber.

Tabel 3.6 viser, at blandt både mænd og kvinder taler kun ca. 4 ud af 10 ikke-vestlige indvandrere flydende eller godt dansk. Det ses endvidere, at andelen, der taler dårligt dansk, er højere blandt kvinderne end blandt mændene.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har i deres analyse opdelt ikke-vestlige indvandrere efter deres ankomstalder. Denne opdeling viser, at der er markant forskel på indvandreres danskkundskaber, alt efter hvor gamle de er, når de kommer til Danmark. Indvandrere, som var 12 år eller yngre ved ankomsten, har meget bedre danskkundskaber end indvandrere, som var 13 år eller ældre ved ankomsten til Danmark.

Fodnoter

[1] Indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i en kort periode, kan dog ikke forventes at have så gode danskkundskaber, at de kan fungere på arbejdsmarkedet eller i samfundslivet.

[2] Antallet af 25-59-årige efterkommere fra tredjelande var 2.099 den 1. januar 1999, og heraf havde 971 personer en erhvervskompetencegivende dansk uddannelse. Dette svarer til, at ca. 46 pct. af alle 25-59-årige efterkommere fra tredjelande har fuldført en erhvervskompetencegivende dansk uddannelse. På grund af den relativt lille population af 25-59-årige efterkommere fra tredjelande behandles efterkommernes uddannelse ikke yderligere i kapitlet. Hvad angår danskkundskaber, viser ”Integration i Danmark omkring årtusindskiftet” fra Rockwool Fondens Forskningsenhed (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen (red.), 2000), at kun 80 pct. af efterkommerne taler flydende eller godt dansk (se afsnit 3.4 for uddybende information om undersøgelsen af danskkundskaber).

[3] Første del af tabellen om indvandreres medbragte uddannelse er baseret på en undersøgelse gennemført af Danmarks Statistik. Denne undersøgelse bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt de indvandrere, som den 1. januar 1999 var i alderen 18-59 år, og som var 16 år eller derover på indvandringstidspunktet. Indvandrere, som ifølge Danmarks Statistiks uddannelsesregister på dette tidspunkt havde fået en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, er dog ikke medtaget i undersøgelsen. Der blev i september måned 1999 udsendt et spørgeskema til denne målgruppe, som omfattede 159.029 indvandrere. 6.848 af disse udgik af undersøgelsen. De fleste, fordi de ikke kunne opspores på den senest opgivne adresse, eller fordi de i mellemtiden havde fået ny adresse i udlandet. Fra de 152.181 indvandrere, som modtog et spørgeskema, blev der modtaget gyldige besvarelser fra 75.560 personer (49,7 pct.). Danmarks Statistik har forsøgt at tage højde for dette bortfald. Det bemærkes dog, at den anvendte metode sandsynligvis bevirker, at omfanget af medbragt uddannelse overvurderes.

[4] Beregningen af det samlede uddannelsesniveau er udført ved at konstruere en totalpopulation. Dette er muligt, da ingen er opført under begge uddannelseskategorier, hvilket er sikret ved, at kun personer uden registreret dansk uddannelse har modtaget et spørgeskema om medbragt uddannelse.

[5] Blandt erhvervskompetencegivende uddannelser regnes i denne publikation videregående uddannelser og erhvervsfaglige uddannelser.

[6] Undersøgelsen bygger på 3.615 gennemførte interviews blandt 16-70-årige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter (Eks-Jugoslavien, Iran, Libanon, Pakistan, Polen, Somalia, Tyrkiet og Vietnam) gennemført fra november 1998 til juli 1999. Svarprocenten er 57,8 pct. Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderer dog, at svarpersonerne har nogenlunde samme fordeling på køn, alder, civilstand, arbejdsmarkedstilknytning og indkomst som alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra de otte nationaliteter. Tallene for efterkommere er nævnt indledningsvis i dette kapitel.

4. Integration på arbejdsmarkedet

4.1 Sammenfatning

Det er helt afgørende for udlændinges integration i det danske samfund, at udlændinge er i beskæftigelse og får et arbejde, som svarer til deres kvalifikationer. Arbejde giver den enkelte mulighed for at forsørge sig selv og forbedre sine levevilkår. Desuden kan udlændinge gennem arbejde opnå faglig udvikling, bedre danskkundskaber samt øget viden om danske samfundsforhold, værdier og normer. Når udlændinge er i beskæftigelse, får danskere ligeledes mulighed for at danne sig et mere nuanceret billede af udlændinges baggrund og kultur.

Et af målene for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund må derfor være, at udlændinge i samme omfang som danskere er i beskæftigelse^[1].

For efterkommere må målet endvidere være, at de i samme grad som danskere har et arbejde, der svarer til deres kvalifikationer. For indvandrere kan dette først forventes, når de har opholdt sig i Danmark i en længere periode.

Den første målsætning er fælles for indvandrere og efterkommere, hvorfor de to grupper behandles under ét. Den anden målsætning behandles kun for indvandrere. Baggrunden herfor er, at gruppen af efterkommere fra tredjelande på det danske arbejdsmarked endnu er meget lille. Den 1. januar 1999 var der således kun 1.095 mandlige og 1.031 kvindelige efterkommere i alderen 25-66 år fra tredjelande i Danmark.

Målet om integration på arbejdsmarkedet er ikke opnået, idet de følgende afsnit viser:

• At den samlede gruppe af udlændinge fra tredjelande har en erhvervsfrekvens på 53 pct., mens danskernes erhvervsfrekvens er 80 pct.
• At beskæftigelsesfrekvensen for den samlede gruppe af udlændinge fra tredjelande er 43 pct., mens beskæftigelsesfrekvensen for danskere er 76 pct.
• At kvinder fra tredjelande generelt karakteriseres ved en ringere arbejdsmarkedstilknytning^[2] end mænd, og at den ringe arbejdsmarkedstilknytning i særdeleshed gælder for kvinder fra Somalia, Afghanistan og Irak.
• Det ses dog, at tilknytningen til arbejdsmarkedet forbedres:
  • Med øget opholdsstid i Danmark.
  • Med øget dansk og medbragt uddannelse.

  Uanset uddannelse og opholdstid er andelen af indvandrere fra tredjelande, der er i beskæftigelse, dog betydeligt lavere end den tilsvarende andel af danskere.

• At indvandrere fra tredjelande med en erhvervskompetencegivende uddannelse ikke i samme grad som danskere udnytter deres kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Særligt højtuddannede indvandrere udnytter ikke deres kvalifikationer.

4.2 Definitioner og generel arbejdsmarkedsstatistik

I arbejdsmarkedsstatistikkerne opereres der med en række begreber, som beskæftigelsesfrekvens, erhvervsfrekvens og arbejdsløshed.

I figur 4.1 redegøres der for, hvordan de mest almindelige begreber defineres.

Den 1. januar 1999 bestod arbejdsstyrken^[3] i Danmark af 2.359.668 personer mellem 25 og 66 år. Af disse var 72.460 personer indvandrere eller efterkommere fra tredjelande, hvilket svarede til 3 pct. af hele arbejdsstyrken.

Det fremgår af tabel 4.1 ovenfor, at der pr. 1. januar 1999 var 13.901 registrerede arbejdsløse indvandrere og efterkommere med oprindelse i tredjelande svarende til en arbejdsløshed på 19 pct. Arbejdsløsheden for denne befolkningsgruppe var dermed næsten 5 gange større end for danskere.

Arbejdsløsheden alene giver imidlertid ikke det fulde billede af de store problemer, indvandrere og efterkommere fra tredjelande har på arbejdsmarkedet. En ret stor del af denne befolkningsgruppe indgår nemlig slet ikke i arbejdsstyrken, da de hverken er beskæftigede eller arbejdsløse. 63.080 indvandrere og efterkommere med oprindelse i tredjelande indgik således ikke i arbejdsstyrken den 1. januar 1999. Dette afspejles i lave erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser.

Pr. 1. januar 1999 var erhvervsfrekvensen således kun 53 pct., mens beskæftigelsesfrekvensen var 43 pct. for indvandrere og efterkommere fra tredjelande. Til sammenligning var erhvervsfrekvensen 80 pct. og beskæftigelsesfrekvensen 76 pct. for danskere.

Det bemærkes, at der i beskæftigelsesfrekvensen også er inkluderet personer i støttet beskæftigelse (dvs. jobtræning, puljejob, revalidering samt etablerings-/ igangssætningsydelse), hvorfor andelen af indvandrere og efterkommere fra tredjelande i ordinær (dvs. ustøttet) beskæftigelse er endnu lavere.

Det fremgår af tabel 4.2, at 6 pct., svarende til omkring 3.000 personer, af de beskæftigede indvandrere og efterkommere fra tredjelande var i støttet beskæftigelse, hovedsagelig jobtræning og revalidering. Til sammenligning var kun 1 pct. af de beskæftigede danskere i støttet beskæftigelse.

4.3 Arbejdsmarkedstilknytning over tid

Af figur 4.2 fremgår det, at erhvervsfrekvensen for indvandrere og efterkommere fra tredjelande set over hele perioden 1990 til 1999 er faldet lidt.

I samme periode har beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere og efterkommere fra tredjelande været nogenlunde kontant. Antallet af beskæftigede udlændinge fra tredjelande er dog steget med knapt 40.000 i denne periode. Denne stigning ses ikke i beskæftigelsesfrekvensen, da såvel det samlede antal udlændinge fra tredjelande som antallet udlændinge fra tredjelande, der står uden for arbejdsstyrken, er steget tilsvarende over hele perioden.

Arbejdsløsheden for indvandrere og efterkommere fra tredjelande steg fra 1990 til 1995, hvorefter den årligt er faldet med knap 5 procentpoint. Hvis der i stedet ses på antallet af registrede ledige indvandrere og efterkommere fra tredjelande, er ændringen dog mere begrænset. I hele perioden fra 1996 til 1999 er antallet af registrede ledige indvandrere og efterkommere fra tredjelande således kun reduceret med godt 5.000 personer.

Figur 4.2: Udviklingen i arbejdsmarkedstilknytningen for 25-66-årige indvandrere og efterkommere fra tredjelande pr. 1. januar 1999

4.4 Arbejdsmarkedstilknytning opdelt på baggrundsfaktorer

Køn og oprindelse
Opdeles indvandrere og efterkommere på køn og udvalgte oprindelseslande, forringes arbejdsmarkedstilknytningen yderligere for visse tredjelande.

I tabel 4.3 ses, at 50 pct. af samtlige mandlige indvandrere og efterkommere fra tredjelande var registreret som beskæftigede pr. 1. januar 1999. Til sammenligning var 81 pct. af de danske mænd beskæftigede. Det ses endvidere, at det især er somaliske, irakiske og afghanske mænd, der har svært ved få tilknytning til arbejdsmarkedet.

For kvindernes vedkommende er forskellene mellem nationaliteterne endnu mere markante end hos mændene. Kun 45 pct. af kvinderne mellem 25 og 66 år med oprindelse i tredjelande var pr. 1. januar 1999 med i arbejdsstyrken. Af disse var 21 pct. arbejdsløse, hvilket svarede til en beskæftigelsesfrekvens på 36 pct.

Det fremgår, at det specielt er kvinder fra Somalia, Afghanistan og Irak, der er dårligt integreret på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesfrekvenserne for de tre befolkningsgrupper var under 10 pct. En af årsagerne hertil er, at disse tre lande må karakteriseres som relativt ”unge” indvandrernationer.

Forskellen mellem kønnene eksisterer også blandt danskere, men er ikke så fremtrædende her. Konklusionen på analysen af køn og oprindelse er altså, at nogle nationaliteter er betydeligt dårligere integreret på arbejdsmarkedet end andre, samt at kvinder er dårligere integreret end mænd.

Opholdstid
Ses der på arbejdsmarkedstilknytningen for indvandrere fra tredjelande i forhold til opholdstid, fremgår det af figur 4.3, at andelen i arbejdsstyrken, dvs. andelen af beskæftigede og arbejdsløse, stiger med antallet af år i Danmark. Det tyder på, at der med tiden sker en integration af indvandrere fra tredjelande på arbejdsmarkedet og i forhold til a-kasse-systemet.

Figur 4.3: 25-66-årige indvandrere fra tredjelandes arbejdsmarkstilknytning opdelt på opholdstid pr. 1. januar 1999

Forskning fra Rockwool Fondens Forskningsenhed giver dog anledning til en modifikation af det positive billede. I ”Mislykket Integration?” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, 2000) viser Rockwool Fondens Forskningsenhed således, via de såkaldte indpasningskurver, at det med tiden er blevet stadig sværere for nytilkommere at komme ind på det danske arbejdsmarked.

Udlændinge, der er kommet til Danmark i midten af 1990"erne, halter således betydeligt efter grupper, der kom i 1970"erne eller 1980"erne. I relation til figur 4.3 betyder det ikke, at opholdstiden i fremtiden mister sin betydning, men at man ved samme opholdstid vil se en lavere beskæftigelsesfrekvens.

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) viser i deres undersøgelse ”Uddannelse og arbejdsløshed blandt unge indvandrere” (Hans Hummelgaard m.fl., 1998), at ikke kun opholdstiden, men også indvandringsalderen har betydning for integrationen på arbejdsmarkedet.

Konklusionen på analysen af opholdstid er således, at integrationen på arbejdsmarkedet forbedres med stigende opholdstid samt med faldende indvandringsalder.

Uddannelse
I tabel 4.4 illustreres sammenhængen mellem uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning. Sammenhængen vises for såvel medbragt som dansk uddannelse.

Det fremgår af tabel 4.4, at arbejdsmarkedstilknytning varierer positivt med såvel medbragt som dansk uddannelse. Det ses dog, at effekten af dansk uddannelse er stærkere end effekten af medbragt uddannelse. Indvandrere og efterkommere fra tredjelande med en dansk erhvervskompetencegivende uddannelse har således en stærkere arbejdsmarkedstilknytning end de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, som har en tilsvarende medbragt uddannelse.

Ses der isoleret på dansk uddannelse for indvandrere og efterkommere fra tredjelande, går den væsentligste skillelinje mellem grupper med og uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, dvs. en erhvervsfaglig uddannelse eller en videregående uddannelse.

Ses der derimod på medbragt uddannelse, tegner der sig et lidt andet billede, idet kun gruppen med ingen eller mindre end 7 års skolegang for alvor skiller sig ud med en svagere arbejdsmarkedstilknytning. Det tyder på, at indvandrere fra tredjelande ikke i alle tilfælde kan anvende deres medbragte uddannelse til at vinde fodfæste på det danske arbejdsmarked

Det fremgår endvidere, at den positive sammenhæng mellem arbejdsmarkedstilknytning og uddannelsesniveau er noget stærkere for danskere end for indvandrere og efterkommere fra tredjelande, idet det dog bemærkes, at danskere for alle uddannelsesniveauer har en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Konklusionen på analysen af uddannelse er således, at uddannelse, især dansk uddannelse, er af stor betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet. Denne konklusion er i overensstemmelse med resultaterne i ”Uddannelse og arbejdsløshed blandt unge indvandrere” (Hans Hummelgaard m.fl., 1998) og resultaterne i ”Mislykket integration?” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, 2000).

Opsamling på arbejdsmarkedstilknytning opdelt på baggrundsfaktorer
Konklusionen på de foregående afsnit er, at baggrundsfaktorer som køn, uddannelse, opholdstid, oprindelse og indvandringsalder alle har betydning for integrationen på arbejdsmarkedet. Rockwool Fondens Forskningsenhed har i ”Integration i Danmark omkring årtusindskiftet” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen (red.), 2000) gennem en regressionsundersøgelse undersøgt, hvilke baggrundsfaktorer der har størst betydning for udlændinges integration på arbejdsmarkedet.

Resultatet af regressionsanalysen, som inddrager 15 baggrundsfaktorers betydning, er gengivet i tabel 4.5 nedenfor.

Det fremgår af tabellen, at der er visse forskelle mellem de faktorer, som har betydning for mænd og kvinders sandsynlighed for at være i beskæftigelse. Kvinder har således en lavere sandsynlighed for at være i beskæftigelse, når de har 0-6-årige børn, mens små børn intet betyder for mændenes beskæftigelse. Uddannelsesniveauet har ligeledes betydning for kvinders beskæftigelse, men udelades studerende fra regressionen, reduceres denne faktor betydeligt.

For både mænd og kvinder reducerer et dårligt helbred sandsynligheden for, at en person er i beskæftigelse, hvilket ikke er så overraskende; en lignende kørsel ville sandsynligvis vise det samme for danskere. Religiøs tilknytning reducerer ligeledes sandsynligheden for at være i beskæftigelse, men sammenhængen er dog ikke stærk, hverken for mænd eller kvinder.

At tale dansk, have danske kontakter og følge med i samfundslivet har positiv betydning for, om en person er i beskæftigelse. Herudover vises det, at oprindelsesland samt alder har stor betydning for beskæftigelsen.

Resultaterne i den ovenfor gengivne regressionsanalyse suppleres af en undersøgelse fra Centre for Research in Social Integration and Marginalization (CIM) af 2.-generationsindvandreres overgang fra uddannelsessystemet til arbejdsmarkedet.

I artiklen ”The transition from school to work for 2nd generation immigrants in Denmark” (Leif Husted m.fl., 2000) vises det, at en høj koncentration af beboere med anden etnisk herkomst end dansk påvirker sandsynligheden for at være i beskæftigelse negativt.

Dette gælder især for mandlige 2.-generationsindvandrere. Herudover påvises det i artiklen, at forældrenes opholdstid i Danmark i store træk kun forbedrer 2.-generationsindvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet, når forældrene selv har haft tilknytning til arbejdsmarkedet.

4.5 Kvalifikationer og jobniveau

For at kunne tale om en vellykket integration på arbejdsmarkedet er det ikke tilstrækkeligt at konkludere på baggrund af erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser. Det er, som nævnt i kapitlets indledning, også vigtigt at få kortlagt, om de beskæftigede udlændinge i samme grad som danskere har et arbejde, der svarer til deres kvalifikationer, da en uforholdsmæssigt høj andel beskæftiget i lavtlønsjob vil være en indikation på manglende integration.

Sammenhængen belyses, som beskrevet i kapitlets indledning, ikke for efterkommere, men udelukkende for indvandrere.

Sammenhængen belyses kun for indvandrere med en opholdstid på mindst 3 år, da det først kan forventes, at indvandrere i samme grad som danskere har et arbejde, der svarer til deres kvalifikationer, når de har opholdt sig i Danmark i en længere periode. Da introduktionsperioden i integrationsloven er fastsat til 3 år, afgrænses denne periode til 3 år.

Sammenhængen vises i tabel 4.6, uden skelen til om uddannelsen er erhvervet i hjemlandet eller i Danmark. Som sammenligningsgrundlag vises i tabel 4.7 sammenhængen mellem uddannelse og jobniveau for danskere.

Det ses, at der blandt højtuddannede indvandrere fra tredjelande er 1 pct. topledere og 33 pct. lønmodtagere på højeste niveau^[4]. De tilsvarende tal for de højtuddannede danskere er 6 pct. topledere og 50 pct. lønmodtagere på højeste niveau.

Det ses også, at 19 pct. af de højtuddannede indvandrere fra tredjelande er lønmodtagere på grundniveau. Tilsvarende er kun 5 pct. af de højtuddannede danskere beskæftiget på dette jobniveau.

Konklusionen er derfor, at indvandrere fra tredjelande ikke i samme grad som danskere udnytter deres kvalifikationer på arbejdsmarkedet. For få højtuddannede indvandrere fra tredjelande er topledere og lønmodtagere på højeste niveau, samtidig med at deres andel blandt lønmodtagere på grundniveau er højere end for højtuddannede danskere.

En forklaring på, at indvandrere ikke i samme grad som danskere udnytter deres kvalifikationer, er givetvis manglende danskkundskaber. En anden forklaring kan være, at indvandrerens medbragte uddannelse kun delvis modsvarer de krav, det danske arbejdsmarked stiller, og en tredje forklaring kan være en bevidst eller ubevidst tendens til, at virksomheder ansætter og forfremmer personer, hvis baggrund de kender, og som de kan identificere sig med.

Der foreligger dog ikke undersøgelser, som kan dokumentere disse forklaringer, hvorfor Tænketanken på dette område skal pege på behovet for nye undersøgelser.

Fodnoter

[1] Indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i en kort periode, kan dog ikke forventes at være i beskæftigelse i samme omfang som danskere.

[2]> Målt ved beskæftigelses- eller erhvervsfrekvens. Se figur 4.1 for nærmere definitioner af begreberne.

[3] Arbejdsstyrken er i dette kapitel afgrænset til personer mellem 25 og 66 år, da en stor del af de unge under 25 år er under uddannelse og dermed ikke indgår i arbejdsstyrken.

[4] Topledere omfatter f.eks. minister, kommunaldirektør og administrerende direktør, lønmodtagere på højeste niveau omfatter f.eks. arkitekt, læge og advokat, lønmodtagere på mellemniveau omfatter f.eks. sygeplejerske, økonoma og socialrådgiver, og lønmodtagere på grundniveau omfatter f.eks. postbud, elektriker og gartner. Lønmodtagere u.n.a. er lønmodtagere uden nærmere angivelse.

5. Selvforsørgelse

5.1 Sammenfatning

Det danske velfærdssamfund bygger på, at borgere uden forsørgelsesgrundlag kan få ydelser fra staten og kommunerne. Omvendt er det en nødvendig forudsætning for at finansiere velfærdssamfundet, at den enkelte borger så vidt muligt forsørger sig selv og sin familie.

Et af målene for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund må således være, at udlændinge i samme grad som danskere er selvforsørgende^[1].

I dette kapitel ses der derfor nærmere på, om indvandrere og efterkommere fra tredjelande i samme grad som danskere modtager indkomsterstattende ydelser.

Målet om selvforsørgelse er ikke nået, idet:

• Andelen af indvandrere og efterkommere fra tredjelande, som modtog indkomsterstattende ydelser i 1999, udgjorde 72 pct. af alle indvandrere og efterkommere fra tredjelande. Den tilsvarende andel for danskere udgjorde 42 pct. Tallene omfatter både personer, som modtog en ydelse få dage i 1999, og personer, som modtog en ydelse i hele 1999.
• 76 pct. af indvandrere fra tredjelande med mere end 3 års ophold i Danmark modtog indkomsterstattende ydelser i 1999.
• Indvandrere og efterkommere fra tredjelande modtog fortrinsvis midlertidige ydelser (f.eks. kontanthjælp) i 1999.
• Blandt de varige ydelser modtog indvandrere og efterkommere fra tredjelande primært førtidspension.
• Blandt de midlertidige ydelser modtog indvandrere og efterkommere fra tredjelande fortrinsvis kontanthjælp (passiv forsørgelse) og arbejdsløshedsdagpenge. Danskere modtog fortrinsvis arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge.
• I alt 59 pct. af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der modtog midlertidige ydelser, modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, mens den tilsvarende andel udgjorde 14 pct. blandt danskere.

5.2 Definitioner og statistikgrundlag

Indkomsterstattende ydelser defineres som en overførsel fra det offentlige til den enkelte person eller familie og har til formål at sikre opretholdelsen af personens eller familiens økonomiske grundlag ved indkomstbortfald. De ind-komsterstattende ydelser vedrører en persongruppe, som er midlertidigt eller varigt uden beskæftigelse, og opdeles derfor i midlertidige og varige indkomsterstattende ydelser^[2]:

De varige ydelser har til hensigt at dække et varigt indkomstbortfald, der f.eks. opstår som følge af invaliditet, alderdom eller et ønske om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Berettigelsen til at modtage førtidspension er reguleret i Lov om social pension, mens betingelserne for at modtage efterløn og overgangsydelse er reguleret i Lov om arbejdsløshedsforsikring.

De midlertidige ydelser har til hensigt at dække et midlertidigt indkomstbortfald, og størstedelen af ordningerne har da også til formål at bidrage til, at modtageren (atter) kan forsørge sig selv. I denne sammenhæng er udlændinge en særlig gruppe, da en stor del er omfattet af ordningerne, fra de får opholdstilladelse i Danmark. Det skyldes, at de som regel ikke har et forsørgelsesgrundlag i Danmark. Med dette udgangspunkt må det forventes, at de nyankomne udlændinge er overrepræsenterede blandt modtagerne i forhold til deres andel af befolkningen.

Analysen i nærværende kapitel baseres på den sammenhængende socialstatistik fra 1999, som er en årlig opgørelse over personer, som har modtaget en ind-komsterstattende ydelse i løbet af året. I statistikken kan en person optræde som modtager af flere forskellige ydelser i løbet af et år. Med henblik på at få et overblik over antallet af modtagere af indkomsterstattende ydelser ses der i det følgende på den dominerende ydelse, som er den ydelse, personen har modtaget i længst tid inden for året.

5.3 Modtagere af indkomsterstattende ydelser

Tabel 5.2 viser, at 72 pct. af de 25-66-årige indvandrere og efterkommere fra tredjelande modtog indkomsterstattende ydelser i 1999 mod 42 pct. af de 25-66- årige danskere.

Desuden viser tabellen, at forholdsvis mange 25-66-årige indvandrere og efterkommere fra tredjelande samt danskere modtog en form for indkomsterstattende ydelse i 1999. Dette dækker dog både over personer, som modtog en ydelse i få dage om året, og personer, som modtog ydelser hele året.

Figur 5.1: 25-66-årige indvandrere og efterkommere fra tredjelande samt danskere, der modtog indkomsterstattende ydelser i 1999, opdelt på varige og midlertidige ydelser

Figur 5.1 viser, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande mellem 25 og 66 år fortrinsvis modtog midlertidige ydelser. Det samme mønster genfindes hos danskerne, hvor fordelingen mellem varige og midlertidige ydelser imidlertid er mere ligelig.

En forklaring på forskellene kan dels være indvandrernes opholdstid i Danmark, dels indvandreres og efterkommeres lavere gennemsnitsalder sammenlignet med danskere.

Endvidere kan optjeningsprincipperne i tilbagetrækningsordningerne – som f.eks. efterløn og overgangsydelse – betyde, at nogle indvandrere grundet utilstrækkelig opholdstid i Danmark, herunder manglende medlemskab af en arbejdsløshedskasse, i stedet er henvist til ydelser af midlertidig karakter (typisk kontanthjælp).

Tabel 5.2 og figur 5.1 tager ikke højde for, at en del af indvandrerne kun har opholdt sig i Danmark i en kort periode.

Det tages der højde for i tabel 5.3, som viser, at 76 pct. af indvandrere fra tredjelande mellem 25 og 66 år med mere end 3 års ophold i Danmark modtog indkomsterstattende ydelser i 1999. Til sammenligning modtog 42 pct. af danskerne indkomsterstattende ydelser i 1999, jf. tabel 5.2

Andelen af indvandrere fra tredjelande med mere end 3 års ophold, der modtog indkomsterstattende ydelser, var dermed væsentlig højere end andelen blandt danskere.

5.4 Indkomsterstattende ydelser opdelt efter ordning

Som beskrevet i indledningen består de varige indkomsterstattende ydelser af førtidspension og efterløn, mens de midlertidige ydelser består af bl.a. arbejdsløshedsdagpenge og ydelser i forbindelse med kontanthjælp og orlov.

I tabel 5.4 er de forskellige ydelser opdelt efter ordning og efter, om de er varige eller midlertidige.

Blandt de varige ydelser modtog både danskere og indvandrere og efterkommere fra tredjelande mellem 25 og 66 år primært førtidspension.

Blandt de midlertidige ydelser modtog indvandrere og efterkommere fra tredjelande fortrinsvis kontanthjælp (passiv forsørgelse) og arbejdsløshedsdagpenge, mens danskere primært modtog arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge.

Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at både kontanthjælp, revalidering og kommunal aktivering reguleres i Lov om aktiv socialpolitik. Det betyder, at 59 pct. af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der modtog midlertidige ydelser, fik hjælp efter Lov om aktiv socialpolitik, mens den tilsvarende andel blandt danskerne var 14 pct. Denne forskel afspejler, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande har en meget løsere tilknytning til arbejdsmarkedet end danskere.

5.5 Langvarige ydelser

Ovenstående analyse af modtagere af indkomsterstattende ydelser er baseret på en opgørelse over antallet af modtagere inden for ét år. Denne opgørelse siger ikke noget om, hvor længe den enkelte person har modtaget en given ydelse.

Ovenstående har vist, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande i langt større grad end danskere modtager indkomsterstattende ydelser. I en vurdering af problemets omfang bør der ses nærmere på varigheden af ydelserne – dvs. hvor længe en modtager har modtaget en given ydelse.

Socialministeriet definerer langvarige modtagere som modtagere, der har modtaget en ydelse i 10-12 måneder inden for året.

I figur 5.2 nedenfor er ydelserne opdelt på varighed.

Figur 5.2: 25-66-årige indvandrere og efterkommere fra tredjelande samt danskere, der modtog indkomsterstattende ydelser i 1999, opdelt på varighed

Statistikkens opbygning gør, at det ikke er alle langvarige modtagere, som opfanges. Dette skyldes, at såfremt en modtager har skiftet mellem ydelserne i løbet af året – fx fået passiv kontanthjælp i 4 måneder og deltaget i kommunal aktivering i 8 måneder – kommer modtageren ikke med som langvarig modtager, selv om vedkommende faktisk har modtaget en indkomsterstattende ydelse hele året.

Figuren viser, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande mellem 25 og 66 år i højere grad end danskere modtager indkomsterstattende ydelser i en periode på 4 til 9 måneder af året. Danskerne er derimod overrepræsenterede i forhold til indvandrere og efterkommere når det gælder modtagelse af indkomsterstattende ydelser i hhv. 0–3 og 10–12 måneder af året.

Fodnoter

[1] Indvandrere, der har opholdt sig i Danmark i en kort periode, kan dog ikke forventes at være selvforsørgende i samme omfang som danskere.

[2] Det bemærkes, at alle ordninger, som har til formål at sikre personen eller familien et økonomisk grundlag ved indkomstbortfald, er omfattet af statistikkens område, hvorimod en række supplerende tilskudsordninger som f.eks. børnefamilieydelse og boligstøtte falder uden for statistikken.

6. Diskrimination

6.1 Sammenfatning

Efter Tænketankens opfattelse er det et mål for vellykket integration, at der ikke foregår diskrimination af udlændinge.

Diskrimination forhindrer, at udlændinge og danskere får samme uddannelsesniveau, danskkundskaber og tilknytning til arbejdsmarkedet. Diskrimination har endvidere stor negativ betydning for kontakten mellem udlændinge og danskere.

Diskrimination kan være mange ting. Det er fx udtryk for diskrimination, når en person med udenlandsk oprindelse ikke kan få arbejde, til trods for at han/hun har samme formelle kvalifikationer som en person med dansk oprindelse. Det er også udtryk for diskrimination, når udlændinge i dagligdagen bliver udsat for tilråb eller skældsord, der handler om deres race eller udseende.

Der foreligger endnu ganske få undersøgelser af, i hvilket omfang der finder diskrimination sted i Danmark. Analyser af diskrimination vanskeliggøres endvidere af, at det kan være svært præcist at måle, hvornår der finder diskrimination sted.

Spørgsmålet om diskrimination vil i det følgende blive belyst ud fra både kvantitative undersøgelser af faktisk diskrimination og kvalitative interviewundersøgelser af subjektivt oplevet diskrimination^[1].

På grundlag af de tilgængelige tal mener Tænketanken ikke, at målet om, at der ikke foregår diskrimination, er opfyldt.

De følgende afsnit viser således:

• At udenlandske unge på erhvervsskoleområdet har vanskeligere ved at få en praktikplads end danske unge.
• At pakistanske kvinder - samt til en vis grad tyrkiske og afrikanske kvinder - bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet på grund af etnisk baggrund og køn.
• At personer med udenlandsk oprindelse i et vist omfang føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet, på gaden, i fritiden og i lokalsamfundet.
• At udlændinge med forskellig nationalitetsbaggrund oplever diskrimination i forskelligt omfang; fx oplever somaliere i langt højere grad end bosniere diskrimination.

I kapitlet er afslutningsvis redegjort for de internationale vurderinger af den danske integrationspolitik og lovgivning mod diskrimination, der løbende bliver afgivet af bl.a. FN"s Racediskriminationskomité og Europarådet.

Tænketanken mener, at Danmark bør signalere over for omverdenen, at vi tager spørgsmålet om diskrimination alvorligt, i det omfang denne er konstateret gennem seriøse undersøgelser. Ellers kan det bidrage til mere permanent at ændre Danmarks internationale omdømme, når det gælder behandlingen af etniske minoriteter.

6.2 Begreberne forskelsbehandling og diskrimination

I FN"s Racediskriminationskonvention defineres diskrimination bredt som:

”enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område.”

Danmark fik i 1996 Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Her defineres forskelsbehandling som:

”enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.”

I FN"s definition og i Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet indgår både direkte og indirekte diskrimination. Det vil sige, at der er tale om diskrimination i både de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen er tilsigtet, bevidst og direkte, og i de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen er utilsigtet, tilfældig og indirekte. Det er således virkningen af en handling, der afgør, om der er tale om diskrimination, og ikke kun formålet med handlingen.

Når man ønsker at måle diskrimination, kan man vælge at se på to former for diskrimination. Man kan vælge at se på det, der kan kaldes den objektive eller faktiske diskrimination, det vil sige den diskrimination, som regler og sanktioner i den danske lovgivning forholder sig til. Man kan også vælge at se på den subjektivt oplevede diskrimination, det vil sige den diskrimination, som etniske minoriteter føler eller oplever i det danske samfund. I dette kapitel ses på begge former for diskrimination.

Det skal understreges, at der foregår forskelsbehandling af danskere mange steder i det sociale og samfundsmæssige liv. Ældre mennesker behandles anderledes end yngre mennesker, kvinder behandles anderledes end mænd osv. Dette er bl.a. dokumenteret af Rockwool Fondens Forskningsenhed i ”Mislykket integration?” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, 2000). Det er derfor også vigtigt at være opmærksom på, at ikke al forskelsbehandling af udlændinge skyldes udlændingenes etniske baggrund.

6.3 Diskrimination på arbejdsmarkedet

Praktikpladssituationen
Undervisningsministeriet har som led i ”Rapport om praktikpladsproblematikken” fra januar 2000 undersøgt de praktiksøgende unges baggrund.

Undersøgelsen viser, at andelen af indvandrere og efterkommere blandt samtlige praktiksøgende (dvs. såvel danskere som udlændinge, der søger praktikplads, men ikke har fået aftale herom) var 16 pct. i 1998, mens andelen af indvandrere og efterkommere blandt samtlige aftalehavere (dvs. såvel danskere som udlændinge, der har en aftale om praktikplads) var 5 pct., jf. tabel 6.1. Indvandrere og efterkommere var således i højere grad repræsenteret blandt de praktiksøgende end blandt aftalehaverne.

Undervisningsministeriet konkluderer dog, at der er svage tegn på, at indvandreres og efterkommeres praktikpladssituation er forbedret fra 1993 til 1998. Det skyldes, at indvandreres og efterkommeres andel af aftalehaverne er steget mere end deres andel af de praktiksøgende.

I undersøgelsen ses en tendens til, at indvandrere og efterkommere fra EU-lande er overrepræsenterede i gruppen af aftalehavere. Dette indikerer, at elever fra EU-lande har relativt nemmere ved at finde praktikplads end elever uden for EU-lande.

For danske praktiksøgende elever kan alder udgøre en vis barriere i forhold til muligheden for at få en praktikplads. Alderen synes derimod ikke at have den store betydning for indvandreres og efterkommeres mulighed for at få en praktikplads.

Desuden viser undersøgelsen, at praktiksøgende indvandrere og efterkommere koncentrerer sig på relativt få og til dels andre uddannelser end elever med dansk oprindelse. For mænd blandt indvandrere og efterkommere er interessen især stor for uddannelserne til automekaniker samt elektronik og svagstrøm. For kvinder blandt indvandrere og efterkommere drejer det sig især om kontoruddannelserne, beklædningshåndværker og tandklinikassistent.

Denne forskel i valget af uddannelser kan være med til at forklare den markante overrepræsentation af indvandrere og efterkommere blandt de praktiksøgende. Andre forklaringsfaktorer kan være diskrimination på arbejdsmarkedet samt forskelle i kvalifikationer, herunder danskkundskaber.

I rapporten ”Praktikpladssituationen for etniske minoriteter” (Nævnet for Etnisk Ligestilling, 1996) konkluderes det blandt andet, at arbejdsgiverne ikke mener, at de unge med anden etnisk baggrund mangler faglige kvalifikationer eller sprogkundskaber. Arbejdsgiverne frygter i højere grad, at de unge ikke vil passe ind på arbejdspladsen. Det er afgørende for ansættelse, at ansøgeren ”passer ind” i arbejdspladsens stil og jargon. Forventningerne om, at det kan give problemer - sproglige eller kulturelle - på arbejdspladsen betyder således, at en del ansøgere sorteres fra i ansøgningsbunken alene på grund af deres navn.

På baggrund af ovennævnte rapporter kan det konkluderes, at udenlandske unge ved ansættelse skal opfylde en række andre kvalifikationer ud over faglige kvalifikationer. Der finder dermed en forskelsbehandling sted, som betyder at udenlandske unge i praksis har vanskeligere ved at få en praktikplads end danske unge.

Løndiskrimination af udenlandske kvinder
Der findes kun få undersøgelser af den faktiske diskrimination på arbejdsmarkedet. Tænketanken skal derfor pege på behovet for yderligere undersøgelser inden for dette område.

Leif Husted m.fl. konkluderer - i undersøgelsen ”Hit Twice? Danish Evidence on the Double-Negative Effect on the Wages of Immigrant Women” fra maj 2000 - at særligt pakistanske kvinder oplever en form for dobbelt diskrimination på arbejdsmarkedet, dvs. at de bliver diskrimineret både på grund af etnisk baggrund og køn. Også tyrkiske og afrikanske kvinder oplever en vis grad af dobbelt-diskrimination på arbejdsmarkedet, men ikke i samme omfang som de pakistanske kvinder. Undersøgelsen viser endvidere, at diskrimination på grund af køn er stærkere end diskrimination på grund af etnisk baggrund.

Diskrimination på grund af etnisk baggrund er i undersøgelsen beregnet på baggrund af den lønforskel, der er tilbage mellem udenlandske og danske kvinder, når effekten af forskellige kompetencer og kvalifikationer fjernes. Denne lønforskel kan dog helt eller delvis skyldes kulturelle og sproglige forskelle mellem danske og udenlandske kvinder.

Som følge af den begrænsede viden om den faktiske diskrimination har Tænketanken valgt også at belyse den subjektive oplevede diskrimination.

6.4 Subjektivt oplevet diskrimination

Lise Togeby og Birgit Møller gennemførte i 1999 undersøgelsen ”Oplevet diskrimination”^[2] for Nævnet for Etnisk Ligestilling. Undersøgelsen viser, at en del af de adspurgte har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet og i forretninger, på gaden eller i offentlige transportmidler og ved besøg på diskoteker, jf. tabel 6.2. Samtidig er der stor forskel mellem omfanget af den diskrimination, som de forskellige nationalitetsgrupper oplever. Fx har 26 pct. af tyrkerne oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet mod 10 pct. af bosnierne, og 41 pct. af tyrkerne har oplevet at blive nægtet adgang til et diskotek mod 14 pct. af bosnierne. Generelt har somaliere og libanesere/palæstinensere oplevet mere diskrimination end de øvrige nationaliteter.

Togeby og Møllers undersøgelse peger også på, at det er de mest ressourcestærke, de sprogligt bedst integrerede, de bedst uddannede og dem, der har boet i Danmark i mange år, som oplever mest diskrimination. De føler sig diskriminerede, fordi de føler sig berettiget til at blive behandlet på lige fod med danskerne, men alligevel oplever, at de bliver genstand for negativ forskelsbehandling.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har i ”Mislykket integration?” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, 2000) også analyseret den oplevede diskrimination ved jobsøgning. Analyserne bygger på en interviewundersøgelse gennemført i 1998/1999 blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter^[3]. Heraf blev udtaget de 1.938 indvandrere og efterkommere, som inden for de sidste fem år havde søgt job.

Undersøgelsen slår fast, at i alt 39 pct. af de jobsøgende udlændinge har oplevet diskrimination. 24 pct. er sikre på, at de har oplevet diskrimination, og 15 pct. har mistanke om, at de er blevet udsat for diskrimination. Flest blandt jobsøgende udenlandske mænd, nemlig 43 pct., har følt sig diskrimineret ved jobsøgning, mod 34 pct. af de jobsøgende udenlandske kvinder.

Undersøgelsen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed underbygger således de tal, som Togeby og Møller fandt i deres undersøgelse.

Rockwool Fondens Forskningsenhed konkluderer endvidere i ”Mislykket integration?”, at diskrimination spiller en rolle, men ikke er afgørende for udlændinges tilknytning til arbejdsmarkedet. Tre ud af fire af de diskriminerede har således opnået samme integration på arbejdsmarkedet som de ikke-diskriminerede.

Det afgørende for, om udlændinge havde et arbejde i 1999, er ifølge en statistisk analyse især, om udlændingen var mellem 25 og 49 år, havde gode danskkundskaber og var ved godt helbred.

De forskellige undersøgelser af subjektivt eller oplevet diskrimination, der foreligger, peger overordnet på, at en del udlændinge i Danmark føler sig diskrimineret. Diskriminationen opleves på arbejdsmarkedet, på gaden og i det sociale liv. Tallene viser også, at det er de mest ressourcestærke og udlændinge med mange års tilknytning til Danmark, der i størst omfang oplever diskrimination.

6.5 Lovgivningen mod diskrimination

Den danske indsats på integrations- og menneskerettighedsområdet bliver jævnligt behandlet af internationale organer som FN"s komiteer og Europarådet.

Europarådets Kommission mod racisme og intolerance ser meget positivt på, at Danmark har vedtaget en egentlig integrationspolitik. Europarådet peger bl.a. på vigtigheden af, at integrationsindsatsen er omfattende og helhedsorienteret, hvilket en samlet integrationspolitik giver mulighed for. Den danske integrationspolitik lægger vægt på at sikre udlændinge adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet og på at give en introduktion til det danske samfund. Europarådet er endvidere positiv over for etableringen af de kommunale integrationsråd og Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Der er fra FN"s komiteer og Europarådet sat spørgsmålstegn ved, om den danske lovgivning mod forskelsbehandling og diskrimination er tilstrækkelig effektiv. I det følgende er denne kritik refereret. Tænketanken er ikke enig i al kritikken og lægger større vægt på danske undersøgelser inden for dette område. Det skyldes bl.a., at rapporten fra Europarådet efter vores opfattelse er for generaliserende.

Kritikken af den danske lovgivning handler blandt andet om, at Danmark ikke arbejder tilstrækkeligt hurtigt for at få indkorporeret de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, i dansk lovgivning. Den danske grundlov bliver endvidere kritiseret for ikke at indeholde et direkte forbud mod racediskrimination eller garantier for alle borgeres lighed for loven.

Danmark bliver derudover kritiseret for, at Lov om forbud mod forskelsbehandling anvendes for sjældent. Her peges blandt andet på, at bevisbyrden ikke er delt, og at klageren alene skal finde bevis for, at der er foregået diskrimination. Vanskelighederne med at anvende lovgivningen skyldes endvidere, at politiet og anklagemyndighederne i praksis er for tilbageholdende med at rejse tiltale efter Lov om forbud mod forskelsbehandling.

For så vidt angår racismeparagraffen i straffeloven, kritiseres Danmark blandt andet for, at anklagemyndigheden har modtaget for få klager over overtrædelse af paragraffen, at der kun er blevet rejst tiltale i få sager, og at straffen kun har været bøde eller lignende. Kritikerne er derfor bekymrede for, at klagere afstår fra at klage som følge af de dårlige muligheder for at få rejst tiltale.

Den danske lovgivning bliver endelig kritiseret for ikke at indeholde et forbud mod racistiske eller fremmedfjendske organisationer.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at FN"s komiteer og Europarådet også har kritiseret Danmark for ikke at give tilstrækkelige muligheder for religiøse mindretal til at praktisere deres religion i det offentlige rum. Det er blandt andet blevet kritiseret, at andre trosretninger ikke kan fraskrive sig at betale til den danske Folkekirke, og at kristendomsfaget i folkeskolen ikke er tilstrækkeligt orienteret mod børn med anden etnisk og religiøs baggrund. Endvidere har det forhold, at Kirkeministeriet, som samtidig er øverste administrative myndighed i forhold til Folkekirken, også administrerer og udsteder regler for andre trossamfund, givet anledning til kritik. Endelig er Danmark blevet kritiseret for manglende politisk vilje til at bygge offentlige bederum og moskeer og for ikke at udvise velvilje over for religiøse mindretals særlige ønsker i det offentlige rum, som fx badeforhæng i gymnastiksale, kvinders ret til at bære hovedtørklæder på arbejdspladser mv.

Fodnoter

[1] Resultaterne af disse interviewundersøgelser må fortolkes med varsomhed, da der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem den subjektivt oplevede diskrimination og den faktiske diskrimination. Desuden kan interviewpersonerne være påvirket af interviewsituationen og enten overdrive eller underdrive den subjektivt oplevede diskrimination. Interviewpersonerne kan endvidere misforstå de stillede spørgsmål og svarmuligheder samt ubevidst eller bevidst vælge at give de svar, som spørgsmålene eller svarmulighederne eventuelt kan lægge op til. Herudover er der i forbindelse med interviewundersøgelserne et betydeligt bortfald, hvilket kan have betydning for, om de interviewede udlændinge og danskere er repræsentative.

[2] Undersøgelsen bygger på interviews med 1.132 indvandrere fra Tyrkiet, Libanon, Somalia og Bosnien, der havde haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden 1. januar 1996 og for bosniernes vedkommende var kommet til Danmark efter 1991 (gennemført i oktober-november 1998). Svarprocenten er 48,2 pct.

[3] Undersøgelsen bygger på 3.615 gennemførte interviews blandt 16-70-årige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter (Eks-Jugoslavien, Iran, Libanon, Pakistan, Polen, Somalia, Tyrkiet og Vietnam) gennemført fra november 1998 til juli 1999. Svarprocenten er 57,8 pct. Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderer dog, at svarpersonerne har nogenlunde samme fordeling på køn, alder, civilstand, arbejdsmarkedstilknytning og indkomst som alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra de otte nationaliteter.

7. Kontakt i hverdagen

7.1 Sammenfatning

Et af målene for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund må være, at udlændinge og danskere mødes i hverdagen, fx gennem ægteskab eller som kolleger og bekendte.

Gennem kontakt i hverdagen kan danskerne opnå større kendskab til og forståelse for udlændinges kultur og baggrund i øvrigt, ligesom udlændinge kan få større viden om danske samfundsforhold, værdier og normer, bedre danskkundskaber samt øgede muligheder for at komme i beskæftigelse.

Det er imidlertid vanskeligt at opgøre, i hvilket omfang det danske samfund har nået dette mål.

Det skyldes for det første, at kontakt i hverdagen kan måles på flere forskellige måder. De følgende afsnit belyser primært vielser mellem udlændinge og danskere, men behandler også andre former for kontakt i hverdagen.

For det andet foreligger der kun statistiske data om vielser mellem udlændinge og danskere. Den øvrige kontakt i hverdagen samt udlændinges og danskeres holdning til kontakt må belyses gennem interviewundersøgelser. Interviewundersøgelsernes resultater skal som beskrevet i afsnit 6.1 fortolkes med varsomhed.

For det tredje er det nærmest umuligt at finde en passende målestok til at vurdere graden af kontakt mellem udlændinge og danskere. Hertil kommer, at der er mange andre grupper i befolkningen, hvis indbyrdes kontakt er begrænset, uden at det betragtes som et samfundsproblem. Desuden er udlændinges befolkningsandel i store dele af landet så begrænset, at det i sig selv har betydning for kontakten i hverdagen.

Det er dog Tænketankens samlede vurdering, at de sociale relationer mellem udlændinge og danskere fortsat er så begrænsede, at målet om kontakt i hverdagen ikke er nået. Omvendt er det kun et fåtal af udlændinge, der lever helt uden kontakt med danskere.

De følgende afsnit viser således:

• At knap 30 pct. af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede sig med en dansker (som afgrænset i afsnit 2.3). Knap halvdelen af disse indvandrere og efterkommere fra tredjelande giftede sig med en person bosat i udlandet, mens omkring en fjerdedel giftede sig med en indvandrer eller efterkommer bosat i Danmark. Disse ægteskabsmønstre har stort set ikke ændret sig fra 1994 til 1999.
• At under 15 pct. af både de mænd og kvinder fra Bosnien-Hercegovina, Somalia, Afghanistan, Irak og Vietnam, der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede sig med en dansker.
• At 55 pct. af de interviewede ikke-vestlige indvandrere og efterkommere oplyser, at de jævnligt omgås danskere, mens 8 pct. ingen kontakt har med danskere. Desuden oplyser 27 pct. af disse udlændinge (med børn), at deres børns venner fortrinsvis er danskere, mens 10 pct. svarer, at børnene fortrinsvis har udenlandske venner.
• At mellem 10 og 15 pct. af de interviewede indvandrere fra Tyrkiet, Libanon, Somalia og Bosnien oplyser, at de er medlem af en sportsklub eller en idrætsforening med både danskere og udlændinge.
• At 12 pct. af de interviewede danske statsborgere oplyser, at de privat kommer sammen med flygtninge og indvandrere. Denne andel skal dog ses i sammenhæng med, at indvandrere og efterkommere kun udgør 7 pct. af den samlede befolkning i Danmark.
• At flertallet af de interviewede indvandrere og efterkommere fra Pakistan, Libanon og Tyrkiet udtrykker modvilje mod, at en person i deres familie bliver gift med en ung dansker. Under en fjerdedel af de interviewede udlændinge fra Polen, Vietnam, Iran og Eks-Jugoslavien udtrykker modvilje mod ægteskab med en ung dansker.
• At omkring 55 pct. af de interviewede fra hele befolkningen udtrykker modvilje mod, at en person i deres familie bliver gift med en ung fra Somalia, Pakistan, Libanon, Tyrkiet eller Iran. Omkring 40 pct. af de interviewede udtrykker modvilje mod ægteskab med en ung fra Polen, Eks-Jugoslavien og Vietnam.

Derudover har det betydning for kontakten mellem udlændinge og danskere:

• At udlændinge fra tredjelande er koncentreret i bestemte kommuner - i og omkring de største bykommuner. Desuden bor udlændinge fra tredjelande oftere end danskere i almene boliger. Det gælder specielt de almene boliger, som er opført fra 1966 til 1980. I denne boligtype er en relativt høj andel af de voksne beboere mere eller mindre permanent uden for arbejdsmarkedet^[1].
• At folkeskoler og daginstitutioner i udvalgte bykommuner har en høj andel af tosprogede elever^[2] eller børn med udenlandsk baggrund.

7.2 Vielser mellem udlændinge og danskere

Tabel 7.1 og 7.2 viser, i hvilket omfang de indvandrere og efterkommere fra tredjelande^[3], der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede sig med en dansker, en indvandrer eller efterkommer bosat i Danmark (som afgrænset i afsnit 2.3)^[4] eller en person bosat i udlandet^[5]. Tabellerne må fortolkes med varsomhed, da vielserne kun er opgjort for to år og kun omfatter et begrænset antal personer. Særligt tabel 7.3 omfatter et begrænset antal personer og bør derfor fortolkes med forsigtighed.

Det fremgår af tabel 7.1 og 7.2, at knap 30 pct. af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede sig med en dansker. Kvinderne fra tredjelande giftede sig lidt oftere end mændene fra tredjelande med en dansker.

Knap halvdelen af de indvandrere og efterkommere fra tredjelande, der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede sig med en person bosat i udlandet, mens omkring en fjerdedel giftede sig med en indvandrer eller efterkommer bosat i Danmark.

Disse ægteskabsmønstre har stort set ikke ændret sig fra 1994 til 1999.

Tabel 7.3 belyser vielserne for indvandrere og efterkommere fra udvalgte oprindelseslande.

Det fremgår af tabellen, at et klart mindretal af indvandrere og efterkommere fra disse oprindelseslande, der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede sig med en dansker. Kun kvinder fra Thailand giftede sig især med danskere.

Blandt både mænd og kvinder fra Bosnien-Hercegovina, Somalia, Afghanistan, Irak og Vietnam og blandt kvinder fra Tyrkiet og Pakistan, der blev gift i hhv. 1994 og 1999, giftede under 15 pct. sig med en dansker.

Blandt indvandrere og efterkommere fra særligt Tyrkiet, Pakistan og Libanon giftede mændene sig oftere end kvinderne med en dansker. Det omvendte var tilfældet for indvandrere og efterkommere fra Vietnam og ikke mindst Thailand.

De tilsvarende tal er betydeligt højere for indvandrere og efterkommere fra de tredjelande, der ikke hører til ovennævnte oprindelseslande.

Blandt disse indvandrere og efterkommere, der blev gift i 1999, giftede 32 pct. af mændene og 46 pct. af kvinderne sig med en dansker. De tilsvarende tal for 1994 var hhv. 33 pct. og 46 pct. Det var specielt kvinder fra Polen og Filippinerne, der blev gift med en dansker i hhv. 1994 og 1999. I 1999 var der ligeledes relativt mange kvinder fra Rusland, der blev gift med en dansker.

7.3 Den øvrige kontakt i hverdagen

Udlændinges kontakt med danskere
Rockwool Fondens Forskningsenhed har i ”Integration i Danmark omkring årtusindskiftet” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen (red.), 2000) analyseret udlændinges kontakt med danskere. Analyserne bygger på en interviewundersøgelse gennemført i 1998/1999. De interviewede udlændinge omfatter ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter^[6].

55 pct. af de interviewede udlændinge oplyser, at de jævnligt omgås danskere, knap 40 pct. taler af og til med eller er på hilsefod med danskere, mens 8 pct. ingen kontakt har med danskere, jf. tabel 7.4. De yngre udlændinge omgås i højere grad danskere end de ældre. Mænd, efterkommere og beskæftigede udlændinge omgås ligeledes i højere grad danskere end hhv. kvinder, indvandrere og ikke-beskæftigede udlændinge.

27 pct. af de interviewede udlændinge (med børn) oplyser, at deres børns venner fortrinsvis er danskere, 63 pct. oplyser, at børnene både har danske og udenlandske venner, mens 10 pct. svarer, at børnene fortrinsvis har udenlandske venner. De 31-50-årige udlændinge har oftere børn, hvis venner fortrinsvis er danskere, end de yngre og ældre udlændinge. Derimod er der kun små forskelle mellem efterkommere og indvandrere samt mellem beskæftigede og ikke-beskæftigede udlændinge.

Lise Togeby og Birgit Møller belyser i ”Oplevet diskrimination” (1999) udlændinges medlemskab af sportsklubber eller idrætsforeninger, hvor både danskere og udlændinge er medlemmer. Analysen bygger på en interviewundersøgelse gennemført i 1998 blandt 18-66-årige indvandrere fra Tyrkiet, Libanon, Somalia og Bosnien^[7].

Mellem 10 og 15 pct. af de interviewede indvandrere fra hvert af de fire oprindelseslande oplyser, at de er medlem af en sportsklub eller en idrætsforening med både danskere og udlændinge, jf. figur 7.1. Denne lave andel skal ses i sammenhæng med, at omkring 80 pct. af de interviewede indvandrere slet ikke er medlem af en sportsklub eller en idrætsforening.

Det forhold, at de fleste udlændinge ikke er medlem af en sportsklub eller en idrætsforening, har formentlig betydning for udlændinges beskæftigelsesmuligheder, da mange jobs besættes gennem netværk i bl.a. foreningslivet.

Figur 7.1: 18-66-årige indvandreres medlemskab af en sportsklub eller en idrætsforening med både danskere og udlændinge opdelt på oprindelsesland 1998

Danskeres kontakt med udlændinge
Socialforskningsinstituttet har i ”Fællesskab og solidaritet i Danmark” (Søren Juul, 1998) analyseret danske statsborgeres^[8] kontakt med flygtninge og indvandrere. Analyserne bygger på en interviewundersøgelse gennemført i 1997^[9].

Kun 12 pct. af de interviewede danske statsborgere oplyser, at de kommer sammen med flygtninge eller indvandrere privat. 6 pct. svarer, at de privat kommer sammen med én flygtning eller indvandrer (eller flygtninge- eller indvandrerfamilie), mens andre 6 pct. svarer, at de privat kommer sammen med flere.

Andelen af danske statsborgere, der privat kommer sammen med en eller flere flygtninge og indvandrere, er højest for de unge og de længst uddannede. Desuden er det især i byområder med etagehusbebyggelse eller blandet parcelhus- og etagehusbebyggelse, hvor flygtninge og indvandrere ofte er bosat, at danske statsborgere omgås flygtninge eller indvandrere privat.

Blandt danske statsborgere i beskæftigelse er det 30 pct., som omgås flygtninge eller indvandrere på deres arbejdsplads. 13 pct. af de danske statsborgere har flygtninge eller indvandrere som naboer. Ikke overraskende er denne andel højest blandt beboere i etagehusbebyggelse.

7.4 Udlændinges og danskeres holdning til kontakt i hverdagen

Udlændinges holdning til kontakt med danskere
Rockwool Fondens Forskningsenhed har i ”Integration i Danmark omkring årtusindskiftet” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen (red.), 2000) analyseret udlændinges holdning til ægteskab med en ung dansker. Analyserne bygger på ovennævnte interviewundersøgelse blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter.

Flertallet af de interviewede indvandrere og efterkommere fra Pakistan, Libanon og Tyrkiet udtrykker modvilje mod, at en person i deres familie bliver gift med en ung dansker, jf. tabel 7.5. Blandt udlændinge fra Pakistan og Libanon har kvinderne i højere grad modvilje mod ægteskab med en ung dansker end mændene.

Under en fjerdedel af de interviewede udlændinge fra Polen, Vietnam, Iran og Eks-Jugoslavien udtrykker modvilje mod ægteskab med en ung dansker. Udlændinge fra Polen, Eks-Jugoslavien, Iran, Vietnam og Tyrkiet ser hellere ægteskab med en ung dansker end med en udlænding fra en anden etnisk gruppe.

Danskeres holdning til kontakt med udlændinge
Rockwool Fondens Forskningsenhed har ligeledes analyseret hele befolkningens holdning til ægteskab med en ung udlænding. Analyserne bygger på en interviewundersøgelse gennemført i 1999 blandt hele befolkningen^[10].

Omkring 55 pct. af de interviewede fra hele befolkningen udtrykker modvilje mod, at en person i deres familie bliver gift med en ung fra Somalia, Pakistan, Libanon, Tyrkiet eller Iran. Omkring 40 pct. af de interviewede udtrykker modvilje mod ægteskab med en ung fra Polen, Eks-Jugoslavien eller Vietnam.

7.5 Udlændinges bosætning, dagpasning og skolegang

I det følgende afsnit undersøges udlændinges bosætning, dagpasning og skolegang, der har betydning for kontakten mellem udlændinge og danskere.

Udlændinges bosætning
Udlændinge fra tredjelande er i betydeligt omfang koncentreret i nogle få kommuner. Dette illustreres af kortet i figur 7.2, som viser befolkningsandelen af indvandrere og efterkommere fra tredjelande i de enkelte kommuner den 1. januar 2001.

Figur 7.2: Indvandrere og efterkommere fra tredjelande fordelt på kommuner i pct. af kommunens befolkning pr. 1. januar 2001

Det fremgår af kortet, at i halvdelen af kommunerne udgjorde indvandrere og efterkommere fra tredjelande højest 1,9 pct. af befolkningen den 1. januar 2001. I 5 pct. af kommunerne - i og omkring de største bykommuner - udgjorde indvandrere og efterkommere fra tredjelande over 7,8 pct. af befolkningen. Den højeste befolkningsandel af indvandrere og efterkommere fra tredjelande findes i Ishøj (23 pct.), Brøndby (19 pct.) og Albertslund (18 pct.).

Hertil kommer, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande oftere bor i almene boliger end danskere, specielt almene boliger opført fra 1966 til 1980. Den 1. januar 2000 boede 61 pct. af indvandrere og efterkommere fra tredjelande således i almene boliger mod 15 pct. af danskerne. 35 pct. af indvandrere og efterkommere fra tredjelande boede i almene boliger opført fra 1966 til 1980 mod 5 pct. af danskerne.

Statens Byggeforskningsinstitut har i ”Det boligsociale danmarkskort” (Hans Skifter Andersen og Thorkild Ærø, 1997) undersøgt beboersammensætningen i forskellige boligtyper. Det fremgår bl.a. af undersøgelsen, at der er særligt store sociale problemer i almene boliger opført i perioden 1966-1980^[11]. I 1995 var 38 pct. af de voksne beboere i denne boligtype således mere eller mindre permanent uden for arbejdsmarkedet^[12]. Den tilsvarende andel for hele den voksne befolkning var 19 pct.

Udlændinges dagpasning
Det fremgår af tabel 7.6, at der er betydelig forskel på, hvor stor en del af de 0-6-årige børn fra tredjelande og de 0-6 årige-danske børn der er i dagpasning. 68 pct. af de danske børn var i dagpasning den 1. januar 2000, mens det kun var tilfældet for 39 pct. af børnene fra tredjelande.

Hertil kommer, at andelen af børn med udenlandsk baggrund er meget høj på enkelte daginstitutioner. Københavns, Århus og Esbjerg Kommuner har således daginstitutioner, hvor alle børn har udenlandsk baggrund.

Udlændinges skolegang
Tosprogede elever^[13] og danske elever fordeler sig næsten på samme måde mellem folkeskolen og de frie grundskoler. I skoleåret 1999/2000 gik 86 pct. af de tosprogede elever og 88 pct. af de danske elever således i folkeskolen, mens hhv. 14 pct. og 12 pct. gik i de frie grundskoler. 52 pct. af de tosprogede elever, som gik i de frie grundskoler, var elever på en af de 19 indvandrerskoler og 9 internationale skoler, der er i Danmark.

I forhold til kontakt i hverdagen er det interessant at se på andelen af tosprogede elever på enkelte folkeskoler. I tabel 7.7 vises dette for alle folkeskoler i 9 udvalgte bykommuner med en relativt høj andel udlændinge.

Det ses, at på 30 skoler i Københavns Kommune, svarende til godt 40 pct. af skolerne, er mere end hver fjerde elev tosproget. Det samme gør sig gældende på 11 århusianske skoler, svarende til knap 20 pct. af skolerne, og på næsten samtlige skoler i Ishøj Kommune.

Ses der i stedet på antallet af skoler, hvor tosprogede elever udgør majoriteten, dvs. mere 50 pct. af eleverne, tegner der sig et billede af, at det særligt gælder for skoler i København Kommune.

Knap 1/5 af skolerne i Københavns Kommune har således en andel af tosprogede på over 50 pct. I Århus Kommune gør det samme sig kun gældende for ca. 1/15 af skolerne, og i resten af kommunerne er det generelle billede, at de højest har én skole, hvor tosprogede udgør mere end med 50 pct.

Oplysningerne fra kommunerne viser endvidere, at enkelte skoler har særdeles høje andele af tosprogede elever. På skolen med den højeste andel er 96 pct. af eleverne tosprogede. Herudover har 6 skoler i de 9 kommuner mere end 80 pct. tosprogede elever.

Fodnoter

[1] Det drejer sig om voksne personer, der har haft enten førtidspension, sygedagpenge, revaliderings-ydelse eller kontanthjælp som hovedindkomstkilde i 1995, samt personer, som har været arbejdsløse i mere end 75 pct. af arbejdsdagene i 1995.

[2] Tosprogede elever er elever fra hjem, hvor der fortrinsvis tales et andet sprog end dansk.

[3] Disse indvandrere og efterkommere fra tredjelande var bosat i Danmark hhv. den 1. januar 1999 og den 1. januar 1994.

[4] Disse danskere, indvandrere og efterkommere var bosat i Danmark hhv. den 1. januar 1999 og den 1. januar 1994.

[5] Disse personer var bosat i udlandet hhv. den 1. januar 1999 og den 1. januar 1994.

[6] Undersøgelsen bygger på 3.615 gennemførte interviews blandt 16-70-årige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter (Eks-Jugoslavien, Iran, Libanon, Pakistan, Polen, Somalia, Tyrkiet og Vietnam) gennemført fra november 1998 til juli 1999. Svarprocenten er 57,8 pct. Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderer dog, at svarpersonerne har nogenlunde samme fordeling på køn, alder, civilstand, arbejdsmarkedstilknytning og indkomst som alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra de otte nationaliteter.

[7] Undersøgelsen bygger på interviews med 1.132 indvandrere fra Tyrkiet, Libanon, Somalia og Bosnien, der havde haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden 1. januar 1996 og for bosniernes vedkommende var kommet til Danmark efter 1991 (gennemført i oktober-november 1998). Svarprocenten er 48,2 pct.

[8] Det bemærkes, at knap 2,5 pct. af de danske statsborgere var indvandrere eller efterkommere den 1. januar 2001.

[9] Undersøgelsen bygger på 1.309 gennemførte besøgsinterviews blandt danske statsborgere (inkl. indvandrere og efterkommere) gennemført i oktober og november 1997. Svarprocenten er 75 pct. Socialforskningsinstituttet vurderer, at der er geografisk betingede skævheder i undersøgelsen, men begrænsede skævheder betinget af alder, køn og civilstand.

[10] Undersøgelsen bygger på 961 gennemførte interviews blandt 16-70-årige i hele befolkningen (inkl. indvandrere og efterkommere) gennemført i februar 1999. Svarprocenten er 64,1 pct. Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderer dog, at svarpersonerne udgør et rimeligt repræsentativt udsnit af hele befolkningen.

[11] De sociale problemer måles på grundlag af et indeks, hvori indgår andelen af voksne personer, der i 1995 har modtaget førtidspension, revalideringsydelse, sygedagpenge eller/og kontanthjælp, er arbejdsløse, har 2 eller flere hospitalsindlæggelser eller har modtaget mere end 20 sygesikringsydelser.

[12] Det drejer sig om voksne personer, der har haft enten førtidspension, sygedagpenge, revaliderings-ydelse eller kontanthjælp som hovedindkomstkilde i 1995, samt personer, som har været arbejdsløse i mere end 75 pct. af arbejdsdagene i 1995.

[13] Tosprogede elever er elever fra hjem, hvor der fortrinsvis tales et andet sprog end dansk.

8. Politisk deltagelse

8.1 Sammenfatning

Et af målene for vellykket integration af udlændinge i det danske samfund er, at udlændinge i samme grad som danskere deltager i det politiske liv. Gennem deltagelse i det politiske liv kan den enkelte få mulighed for at opnå indflydelse på sine egne forhold og samfundsudviklingen.

Indledningsvis i dette kapitel beskrives udlændinges formelle muligheder for at deltage i det politiske liv. Det fremgår, at udenlandske statsborgere med minimum 3 års permanent opholdstilladelse forud for valgdagen - bortset fra deltagelse i og opstilling til Europa-Parlaments- og Folketingsvalg - formelt set har samme muligheder for deltagelse i det politiske liv som danske statsborgere. Desuden har danske statsborgere med udenlandsk oprindelse samme formelle muligheder for deltagelse i det politiske liv som personer af dansk oprindelse.

Kapitlet belyser ydermere omfanget af udlændinges deltagelse i det politiske liv. Kapitlets konklusioner bygger i høj grad på interviewundersøgelser, der som beskrevet i denne publikations afsnit 6.1 må fortolkes med varsomhed.

I kapitlet konkluderes, at målet om politisk deltagelse ikke er indfriet, idet:

• Stemmeberettigede med dansk oprindelse har generelt en højere valgdeltagelse ved nationale valg end stemmeberettigede med udenlandsk oprindelse. Konklusionen bygger på et relativt spinkelt datagrundlag, hvorfor behovet for yderligere undersøgelser heraf skal påpeges.
• Den samlede valgdeltagelse blandt stemmeberettigede med udenlandsk oprindelse i Århus og Københavns Kommuner ved kommunalvalget i 1997 var generelt noget mindre end valgdeltagelsen blandt stemmeberettigede af dansk oprindelse. Som for deltagelsen ved nationale valg er der også i forbindelse med kommunale valg behov for yderligere undersøgelser på området. Indenrigsministeriet har igangsat en sådan undersøgelse i forbindelse med kommunalvalget i november 2001.
• Kandidater med udenlandsk oprindelse til Folketinget og Europa-Parlamentet er underrepræsenteret i forhold til andelen af befolkningen med udenlandsk oprindelse. Sammenlignes andelen af kandidater med udenlandsk oprindelse med andelen af stemmeberettigede med udenlandsk oprindelse, er der nogenlunde overensstemmelse.
• Kommunalbestyrelsesmedlemmer med oprindelse i tredjelande er generelt stærkt underrepræsenteret i forhold til de stemme- og valgberettigede fra tredjelande. Dette skyldes dels, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande ikke opstilles i et omfang, der svarer til andelen af valgberettigede^[1], dels at indvandrere og efterkommere fra tredjelande generelt er underrepræsenterede i de tyndt befolkede områder, hvor der vælges relativt mange kommunalbestyrelsesmedlemmer.
• For indeværende eksisterer der kun få data om indvandrere og efterkommeres deltagelse i brugerbestyrelser og lignende. Der er et generelt behov for mere viden på dette område. Indenrigsministeriet planlægger en undersøgelse af indvandrere og efterkommeres deltagelse i brugerbestyrelser.
• Ligeledes findes der kun sparsomme data vedrørende indvandreres og efterkommeres medlemskab af politiske partier, interesseorganisationer og foreninger. Også på dette område er der et behov for undersøgelser.

8.2 Udlændinges indflydelseskanaler og valgdeltagelse

Et vigtigt led i integrationen af udlændinge er, at udlændinge har indflydelse på deres egen situation. I et land som Danmark, hvor folkestyret bygger på et repræsentativt demokrati, er deltagelse i repræsentative organer og valg måder, hvorpå indflydelse kan opnås. I nærværende afsnit beskrives indvandreres og efterkommeres formelle muligheder for politisk deltagelse og faktiske valgdeltagelse. I afsnit 8.3 behandles omfanget af indvandreres og efterkommeres repræsentation blandt de folkevalgte. Endelig belyses omfanget af medlemmer med udenlandsk oprindelse i politiske partier og interesseorganisationer samt andre indflydelseskanaler i afsnit 8.4.

Nedenstående figur illustrerer forskellige typer af repræsentative organer.

Som udgangspunkt er danskeres og udlændinges mulighed for at øve indflydelse gennem det politiske system ikke helt ens. Af grundloven fremgår det, at kun danske statsborgere på 18 år eller derover har ret til at opstille og stemme til nationale valg. Derimod har udenlandske statsborgere med permanent opholdstilladelse i minimum 3 år forud for valgdagen siden 1981 haft samme ret til at opstille og stemme til kommunalvalg som danske statsborgere. Der er identiske betingelser for udenlandske og danske statsborgere i forhold til at opstille til råd, nævn og brugerbestyrelser.

Bortset fra retten til at opstille og stemme ved nationale valg og krav om minimum 3 års forudgående permanent opholdstilladelse ved kommunalvalg er udlændinges mulighed for politisk deltagelse gennem ovennævnte kanaler således formelt set lig danskernes. Hvorvidt udlændingene reelt udnytter disse indflydelseskanaler, er derimod en anden sag.

Nationale valg
Der findes kun sparsomme oplysninger om, hvor stor valgdeltagelsen er blandt indvandrere og efterkommere med dansk statsborgerskab. Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggjorde i november 2000 publikationen ”20 år i Danmark” (Garbi Schmidt og Vibeke Jakobsen, 2000), der belyser en række forskellige aspekter af tilværelsen i Danmark for 30-35-årige nydanskere, som har oprindelse i Tyrkiet, Pakistan eller Eks-Jugoslavien, og som har boet mindst 20 år i Danmark^[2]. Et af disse aspekter er deltagelse i Folketingsvalget i 1998.

Nedenstående tabel gengiver resultaterne fra SFI"s undersøgelse.

Tabel 8.1 viser, at de stemmeberettigede indvandrere og efterkommere fra Eks-Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan kun havde en lidt mindre valgdeltagelse ved Folketingsvalget i 1998 i forhold til den samlede valgdeltagelse.

For stemmeberettigede efterkommere af tyrkisk oprindelse i alderen 28-36 år støttes disse tal af en undersøgelse af indvandreres medborgerskab fra 1999. Resultater fra denne undersøgelse, der er beskrevet i Lise Togebys ”Som man råber i skoven får man svar” (2000), er gengivet nedenfor.

Jørgen Goul Andersen m.fl. konkluderer i ”Den demokratiske udfordring” (2000), at der mangler oplysninger om de stemmeberettigede indvandreres og efterkommeres deltagelse ved nationalvalg. Der er derfor behov for flere undersøgelser inden for dette område.

Amtskommunale og kommunale valg
I forhold til viden om indvandreres og efterkommeres deltagelse ved nationalvalg findes der et bedre datagrundlag for denne befolkningsgruppes deltagelse ved kommunalvalg. Det skyldes bl.a., at udenlandske statsborgere med permanent opholdstilladelse i minimum 3 år forud for valgdagen, der er fyldt 18 år, som ovenfor nævnt også har ret til at stemme ved kommunalvalg.

I forbindelse med kommunalvalget i november 1997 blev der således foretaget en undersøgelse af valgdeltagelsen blandt indvandrere og efterkommere i Århus og København^[3]. Resultaterne er beskrevet i Jørgen Elklit m.fl. ”Hvem stemmer - og hvem stemmer ikke?” (2000).

Tabel 8.3 viser valgdeltagelsen opdelt på etnisk baggrund.

Af tabel 8.3 fremgår det, at danskeres valgdeltagelse i både København og Århus er højere end valgdeltagelsen blandt den samlede gruppe af indvandrere og efterkommere. Det fremgår ligeledes, at valgdeltagelsen generelt var mindre i København end i Århus. Forholdsmæssigt er der således ikke væsentlig forskel på de to befolkningsgruppers valgdeltagelse i de to kommuner.

Tabel 8.4 viser valgdeltagelsen i København og Århus opdelt på oprindelsesland og statsborgerskab.

Af tabel 8.4 fremgår det, at danske statsborgere i Københavns Kommune har en højere valgdeltagelse end udenlandske statsborgere uanset oprindelsesland. Dette gælder ikke helt i Århus Kommune, hvor det ses, at valgdeltagelsen blandt udenlandske statsborgere fra Irak og Tyrkiet var højere end valgdeltagelsen blandt danske statsborgere med oprindelse i de to lande.

Det er værd at bemærke, at valgdeltagelsen blandt personer af tyrkisk oprindelse uanset statsborgerskab var på højde med valgdeltagelsen blandt personer med dansk oprindelse.

Af tabel 8.6 fremgår det, at valgdeltagelsen blandt tyrkere og libanesere øges med opholdstiden i Århus Kommune. Der spores en lignende om end ikke entydig sammenhæng mellem valgdeltagelse og opholdstid for vietnamesere, iranere, irakere og somaliere.

Der er således tale om en vidt forskellig valgdeltagelse for de forskellige nationaliteter. En mulig forklaring på dette komplicerede billede kan være, at nogle af de etniske grupper kollektivt er blevet aktive i forbindelse med kommunevalget, mens andre ikke er blevet det (Jørgen Elklit m.fl., 2000).

Valg til brugerbestyrelser og lignende
I modsætning til ovenstående typer af valg spiller herkomsten ikke en rolle i forhold til afgrænsning af, hvem der er stemmeberettigede til brugerbestyrelsesvalg og lignende. De stemmeberettigede er typisk brugere eller forældre til brugere af de pågældende institutioner. Desværre findes der ikke data vedrørende indvandreres og efterkommeres deltagelse i valg til brugerbestyrelser, som kan danne baggrund for en tilstrækkelig troværdig analyse heraf.

For at kunne sige noget mere – både om valgdeltagelse til brugerbestyrelser og indvandreres og efterkommeres valgdeltagelse generelt - er der behov for at foretage flere undersøgelser på området. Indenrigsministeriet har igangsat og planlægger undersøgelser af udlændinges politiske deltagelse - herunder en undersøgelse af indvandreres og efterkommeres valgdeltagelse til kommunalvalget i november 2001.

8.3 Medlemskab af repræsentative organer

Opstilling til og repræsentation i et repræsentativt organ som eksempelvis Folketinget, Europa-Parlamentet, kommunalbestyrelser, brugerbestyrelser og lignende er i forhold til valgdeltagelse en anden og mere direkte måde at opnå indflydelse i det danske samfund på.

Folketinget og Europa-Parlamentet
Blandt 600 folketingskandidater ved sidste valg havde kun 7 kandidater udenlandsk oprindelse, svarende til 1,2 pct. Til sammenligning udgjorde indvandrere og efterkommere 7,1 pct. af befolkningen (heraf udgjorde indvandrere og efterkommere fra tredjelande 5,1 pct. af befolkningen). På den baggrund er det nærliggende at konkludere, at folketingskandidater med udenlandsk oprindelse er stærkt underrepræsenterede i Danmark.

Andelen af indvandrere og efterkommere fra tredjelande i den samlede befolkning er imidlertid et forkert sammenligningsgrundlag i denne sammenhæng.

For at have stemmeret til Folketingsvalg skal man være 18 år og dansk statsborger. For personer med udenlandsk baggrund gælder generelt, at der er relativt mange unge og mange med udenlandsk statsborgerskab. Relativt få er således stemmeberettigede. Der findes ca. 90.000 danske statsborgere med udenlandsk herkomst ud af i alt ca. 3,7 millioner valgberettigede i Danmark. Dette svarer til ca. 2,4 pct. af de valgberettigede. En stor del af disse personer er fra Norden, EU og Nordamerika. Det skønnes, at ca. 1,5 pct. af de valgberettigede har oprindelse i tredjelande. Når ca. 1,2 pct. af de opstillede folketingskandidater har oprindelse i et tredjeland, er der således ikke tale om, at gruppen i særlig grad er underrepræsenteret.

Til dato har der kun været ét medlem af udenlandsk oprindelse i Folketinget. Pr. 1. oktober 2000 indtrådte Isminur Lone Yalcinkaya (CD) som midlertidigt medlem af folketinget i stedet for Mimi Jacobsen. Isminur Lone Yalcinkaya var det første folketingsmedlem af udenlandsk oprindelse i Danmark.

Samme billede tegner sig for indvandreres og efterkommeres repræsentation i Europa-Parlamentet, hvor der p.t. ikke er medlemmer fra Danmark med udenlandsk oprindelse. Ved sidste Europa Parlamentsvalg var kun 3 ud af 205 kandidater af udenlandsk oprindelse, svarende til ca. 1,5 pct. Blandt kandidaterne svarer det dog nogenlunde til andelen af de valgberettigede af oprindelse fra tredjelande^[4].

Amts- og byråd
På regionalt og lokalt plan blev der ved sidste kommunalvalg i 1997 stemt 22 kommunalbestyrelsesmedlemmer med oprindelse i tredjelande ind i landets amts- og byråd.

Af tabel 8.7 fremgår det, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande samlet set er underrepræsenteret i amts- og byråd i forhold til andelen af valgberettigede fra tredjelande. Hvordan billedet ser ud med hensyn til andelen af opstillede fra tredjelande, er det med de eksisterende opgørelser kun muligt at udtale sig om for Århus og Københavns Kommuner.

I Århus Kommune var 6 ud af 245 kandidater fra tredjelande, svarende til 2,5 pct. I København Kommune var 17 ud af 379 kandidater fra tredjelande, svarende til 4,5 pct. (Jørgen Goul Andersen m.fl., 1999). Det tyder på, at underrepræsentationen i amts- og byråd dels skyldes, at indvandrere og efterkommere fra tredjelande ikke opstilles svarende til andelen af valgberettigede, dels at indvandrere og efterkommere fra tredjelande generelt er underrepræsenteret i de tyndt befolkede områder, hvor der vælges relativt mange kommunalbestyrelsesmedlemmer (Lise Togeby, 2000).

Brugerbestyrelser og lignende
I modsætning til ovenstående typer af repræsentative organer kræves der ikke dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse for at opstille til et valg til en brugerbestyrelse. Derimod afgrænses opstillingskravene typisk ved krav om tilknytning til den pågældende institution/forening i kraft at være bruger/medlem eller forældre til en bruger/et medlem.

For indeværende kan der ikke siges noget generelt om indvandreres og efterkommeres opstilling og valg til brugerbestyrelser, idet der kun er lavet få undersøgelser på området. Indenrigsministeriet planlægger, som tidligere nævnt, nogle undersøgelser af indvandreres og efterkommeres politiske indflydelse – herunder også deltagelse i brugerdemokratiet.

8.4 Medlemskab af politiske partier, interesseorganisationer og foreninger

Deltagelse i arbejdet i politiske partier, fagforeninger og andre foreninger er i forhold til opstilling til repræsentative organer og afstemning til valg en anden måde at få indflydelse på. Som i forbindelse med opstilling og valg til brugerbestyrelser findes der også her kun begrænsede data om indvandreres og efterkommeres deltagelse.

Nedenfor i tabel 8.8-8.10 er resultaterne af en række nyere undersøgelser om indvandreres og efterkommeres politiske deltagelse gengivet. Det bemærkes, at resultaterne ikke er direkte sammenlignelige p.g.a. forskellige afgrænsninger af de anvendte populationer. Derfor kan resultaterne kun tages som indikation på omfanget af indvandreres og efterkommeres medlemsfrekvens i politiske partier, interesseorganisationer og foreninger.

Af tabel 8.8 fremgår det, at 25-40-årige tyrkiske indvandrere og 28-36-årige tyrkiske efterkommere har en mindst lige så høj medlemsfrekvens i politiske partier og fagforeninger som jævnaldrende danskere.

Tabel 8.9 viser modsat tabel 8.8, at danskeres medlemsfrekvens i fagforeninger generelt er højere end medlemsfrekvensen i fagforeninger for den samlede gruppe af 18-66-årige fra fire oprindelseslande i Danmark^[5]. Ligeledes fremgår det, at kun henholdsvis 8 og 9 pct. af de medvirkende indvandrere i undersøgelsen er medlem af en forening for etniske minoriteter eller en etnisk minoritets forening med politiske formål. Tabel 8.10 bekræfter billedet af en relativt lav medlemsfrekvens i sådanne foreninger. Endvidere nuancerer tabellen tallene ved at opdele medlemskab af de to typer af foreninger på køn og oprindelsesland.

Det bemærkes, at tyrkiske mænd i højere grad end de øvrige grupper i tabel 8.10 er medlemmer af etniske foreninger, hvilket sandsynligvis kan medvirke til en forklaring på tallene i tabel 8.8.

Fodnoter

[1] Der findes endnu ingen undersøgelser, som belyser, hvad årsagen er til, at indvandrere og efterkommere kun i ringe omfang opstilles til kommunalvalg.

[2] SFI"s undersøgelse bygger på 693 interviews ud af 1.052 repræsentativt udvalgte personer fra Eks-Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan i alderen 30-35 år, der har været minimum 20 år i Danmark (svarende til en gennemførselsprocent på 66 pct.), efter et standardiseret spørgeskema med lukkede svarkategorier. Undersøgelsen er suppleret med 11 dybdegående kvalitative interviews med strategisk udvalgte personer i efteråret 1999.

[3] Undersøgelsen er en total undersøgelse af alle valgberettigede i Århus og Københavns Kommuner lavet i samarbejde med de to kommuner. I Københavns Kommune drejer det sig om 406.477 personer og i Århus Kommune om 222.182 personer.

[4] Personkredsen, som er valg- og stemmeberettigede ved det danske Europa-Parlamentsvalg, afgrænses identisk med Folketingsvalg.

[5] Forskellen i medlemsfrekvenserne i tabel 8.8 og 8.9 skyldes forskelle i afgrænsning af de anvendte populationer.

9. Grundlæggende værdier og normer

9.1 Sammenfatning

Et af målene for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund må være, at udlændinge tilslutter sig og efterlever nogle grundlæggende værdier og normer i Danmark.

Det vil ikke sige, at udlændinge skal opgive deres oprindelige kultur, fx religion, påklædning eller madkultur. Men det betyder, at udlændinge tilslutter sig og efterlever nogle værdier og normer, der er nødvendige for, at de kan deltage på lige fod i arbejdslivet og samfundslivet i øvrigt.

Det må være et krav til danskerne, at der ikke foregår diskrimination af udlændinge. Men vi har ikke i øvrigt forholdt os til, i hvilket omfang danskerne tilslutter sig og efterlever de grundlæggende værdier og normer i Danmark.

Nogle af de grundlæggende værdier og normer i Danmark må være:

• At alle borgere skal respektere de værdier og normer, som kommer til udtryk i Grundlovens bestemmelser om folkestyre og borgernes frihedsrettigheder. Til borgernes frihedsrettigheder hører religions-, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Desuden indebærer frihedsrettighederne bl.a., at den personlige frihed og ejendomsretten er ukrænkelig.
• At alle borgere skal overholde landets øvrige love.
• At alle borgere skal have medbestemmelse på grundlæggende beslutninger om deres eget liv.
• At alle borgere skal anerkende menneskers lige rettigheder, herunder ligestilling uanset køn, etnisk baggrund eller religion.
• At alle borgere skal vise tolerance over for andres værdier og normer under forudsætning af, at disse værdier og normer ikke krænker ovennævnte grundlæggende værdier og normer i Danmark.

Der sker således eksempelvis brud på grundlæggende værdier og normer i Danmark:

• Når borgere ikke accepterer andres ret til at dyrke deres religion, fremlægge deres synspunkter og danne foreninger inden for lovgivningens rammer.
• Når borgere udøver vold eller begår tyveri og hærværk.
• Når forældre tvinger deres børn til at indgå et ægteskab, som de ikke ønsker.
• Når borgere diskrimineres eller trues på grund af deres køn, race, etniske baggrund eller kulturelle og religiøse normer.

Denne opstilling af grundlæggende værdier og normer samt brud herpå er naturligvis ikke udtømmende.

Der foreligger endnu kun få undersøgelser, der belyser, om udlændinge tilslutter sig og efterlever disse grundlæggende værdier og normer. Desuden er det meget vanskeligt at opnå pålidelige resultater på dette område. Det er derfor ikke muligt at give en udtømmende vurdering af, hvorvidt målet er opfyldt.

På tre delområder er der dog indikatorer:

• Ligestilling mellem mænd og kvinder: Interviewundersøgelser foretaget af Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at de interviewede fra hele befolkningen i lidt større omfang end de interviewede udlændinge kan tilslutte sig principper om ligestilling mellem kønnene. Flertallet af såvel de interviewede fra hele befolkningen som de interviewede udlændinge tilkendegiver dog en positiv holdning til ligestilling.
• Kriminalitet: Undersøgelser foretaget af Justitsministeriet og Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at indvandrere og især unge efterkommere har en højere kriminalitetshyppighed end danskere.
• Diskrimination: Diskrimination af udlændinge belyses i kapitel 6 på grundlag af undersøgelser af den faktiske diskrimination og den subjektivt oplevede diskrimination.

9.2 Ligestilling mellem mænd og kvinder

Der foreligger meget få undersøgelser, der belyser udlændinges holdning til ligestilling mellem mænd og kvinder.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har i ”Integration i Danmark omkring årtusindskiftet” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen (red.), 2000) analyseret udlændinges og hele befolkningens holdning til ligestilling mellem mænd og kvinder. Analyserne bygger på en interviewundersøgelse gennemført i 1998/1999 blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter^[1] samt en interviewundersøgelse gennemført i 1999 blandt hele befolkningen^[2].

Resultaterne af disse interviewundersøgelser må som beskrevet i afsnit 6.1 fortolkes med varsomhed, fordi der f.eks. kan være forskellige opfattelser af de anvendte begreber.

Undersøgelserne viser, at de interviewede fra hele befolkningen i lidt større omfang end de interviewede udlændinge kan tilslutte sig principper om ligestilling mellem kønnene. Flertallet af såvel de interviewede fra hele befolkningen som de interviewede udlændinge tilkendegiver dog en positiv holdning til ligestilling. 88 pct. af de interviewede fra hele befolkningen afviste således, at mænd har større ret til arbejde end kvinder i tilfælde af arbejdsløshed, og 92 pct. af de interviewede fra hele befolkningen anså det for naturligt, at man deles om husarbejdet. De tilsvarende tal for de interviewede udlændinge var hhv. 66 pct. og 88 pct.

Hvis man i stedet ser på den faktiske adfærd, viser tallene i kapitel 4, at forskellen på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens er større blandt indvandrere og efterkommere fra tredjelande end blandt danskere. Dette kan bl.a. skyldes, at der er forskel på danskeres og udlændinges holdning til ligestilling mellem kønnene.

Blandt danskere var 81 pct. af mændene i beskæftigelse mod 72 pct. af kvinderne den 1. januar 1999. Blandt indvandrere og efterkommere fra tredjelande var de tilsvarende tal hhv. 50 pct. og 36 pct. En særlig stor forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens findes blandt indvandrere og efterkommere fra Somalia, Afghanistan, Irak og Pakistan, hvor mænds beskæftigelsesfrekvens var mere end dobbelt så høj som kvindernes den 1. januar 1999.

9.3 Kriminalitet

Den seneste undersøgelse af udlændinges kriminalitet er foretaget af Rockwool Fondens Forskningsenhed. Undersøgelsen er omtalt i ”Mislykket integration?” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, 2000) og støtter de resultater, som Justitsministeriet kom frem til i ”Kriminalitet og national oprindelse 1998” (Britta Kyvsgaard, 2000).

Såvel Justitsministeriets undersøgelse som undersøgelsen foretaget af Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at indvandrere og især unge efterkommere har en højere kriminalitetshyppighed^[3] end danskere. Det skal dog bemærkes, at talmaterialet fra de refererede undersøgelser ikke tager højde for, at den samlede gruppe af indvandrere og efterkommere har en noget anden social baggrund end den samlede gruppe af danskere. Derfor kan en del af forskellene på kriminalitetshyppigheder blandt indvandrere/efterkommere og danskere forklares ud fra dette.

Justitsministeriets undersøgelse viser, at andelen af 15-64-årige indvandrere og efterkommere med en strafferetlig afgørelse var hhv. 5 pct. og 7 pct. i 1998. For hele befolkningen var den tilsvarende andel 3 pct^[4].

Undersøgelsen foretaget af Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at kriminalitetshyppighederne - baseret på afgørelser for overtrædelse af straffe-, færdsels- og særlove - i perioden 1993-1998 var højest blandt unge mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, jf. tabel 9.1. Generelt gælder det, at kriminaliteten blandt mænd var markant højere end for kvinder.

Undersøgelsen viser endvidere, at ikke-vestlige efterkommere i perioden 1993-1998 oftest blev dømt for brud på straffelovgivningen (11 pct.), mens den hyppigste forseelse blandt både indvandrere fra vestlige lande og danskere var brud på færdselslovgivningen. Den hyppigst forekommende straf blandt såvel indvandrere og efterkommere som danskere er bøde.

Ses der alene på typen af strafferetlig afgørelse efter straffeloven, viser figur 9.1, at der blandt indvandrere og efterkommere er en anelse højere andel afgørelser i voldsforbrydelser end for hele befolkningen generelt. Reelt er forskellen på kriminalitetshyppighederne for indvandrere/efterkommere og danskere formentligt lidt større, idet kriminalitetshyppighederne for indvandrere og efterkommere også indgår i de samlede kriminalitetshyppigheder for hele befolkningen.

Figur 9.1: Mænd med strafferetlig afgørelse efter straffeloven i 1998 fordelt på herkomst og kriminalitetstype

Figur 9.2 på s. 108 viser udviklingen i kriminalitetshyppighederne for 16-19-årige indvandrere og efterkommere fra udvalgte tredjelande. Det fremgår bl.a. af figuren, at der er stor forskel på kriminalitetshyppighederne for eksempelvis unge fra Libanon og Iran.

Det bemærkes, at kriminalitetshyppighederne for nogle nationaliteter bygger på ganske få lovovertrædelser inden for en begrænset befolkningsgruppe. Små ændringer i enten antallet af lovovertrædelser eller befolkningstallene kan med andre ord medføre markante ændringer af kriminalitetshyppighederne. Figuren bør derfor anvendes med forsigtighed. Eksempelvis kan det nævnes, at der i 1997 var 131 unge fra Libanon med en eller flere overtrædelser af lovene. Samme år var der 270 unge af tyrkisk herkomst, der overtrådte lovene.

Figur 9.2: Andel 16-19-årige indvandrere og efterkommere fra udvalgte tredjelande med en eller flere afgørelser for overtrædelse af straffe-, færdsels- og/eller særlove 1993-1998

Fodnoter

[1] Undersøgelsen bygger på 3.615 gennemførte interviews blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra otte af de største nationaliteter (Eks-Jugoslavien, Iran, Libanon, Pakistan, Polen, Somalia, Tyrkiet og Vietnam) gennemført fra november 1998 til juli 1999. Svarprocenten er 57,8 pct. Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderer dog, at svarpersonerne har nogenlunde samme fordeling på køn, alder, civilstand, arbejdsmarkedstilknytning og indkomst som alle ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra de otte nationaliteter.

[2] Undersøgelsen bygger på 961 gennemførte interviews blandt 16-70-årige i hele befolkningen (inkl. indvandrere og efterkommere) gennemført i februar 1999. Svarprocenten er 64,1 pct. Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderer dog, at svarpersonerne udgør et rimeligt repræsentativt udsnit af hele befolkningen.

[3] Kriminalitetshyppighederne er i ”Kriminalitet og national oprindelse 1998” (Britta Kyvsgaard, 2000) opgjort ved at dividere antallet personer i en given befolkningsgruppe, som har en eller flere strafferetlige afgørelser, med antallet af personer i den samme befolkningsgruppe. Kriminalitetshyppighederne er i ”Mislykket integration?” (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, 2000) opgjort ved at dividere antallet af personer i en given befolkningsgruppe med én eller flere afgørelser for overtrædelse af straffe-, færdsels- eller særlove med antallet af personer i den samme befolkningsgruppe.

[4] Målingen af kriminalitetsomfanget ved hjælp af kriminalitetshyppigheder er imidlertid ikke helt uproblematisk. For det første bemærkes, at der er en vis tidsforskydning mellem gerningsdatoen for lovovertrædelsen og den senere afgørelse. Hvis der forekommer store ændringer i befolkningstallet, f.eks. blandt bestemte grupper af indvandrere, således at befolkningsunderlaget er væsentligt ændret fra gerningstidspunkt til afgørelsestidspunkt, kan man risikere at få misvisende kriminalitetshyppigheder. Problemet er dog i almindelighed relativt beskedent: Opgørelser, som Danmarks Statistik har foretaget, har vist, at mere end 80 pct. af alle afgørelser i 1998 vedrørte sigtelser, som havde gerningsdato i samme kalenderår (Britta Kyvsgaard, 2000). Et andet problem ved at anvende kriminalitetshyppigheder til måling af kriminaliteten i samfundet er, at en lovovertrædelse skal anmeldes eller på anden måde komme til politiets kendskab, for at der kan rejses sigtelse. Ydermere skal sigtelsen føre til en afgørelse, for at sigtelsen medregnes som en lovovertrædelse (Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiesen, 2000).

Bilag A. Definition af .integration

I rapportens kommenterede sammenfatning beskrives syv mål for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund.

Tænketanken har opstillet disse syv mål med udgangspunkt i nedenstående teoretiske og politiske definition af integration.

A.1 Integration – En teoretisk definition

I den samfundsvidenskabelige litteratur er der ikke enighed om, hvorledes integration skal defineres. Integrationsudvalget sondrer i betænkningen ”Integration” fra 1997 mellem det kulturorienterede syn på integration og det socialt orienterede syn på integration, der behandler to supplerende dimensioner af integration.

Efter det kulturorienterede syn på integration lægges vægten på de kulturelle forskelle mellem majoritetsbefolkningen og de etniske minoriteter.

Kulturel integration (pluralistisk integration) er efter det kulturorienterede syn på integration en proces, hvor de etniske minoriteter opretholder dele af deres oprindelige kultur, samtidig med at der - gennem en gensidig tilpasning mellem majoritetsbefolkningen og de etniske minoriteter - etableres en tæt kontakt og en fælleskulturel basis med fælles grundlæggende værdier og normer. Resultatet af den kulturelle integration er et multietnisk og multikulturelt samfund. I kapitel 9 beskrives nogle af de værdier og normer, der efter Tænketankens mening er grundlæggende værdier og normer i Danmark.

Kulturel integration adskiller sig fra følgende begreber efter det kulturorienterede syn på integration:

• Kulturel assimilation er en proces, hvor de etniske minoriteter opgiver deres oprindelige kultur og fuldstændigt overtager majoritetsbefolkningens kultur. Resultatet er et multietnisk og monokulturelt samfund.
• Kulturel smeltedigel er en proces, hvor de etniske minoriteters oprindelige kultur og majoritetsbefolkningens oprindelige kultur smeltes sammen til en ny fælles kultur. Resultatet er et multietnisk og monokulturelt samfund.
• Kulturel segregation er en proces, hvor de etniske minoriteter opretholder deres oprindelige kultur, samtidig med at der er en begrænset kontakt og ingen fælleskulturel basis mellem majoritetsbefolkningen og de etniske minoriteter. Resultatet er et multietnisk, parallel-kulturelt samfund med adskilte monokulturelle grupper.

Efter det socialt orienterede syn på integration lægges vægten på økonomiske og sociale forhold som f.eks. de etniske minoriteters og majoritetsbefolkningens deltagelse og rettigheder på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i det politiske system.

Social assimilation er efter det socialt orienterede syn på integration en proces, hvor de etniske minoriteter opnår samme tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelse samt politiske deltagelse og indflydelse som majoritetsbefolkningen. Resultatet er et samfund, hvor de etniske minoriteter er økonomisk og socialt fuldt ligestillede med majoritetsbefolkningen. Social assimilation og social integration kan ses som identiske begreber.

Efter det socialt orienterede syn på integration er modsætningen hertil social segregation, der er en proces, hvor de etniske minoriteter ikke opnår samme deltagelse og rettigheder som majoritetsbefolkningen på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i det politiske system. Resultatet er et samfund, hvor de etniske minoriteter er økonomisk og socialt marginaliserede i forhold til majoritetsbefolkningen.

Tabel A.1 søger at sammenfatte de forskellige begreber. Der sondres mellem processen, dvs. tilpasningen mellem de etniske minoriteter og majoritetsbefolkningen, og resultatet heraf, dvs. den samfundstype, de etniske minoriteter og majoritetsbefolkningen tilsammen danner.

Som det fremgår af rapportens kommenterede sammenfatning, mener Tænketanken, at såvel kulturelle som sociale forhold har betydning for udlændinges integration i det danske samfund. Begge aspekter indgår derfor i de syv mål for en vellykket integration af udlændinge i det danske samfund.

Samtidig er det dog Tænketankens opfattelse, at følgende sociale forhold er afgørende for vellykket integration: Uddannelse, beskæftigelse og selvforsørgelse.

A.2 Integration – En politisk definition

Tænketanken har endvidere anvendt målsætningerne for regeringens integrationspolitik i forbindelse med udformningen af de syv mål for vellykket integration.

Målsætningerne for regeringens integrationspolitik er beskrevet i regeringens ”Bedre integration - en samlet handlingsplan”, der blev fremlagt i februar 2000.

De overordnede målsætninger for regeringens integrationspolitik er:

• At indvandrere og flygtninge opnår mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige, sociale, religiøse og kulturelle liv.
• At indvandrere og flygtninge udnytter disse muligheder og bidrager til velfærdssamfundets fortsatte udvikling.
• At der skabes gensidig forståelse og respekt mellem indvandrere og flygtninge og landets øvrige borgere.

I regeringens handlingsplan er der inden for rammerne af de overordnede målsætninger formuleret en række mere konkrete delmålsætninger for regeringens integrationspolitik:

• At indvandrere og flygtninge deltager i uddannelseslivet på lige fod med andre borgere.
• At indvandrere og flygtninge deltager i arbejdslivet på lige fod med andre borgere.
• At indvandreres og flygtninges bosættelse i Danmark sker som led i en alsidig udvikling af by- og boligområder, der præges af aktivitet og samvær, og som er attraktiv for alle befolkningsgrupper.
• At indvandrere og flygtninge deltager i samfundets politiske, religiøse og kulturelle liv på lige fod med andre, og at der skabes gensidig forståelse og respekt mellem indvandrere og flygtninge og landets øvrige borgere.
• At indvandrere og flygtninge så vidt muligt sikres et liv i værdighed og sundhed på lige fod med andre borgere.
• At indvandrere og flygtninge som led i integrationsindsatsen gives de bedste forudsætninger for at træffe beslutning om en eventuel frivillig tilbagevenden til hjemlandet.
• At der sikres kvalitet, koordination og helhed i integrationsindsatsen.

Litteratur

Andersen, Hans Skifter og Ærø, Thorkild, Det boligsociale danmarkskort, Statens Byggeforskningsinstitut, 1997.

Andersen, Jørgen Goul m.fl., Den demokratiske udfordring, Hans Reitzels Forlag, 1999.

Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance, Anden rapport om Danmark, 2001.

Elklit, Jørgen m.fl., Hvem stemmer – og hvem stemmer ikke?, Magtudredningen, 2000.

Gundelach, Peter og Åradsson, Rasmus, Børn & værdier, Socialministeriet, 2000.

Hummelgaard, Hans m.fl., Uddannelse og arbejdsløshed blandt unge indvandrere, AKF, 1998.

Husted, Leif m.fl., "Hit Twice? Danish Evidence on the Double-Negative Effect in the wages of Immigrant Women", Working Paper 00-06, Centre for Labour Market and Social Research, 2000^a.

Husted, Leif m.fl., "The Transition from school to work for 2^nd generation immigrants in Denmark", 2. draft October 2000, Centre for Research in Social Integration and Marginalization, 2000^b.

Indenrigsministeriet, Delbetænkning II - Etniske minoritetskvinders integration og retsstilling i Danmark, Betænkning nr. 1359, 1998.

Integrationsudvalget, Integration, Betænkning nr. 1337, 1997.

Juul, Søren, Fællesskab og solidaritet i Danmark, arbejdspapir, Socialforskningsinstituttet, 1998.

Kyvsgaard, Britta, Kriminalitet og national oprindelse 1998, Justitsministeriet, 2000.

Mogensen, Gunnar Viby og Matthiessen, Poul Chr. (red.), Integration i Danmark omkring årtusindskiftet: Indvandrernes møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet, Aarhus Universitetsforlag, 2000^a.

Mogensen, Gunnar Viby og Matthiessen, Poul Chr., Mislykket integration?: Indvandrernes møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet, Spektrum, 2000^b.

Mørkeberg, Henrik, Indvandrernes uddannelse, Danmarks Statistik, 2000.

Nannestad, Peter, Solidaritetens pris, Aarhus Universitetsforlag, 1999.

Nævnet for Etnisk Ligestilling, Praktikpladssituationen for etniske minoriteter, 1996.

Regeringens ministerudvalg om integration og utilpassede unge, Bedre integration – en samlet handlingsplan, 2000.

Schmidt, Garbi og Jakobsen, Vibeke, 20 år i Danmark – En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer, Socialforskningsinstituttet, 2000.

Togeby, Lise og Møller, Birgit, Oplevet diskrimination – En undersøgelse blandt etniske minoriteter, Nævnet For Etnisk Ligestilling, 1999.

Togeby, Lise, Fremmedhed og fremmedhad i Danmark, Columbus, 1997.

Togeby, Lise, ”Som man råber i skoven”, Politica, Vol. 2, 2000.

Undervisningsministeriet, Notat om baggrundsoplysninger for elever med og uden uddannelsesaftale (EUD-praktik), 1999.

Undervisningsministeriet, Notat om baggrundsoplysninger for elever med og uden uddannelsesaftale (EUD-praktikaftale), 1999.

Undervisningsministeriet, Rapport om praktikpladssproblematikken, 2000.