Kære borgmester og kommunalpolitiker
Som politisk leder kender du det ansvar, der hviler på kommunalbestyrelsen. En af dette årtis vigtigste kommunale opgaver er integrationen. Det er vigtigt, at den lykkes, og at så mange som muligt kommer i arbejde. Det er vigtigt for det enkelte menneske. Og det er en økonomisk gevinst – for kommunerne og for samfundet som helhed.
Som politiker har du mulighed for at følge med i, hvordan lovgivningen bliver administreret i praksis. Og det er afgørende, at der i lokalsamfundet blandt arbejdsgivere, foreninger m.m. skabes tillid til kommunens integrationspolitik og lyst til at deltage i integrationsindsatsen.
Den 1. januar 2004 træder den sidste del af reformen af integrations- og danskundervisningsloven i kraft.
Det er vigtigt:
Mange kommuner gør det allerede godt. Det handler om at lære af de gode erfaringer. Jeg ved, at kommunerne har forskellige forudsætninger for integration, og at der er store forskelle med hensyn til de kompetencer, som udlændinge bringer med sig. Alene det kan betyde, at udgangspunktet for kommunernes integrationspolitik er meget forskelligt. Det udelukker dog ikke, at indsatserne altid kan forbedres. Hvis alle gør, som de, der gør det bedst, på alle områder, er vi godt på vej.
Bertel Haarder Minister for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Med redegørelsen ‚Regeringens vision og strategier for bedre integration’ fra juni 2003 har regeringen sat fire principper på dagsordenen for de kommende års integrationspolitik:
1) Vi skal give plads til forskelligheden og lære at drage fordel af den.
2) Vi skal vise respekt ved at stille krav.
3) Vi skal fremme konsekvens i handlinger og principper, rettigheder og pligter.
4) Vi må ikke undskylde undertrykkende familiemønstre med „kultur“.
I publikationen beskrives de muligheder og redskaber, som kommunerne har i forhold til arbejdet med at skaffe flere indvandrere og flygtninge i arbejde. Ud over denne publikation –‚Integrationens ABC – En integrationshåndbog for borgmestre og kommunalpolitikere’ – udgiver Integrationsministeriet en pjece til virksomheder og brancheorganisationer samt tre vejledninger om den nye lovgivning:
Der kan læses mere om gode kommunale erfaringer på ministeriets erfaringsdatabase erfaringsdatabase og i ministeriets nyhedsbrev om beskæftigelse „I-job-nu“ på www.nyidanmark.dk.
Der er ikke én fast opskrift på at få flygtninge og indvandrere i arbejde. Hvordan opgaven skal gribes an afhænger blandt andet af, hvilke arbejdspladser der er i kommunen, hvilke flygtninge kommunen har modtaget, og hvordan kommunen i øvrigt har tilrettelagt beskæftigelsesindsatsen.
Det betyder også, at der i hver enkelt kommune er helt særlige udfordringer, muligheder og problemer, der skal tackles, udnyttes eller løses. Derfor er integrationsloven og danskuddannelsesloven indrettet sådan, at kommunen har stor frihed til at tilpasse indsatsen til de lokale forhold.
Det handler om at fokusere på de lokale fordele. I en mindre kommune med få arbejdspladser kan det netop være en fordel, at sagsbehandleren eller integrationsmedarbejderen har et nært kendskab ikke blot til de enkelte indvandrere og flygtninge, men også til de lokale virksomheder. Det giver muligheder for dels at se jobmuligheder, der måske ikke umiddelbart virker åbenlyse, dels at matche den enkelte indvandrers faglige og personlige profil med det konkrete arbejde.
I de større kommuner, hvor der ikke eksisterer det samme nære miljø, byder der sig andre muligheder, der bør udnyttes aktivt. Det kan være et bredere erhvervsgrundlag og dermed flere typer af jobs, flere relevante uddannelsesinstitutioner m.m. Og herudover kan det også være en mulighed at tænke og handle lokalt i de enkelte nærområder.
Det er i de enkelte afgørelser, at politik bliver til virkelighed. Derfor er det også vigtigt, at man som kommunalpolitiker følger med i, hvordan lovgivningen bliver administreret i praksis. Hvilke krav stilles der, hvordan administreres sanktionsbestemmelserne m.v. Men omvendt er det også vigtigt, at der er plads til de kreative medarbejdere, og at resultater påskønnes.
Mange af de spørgsmål, som sagsbehandleren støder på i det daglige integrationsarbejde, er ikke kun af administrativ karakter. Det gælder for eksempel spørgsmålene om, hvorvidt der skal gives hjælp til transport, eller om man i stedet skal yde hjælp til en cykel? Skal man tage imod alle jobtilbud, og hvad skal flygtningene selv sørge for? Og det gælder naturligvis også spørgsmål af
større og mere alvorlig karakter; eftervirkninger af tortur, børn, der har mistet én af sine forældre, problemer med skolestart, vold i familien etc. Sagsbehandlerens svar på sådanne spørgsmål er helt afgørende for integrationsforløbet, og for hvordan den nytilkomne udlænding opfatter sin egen rolle i integrationsprocessen.
Det er regeringens udgangspunkt, at alt arbejde er bedre end intet arbejde. Vores velfærdsmodel bygger på det princip, at enhver har pligt til at søge at forsørge sig og sin familie. Ethvert arbejde er en korridor til andre dele af samfundslivet og skal derfor altid foretrækkes frem for offentlig forsørgelse. Det betyder også, at reglerne om sanktioner skal anvendes konsekvent i forhold til dem, der ikke deltager aktivt i introduktionsprogrammet, eller som nægter at tage et anvist arbejde.
Gode danskkundskaber er afgørende for indvandreres og flygtninges langsigtede muligheder på arbejdsmarkedet og for såvel deres egen som deres børns integration i samfundet. Nye tal viser, at der de sidste to år er sket et fald i fraværet fra danskundervisningen, og at dette fald i fraværet er størst blandt kursister, der er henvist efter integrationsloven. Det er vigtigt, at kommunerne understøtter denne positive tendens ved konsekvent at sanktionere uberettiget fravær ved at trække i ydelserne. Og i og med at det ikke er alle kommunernes udgifter til introduktionsydelsen, som refunderes af staten, kan den enkelte kommune spare betydelige beløb ved konsekvent at sikre, at der er overensstemmelse mellem udbetalte ydelser og faktiske aktiviteter.
Mange kontanthjælpsmodtagere har problemer ud over ledighed. Det gælder også for flygtninge og indvandrere. Mange er også i en situation, hvor arbejdsmulighederne på samme tid både begrænses af manglende erhvervserfaring, manglende danskkundskaber og problemer med helbredet.
Men det er vigtigt, at man ikke på forhånd opgiver at få nogen i arbejde. Alle arbejdsmuligheder skal afprøves, og det er også nødvendigt at forholde sig aktivt til vurderingen af sygdomme. Se på hvad personen kan – frem for hvad vedkommende ikke kan. Det er derfor også på dette område vigtigt, at kommunen får et tæt samarbejde med de praktiserende læger.
Det er naturligvis også uacceptabelt, hvis sygdom bruges som påskud til uretmæssigt at unddrage sig sprogundervisning og aktivering. Mange kommuner har taget fat på denne diskussion ved for eksempel:
Integration af indvandrere og flygtninge på arbejdsmarkedet kan være en kompliceret proces. Derfor er de fleksible løsninger ofte de bedste – dem der skaber de bedste resultater. Lige så lidt som alle udlændinge har de samme behov og muligheder, lige så lidt har virksomhederne det. Fleksible løsninger er derfor en fordel for såvel kommuner og virksomheder som for den enkelte udlænding.
Regeringen, de kommunale parter og arbejdsmarkedets parter indgik i maj 2002 en aftale – 4-parts aftalen – om integrationsindsatsen. Aftalen er blandt andet udmøntet gennem arbejdsmarkedsreformen ‚Flere i Arbejde’ og gennem en reform af integrations- og danskundervisningsloven.
En af de helt store integrationspolitiske udfordringer er at få indvandrere uden for arbejdsstyrken gjort arbejdsmarkedsparate, så de udgør en reel arbejdskraftressource. Med reformerne er det nu muligt for kommuner og virksomheder at kombinere forskellige redskaber til at fremme indvandreres og flygtninges integration på arbejdsmarkedet. Fleksibiliteten i aftalen understøtter, at der kan etableres individuelt tilrettelagt introduktionsforløb, der tager hensyn til dels de kompetencer, den enkelte besidder, dels hvilket job- eller opkvalificeringsmål der sigtes mod –og til den enkeltes virksomheds behov for støtte.
På trin 1 foregår den første introduktion til arbejdslivet i Danmark; danskundervisning, opkvalificering, kompetenceafklaring, jobsøgning og sprogpraktik/‚snusepraktik’ for eksempel på en virksomhed, på et plejehjem eller i en børnehave.
Det centrale element på trin 2 er en egentlig introduktion til arbejdspladsen, hvor den enkelte udlænding kan komme i 4 til 26 ugers praktik i en privat eller kommunal virksomhed med opkvalificering og danskundervisning.
Trin 3 har fokus på rekruttering, fastholdelse og optræning. Der er her mulighed for ansættelse på en virksomhed med løntilskud fra kommunen, ligesom arbejdsmarkedets parter har tilkendegivet, at de overenskomstberettigede organisationer kan aftale særlige løn- og ansættelsesvilkår. Der er indgået en aftale mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansforbundet og Dansk Forsikringsfunktionæres Landsforening i januar 2003 om integration af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet.
Trin 4, der er sluttrinnet i forløbet, er ordinær beskæftigelse på normale vilkår.
Danskundervisningen kan tilpasses virksomhedspraktik eller ansættelse, herunder ansættelse med løntilskud, sådan at den kan tilpasses det konkrete arbejde.
En vellykket indsats og et vellykket samarbejde forudsætter, at virksomhederne kender til de nye redskaber. Det er derfor vigtigt, at kommunen både udnytter redskaberne, og opsøger såvel eksisterende som nye virksomheder i kommunen med henblik på at etablere et samarbejde om integrationsindsatsen. Og at kommunen i samarbejdet med de lokale virksomheder sørger for at orientere om mulighederne. Det gælder for eksempel:
De bedste resultater opnås gennem samarbejde både de enkelte kommuner imellem og mellem kommune og virksomhed – uanset kommunestørrelse. Tillid og viden er afgørende for, at kommunen kan skabe gode integrationsresultater, ligesom samarbejde og viden om det lokale arbejdsmarked er med til at sikre, at kommunen bliver opmærksom på nye jobmuligheder.
Nogle arbejdsgivere oplever – og har oplevet op til flere gange - at indvandrere og flygtninge, der har fået anvist arbejde på deres virksomhed, pludselig bliver væk. Og lige så mange kommuner oplever, at de aldrig hører om det. Også her er samarbejde, tillid og viden centrale nøgleord. En åben dialog mellem arbejdsgivere og kommuner om, hvordan det går - både når det går godt, og når det går skidt – er afgørende for, at eventuelle problemer kan tages i opløbet, og at det pågældende arbejde holdes åbent. Og herudover giver en løbende tilbagemelding fra arbejdsgiverne kommunen en reel mulighed for at vurdere indsatsen.
Virksomhedspraktik giver den ledige udlænding mulighed for at lære at begå sig på en virksomhed, og virksomheden får mulighed for at lære udlændingen at kende. I den forbindelse afklares det, på hvilke områder udlændingen har behov for faglig opkvalificering, der kan sættes i værk med det samme. Virksomhedspraktik er et naturligt led i et forløb, der ender med ansættelse på ordinære vilkår.
Det er i det hele taget vigtigt, at så mange forskellige aktører som muligt kommer på banen, når det drejer sig om at øge beskæftigelsen blandt indvandrere og flygtninge. At man også her giver plads til nytænkende samarbejdsrelationer.
Også kommunen og udbydere af danskundervisning skal være mere aktive i formidling af job – på lige fod med Arbejdsformidlingen.
Arbejde er nøglen til en vellykket integration af indvandrere og flygtninge i samfundet – og i lokalsamfundet. Derfor skal der ansættes flere udlændinge i offentlige og private virksomheder. Alle arbejdsgivere har et ansvar for at skabe rum og muligheder for indvandrere og flygtninge på arbejdsmarkedet; statslige, kommunale og private. Og derfor skal alle muligheder for arbejde udnyttes; gode jobs, mindre gode jobs, småjobs, sæsonarbejde, følordninger, snusepraktik og anden virksomhedspraktik. Selv mindre arbejde af kortere varighed kan medvirke til, at indvandrere og flygtninge på sigt får en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Lad fantasien spille og tag utraditionelle midler i brug ved aktivering af udlændinge!
Indvandrere og flygtninge har i sagens natur ikke de samme givne fordele som danskere, når de søger arbejde. De mangler ofte både netværk og referencer, som de kan henvise til, når de søger nyt arbejde.
Hertil kommer, at indvandreres og flygtninges uddannelse, faglige kompetencer og erhvervserfaring fra hjemlandet ikke altid kan overføres direkte til behovene på det danske arbejdsmarked. Og selv når deres kompetencer matcher efterspørgslen efter arbejdskraft, kan der være en usikkerhed hos arbejdsgiverne, som betyder, at de har sværere ved at få arbejde. Derfor er det helt afgørende, at der foretages en hurtig og reel kompetenceafklaring.
En vellykket integration handler ikke kun om de indvandrere og flygtninge, der er i den erhvervsaktive alder. Forældrenes kontakt til det danske samfund, erhvervserfaring m.m. har stor betydning for, hvordan det går næste generation. Dem der fødes i Danmark, eller dem der er kommet hertil som børn.
En alt for stor del af disse børn og unge klarer sig imidlertid ikke så godt i skolen, i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet som andre unge. Det gælder især de børn og unge, som er kommet til landet sent i skoleforløbet. Men også for 2. generation er perspektiverne ikke altid så positive, som man måtte ønske. Undersøgelser viser, at indvandrere og flygtninge generelt har et lavere uddannelsesniveau end den øvrige befolkning, ligesom de har et markant højere frafald på de erhvervskompetencegivende uddannelser.
Gruppen af børn og unge er langt større blandt efterkommere af indvandrere fra tredjelande end hvad der gælder befolkningen som helhed; godt 87 pct. er under 20 år og knap 94 pct. er under 25 år. Denne store overvægt af efterkommere i de yngre aldersgrupper betyder også, at de inden for en årrække vil skulle afslutte grundskolen og påbegynde en uddannelse eller et arbejdsliv.
En af de store udfordringer, som det danske samfund står over for i dag, er derfor at skabe de bedst mulige betingelser for, at børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk klare sig på lige fod med andre børn – i grundskolen, på ungdomsuddannelserne og på arbejdsmarkedet. At
det uddannelses- og beskæftigelsesmønster, som man kan se blandt mange unge indvandrere og flygtninge i dag, brydes.
Integration kan starte tidligt og i mange forskellige sammenhænge. Det kan for eksempel være i form af tilskud til eller fuld betaling af kontingent til sports- og fritidsaktiviteter til nyankomne flygtningebørn.
Det er vigtigt, at flere unge med anden etnisk baggrund end dansk påbegynder en erhvervskompetencegivende uddannelse. Og det er i særdeleshed vigtigt, at disse unge fastholdes på uddannelserne – at det alt for høje frafald mindskes. Og at de træffer bredere uddannelses- og erhvervsvalg, end det er tilfældet i dag. Derfor er det også helt afgørende, at disse unge – og deres forældre – kan se, at det nytter noget. At det kan betale sig at tage sig en uddannelse og få et arbejde. Og at der faktisk findes langt flere uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, end de måske umiddelbart havde tænkt på. Dermed bliver de positive eksempler – rollemodellerne –centrale aktører i integrationsarbejdet.
Positive rollemodeller er ikke kun vigtige for de unges uddannelses- og arbejdsliv. De kan også have stor betydning for børnenes og de unges opfattelse af, hvad det vil sige at være gode samfunds- og medborgere. Og for hvordan man opfører sig og omgås andre mennesker – på gaden og i det offentlige rum i det hele taget.
En aktiv beskæftigelsespolitik er således ikke kun et spørgsmål om at nedbringe udgifterne til overførsler. Det kan også blive en vigtig del af erhvervsudviklingen.
Som på andre kommunale områder kan konkurrence være et nødvendigt og godt redskab til at forbedre indsatsen.
Sprogcentrene har ikke længere monopol på at udbyde danskundervisning, og kommunerne har gennem indførelse af en mere resultatbaseret afregning fået et vigtigt redskab til at belønne de sprogcentre eller andre udbydere, der udbyder en effektiv undervisning, der er rettet mod arbejdslivet. Det er til gavn for de enkelte udlændinge, der hurtigere bliver rustet til at kunne varetage at ordinært arbejde. Det er til gavn for de lokale arbejdsgivere, der får kvalificeret arbejdskraft. Og det er til gavn for kommunen, at flere derved kan komme hurtigere i arbejde.
Kommunen kan anvende Integrationsministeriets servicetjek skema til at vurdere, hvor systematisk den hidtidige integrationsindsats har været – en vurdering der kan danne grundlag for drøftelser i kommunalbestyrelsen eller blandt de kommunale integrationsmedarbejdere om, hvordan indsatsen kan gøres endnu bedre.
Mange kommuner gør en god integrationsindsats – målrettet, kreativt og nytænkende. Det viser denne pjeces mange forskellige kommunale eksempler. Og hvis alle gør, som de kommuner, der gør det bedst, vil der være taget endnu et stort skridt i den rigtige retning på integrationsområdet.
Det er derfor vigtigt, at kommunerne lærer af hinanden, og at de deler såvel de gode som de dårlige erfaringer.
En vellykket integration er en gevinst for det enkelte menneske og for samfundet som helhed. Og det er en forudsætning for, at den enkelte kan deltage i og bidrage til samfundet, og dermed for den fortsatte udvikling af det sammenhængende demokratiske samfund.
En vellykket integration er også en økonomisk gevinst for samfundet – og for de enkelte kommuner.
Staten finansierer fuldt ud kommunernes udgifter til introduktionsprogrammet. Finansieringen er sammensat på en sådan måde, at den enkelte kommune høster en økonomisk gevinst ved hurtigt at få udlændinge i arbejde. Overskuddet kommer ved:
Herudover yder staten programtilskud til den enkelte kommune. Kommunen har dermed en tilskyndelse til at give aktive tilbud og danskuddannelse til udlændingen, så den pågældende hurtigt kommer i arbejde.